Clint Eastwood er vigtig. Alle der ønsker at argumentere anderledes skal krybe i skjul for undertegnedes respekt til den garvede sølvræv. Han blev skabt af amerikansk mytologi – the lone ranger – hævneren der bekæmper grådighed og ondskab. Vogteren af de uskyldige og svage. Men når Eastwood i de sene år sætter sig i instruktørsædet, tegner sig en ny linie: Selvransagelsen af fænomenet ?Clint Eastwoood? og dekonstruktionen af den amerikanske mytologi.

Hans projekt har affødt en serie pessimistiske anti-film: Fra flæbende og snotsyge cowboys i The Unforgiven, til bokseren der uretfærdigt taber livets kamp i Million Dollar Baby. Med Flags of our Fathers gik han atter i sulet på et selvhøjtideligt amerikansk ikon; billedet af flaget der blev rejst på Iwo Jima?s bjergtop. Genrer vendes på vrangen, helteskikkelser afmonteres, og verden skal beskues fra andre vinkler. I Letters of Iwo Jima har Clint?en foretaget endnu en radikal u-vending, for de amerikanske soldater er reduceret til gådefulde fjendtlige silhuetter når slaget beskrives fra den japanske nethinde.

Bag Iwo Jima?s solide bjergvæg gemmer de sig, klar til at give amerikanerne kamp til stregen. Men japanske soldater er mere end mekaniske vilddyr der skriger ?Banzai!?, mens de løber med bajonetten forrest ind i en kugleregn. Publikummet inviteres ind i sindelaget hos soldaterne, fra den øverstbefalende Kuribayashi til den sølle Saigo, og andre personer i mellemlagene. Det bliver et fletværk af småhistorier og baggrundsskildringer, som tilsammen udgør en større fortælling.

For under den grå himmel kæmpes det store slag mellem amerikanske og japanske styrker, men inde i grotterne udkæmpes en anden kamp. En kamp mellem to nationale overbevisninger og to måder at tænke på: På ene side, den japanske traditionsbevidste og ærefulde stolthed, som sidder fast i en absurd tidslomme. Hellere dø end leve med skam, hvilket medfører en noget skødesløs omgang med selvmord og håbløs patrionisme. På den anden side står en moderne, rationel, og til dels vestlig tænkning, repræsenteret af Kuribayashi. Holdningen bliver slået fast, for man er ikke i tvivl om hvad Eastwood & Co. synes om de hovedløse selvmordsritualer, hvor unge soldater, i Kejserens navn, knuger en tændt granat til brystet.

Eastwood har igen allieret sig med fotografen Tom Stern, som også filmede Flags of our Fathers, og som tydeligt har ladet sig inspirere kraftigt af Saving Private Ryan. Atter er Iwo Jima øen indhyllet i tåge og gråtoner, så ekstremt at man næsten kunne have sparet på farvefilmen. Jorden er sort, himlen er hvid og menneskene er grå. Kun periodiske eksplosioner og blodstænk knækker kontrastfyldt den stramme farvekode. Det er visuelt flot og effektfyldt, og rammer filmens holdning som hovedet på sømmet.

Alle skuespillere taler deres modersprog, japansk, og det er både rigtigt og modigt. Rigtigt, af hensyn til historiens autenticitet og respekten for det japanske oplæg. Modigt, fordi det brede amerikanske publikum oftest får filmstrimlen galt i halsen, når de skal læse undertekster. Det kan få negativ indvirkning på filmens box office potentiale, men alle seriøse biografgængere ved hvordan øregangen vrider sig i smerte, når man hører det amerikanske sprog med påklistrede falske accenter. Heldigvis skånes vi for dette, og mon ikke det er Eastwoods og Spielbergs overlegne biceps som har fået trumfet denne retsmæssige detalje over produktionsbordet.

Letters from Iwo Jima er en lang sag på 140 minutter, og med Eastwoods bevidst dvælende fortællestil føles den endnu længere. Til tider kan man klandre den for at negligere det publikum, som også skal holde sig vågen i biografmørket.
Hvor nogle scener bider sig hårdt fast i hukommelsen, virker andre sekundære og kantede, så måske havde det klædt spilletiden hvis saksen var kommet frem og havde snuppet ca. 20 minutter. Men ikke desto mindre er Letters from Iwo Jima en værdig og hårdt tiltrængt pardon indenfor de utallige amerikansk producerede krigsfilm. Det er en dristig, rørende og nærværende rejse i den daværende japanske tidsånd, og en gylden titel i Eastwoods repertoire. Når filmen slutter og rulleteksterne ydmygt kravler op af lærredet, og publikum rejser sig og går ud i biograffoyeren, så vil det utvivlsomt være tid til en stille og eftertænksom stund.
Året er 1945. På Iwo Jima?s sorte strande er japanske soldater ved at forberede sig på den amerikanske invasion. Kampen ser håbløs ud, og ingen soldater forventer at overleve eller vinde slaget. Men General Kuribayashi ankommer og med sin nytænkning og amerikanske uddannelse bruger han sine fortrin til at udtænke en strategisk slagplan. Historien er autentisk, og Kuribayashi fik vendt en forventet kortvarig invasion, til en langvarig kamp der varede 40 dage. Ved at bruge vulkanbjergets grotter gav han de amerikanske styrker overraskende modstand. I Flag of our Fathers fik vi historien fra en amerikansk vinkel. Med Steven Spielberg som producent fortæller Clint Eastwood nu historien om slaget på Iwo Jima, set fra japanske øjne.