Amanda Seyfried har igennem de seneste år skabt sig et stort navn i Hollywood. Hvordan det har kunnet lade sig gøre er mig en gåde. Det startede ellers udmærket da hun i 2008 var med i den hæderlige, men hurtigt forglemmelige ”Mamma Mia!”. Derefter gik det hurtigt ned af bakke da hun fejlede med ”Jennifer’s Body” og forrige år med den katastrofale ”Dear John”. Hendes seneste skud på stammen er ”Letters to Juliet” som langt fra trækker op på hendes CV.

Sophie (Amanda Seyfried) er en journalist som sammen med sin forlovede, Victor (Gael García Bernal), rejser på bryllupsrejse til Verona. Det viser sig dog hurtigt, at Victor er mere interesseret i sin mobiltelefon end han er i stakkels Sophie. En dag finder hun frem til en af byens kendte gårdhave, hvor Julie fra Shakespeares tragiske drama om Romeo og Julie boede, som besøges hver dag af kvinder fra hele verden. Pointen er at kvinderne lægger breve om ulykkelig kærlighed til Julie, i håb om at få gode råd tilbage. Sophie finder et 50 år gammelt brev skrevet af en kvinde ved navn Claire (Vanessa Redgrave), som omhandler en ung italiener ved navn Lorenzo, som hun var dybt forelsket i som teenager. Sophie beslutter sig for at besvare brevet og til hendes store overraskelse inspirerer hendes svar Claire til at rejse til Verona for at lede efter Lorenzo. Sophie vælger at tage med Claire og hendes barnebarn Charlie rundt i Italien for at hjælpe til med eftersøgningen. I takt med at de kommer tættere og tættere på Lorenzo, begynder kærligheden at spire imellem Sophie og Charlie.

Blot få minutter inde i ”Letters to Juliet” er det umuligt ikke at være en smule skeptisk. Filmens koncept er nemlig umådeligt svært at sluge. Hvem i alverden ville nogensinde tage det første fly til Italien efter kæresten har slået op, for at spørge en kvinde ved navn Julie som ikke en gang eksisterer til råds? Umiddelbart ingen, men i ”Letters to Juliet” er det tilsyneladende ganske normalt. Hvis man så vælger at se bort fra filmens koncept, så hjælper resten af filmen stadig ikke på noget som helst – simpelthen fordi den er så skidt udført.

”Letters to Juliet” er en forudsigelig affære og byder absolut ikke på nogen overraskelser. Desuden står klichéerne i kø og karakterene er så uhyre utroværdige, at det er umuligt at føle nogen som helst form for sympati for dem. Undervejs skifter karakterene pludselig holdninger, humøret svinger op og ned og man begynder, at undre sig over, om man mon er gået glip af et eller andet. Højdepunkter er når Sophie i en af filmens afsluttende scener, erklærer sin kærlighed til Charlie. Som tilskuer er man på intet tidspunkt blevet overbevist om, hvor ægte deres kærlighed til hinanden er og i stedet for at nikke genkendeligt til den uovervindelige kærlighed, så sidder man atter og ryster på hoved.

Udover en udmærket præstation af den altid fornøjelige Gael García Bernal, så er ”Letters to Juliet” ikke just besat af gode skuespilspræstationer. Amanda Seyfried og Christopher Egan udgør sammen et par som mere ligner noget fra en Barbie-film, end noget fra den virkelige verden. Selv om det er rart at være i selskab med veteranen Vanessa Redgrave igen, så virker hun meget uoplagt. Hun ligner mest af alt en som bare gerne vil have scenerne overstået, hvilket man ikke kan bebrejde hende for.

Film: 2/6

Billede og lyd

Billedeformat: High Definition Widescreen 2.35:1 (1080p). Billedet er som regel knivskarpt og har et fint look. Især scenerne af Italiens smukke landskaber fremstår perfekt.

Lydformat: Man kan vælge imellem at se filmen med Dolby Digital 5. 1 eller DTS HD-Master Audio 5. 1. I begge tilfælde er det svært at ligge en finger på noget som helst. Både musikken og dialogen kommer klart igennem.

Ekstramateriale

Udover trailers til Step Up 3D, Chloe, MacGruber, Possession og The Fighter, indeholder “Letters to Juliet” intet ekstramateriale. Ikke en gang en ordentlig menu.

Konklusion

Lydsiden og billedsiden imponerer, mens ekstramaterialet mangler.
Udover at det er en fornøjelse at overvære Veronas smukke gader, så er der ikke meget positivt at sige om ”Letters to Juliet”. En altid veloplagt Gael García Bernal er slet ikke nok til at redde filmen fra at være en sølle omgang. Det skal dog siges at filmen indeholder mange flotte naturbilleder, men filmmagerne kan næppe tage æren for at have skabt Italien.