Der bliver fortiden produceret adskillige TV-serier som f.eks. ”Monk”, ”The Mentalist” og ”Psych”, der alle er præget af underliggende psykologiske temaer. ”Lie To Me” har meget tilfælles med disse serier, men adskiller sig også fra dem ved at have et reelt videnskabeligt fundament for sine historier.

Hovedpersonen Cal Lightman (spillet herligt usympatisk af Tim Roth) er ekspert i at læse folks kropssprog og har tilbragt mere end 20 år med at forske i dette emme. Lightman er desuden direktør for firmaet The Lightman Group, der lever af at assistere FBI ved komplicerede sager, hvor de har behov for assistance til at analyserer og fortolke vidneforklaringer. Eller sagt på jævnt dansk finde ud af, om folk lyver eller ej.
Der er i de fleste episoder gang i opklaringen af flere sager sideløbende, så tempoet i ”Lie to Me” fejler sjældent noget. En af de tilbagevendende pointer er, at selvom man kan se tegn på, at en person lyver, så er det ikke nødvendigvis fordi, vedkommende har begået en forbrydelse, men kan skyldes helt andre motiver. 

Historierne i ”Lie to Me” er ofte lige så komplekse, som de er urealistiske, men det er meget fascinerende at se, hvordan et forhør bliver analyseret og splittet op i ansigtsudtryk der viser, hvorvidt kropssproget rent faktisk stemte overens med, hvad personen sagde.
Fortolkninger af ansigtsudtryk er ofte krydret med virkelige personer, og serien er ikke uden humor, når den bruger billeder af George Bush til at illustrere en person, der lyver, eller Amy Winehouse som repræsentant for angst. Der er pakket en hel del undervisning i psykologi ind i handlingen, men aldrig på et niveau, hvor det påvirker underholdningsværdien.
Serien har en god balance mellem humor og spænding, og det er kun fejlskud som det håbløst urealistiske afsnit ”Life Is Priceless”, hvor Lightman skal forsøge at redde bygningsarbejdere ud af en sammenstyrtet bygning og den rigeligt pompøse afslutning ”Sacrifice”, hvor han er på jagt efter terrorister i Washington, der forhindre serien i at hive sig op på fem klaptræer.

Lyd & Billede
Som altid når det er Fox, der har produceret serien, er den tekniske side i top. Skarpheden og sortniveauet i billedet er stort set perfekt. Bedre bliver en DVD-udgivelse ikke.
Lydformat: Dolby Digital 5.1: Engelsk
Billedformat: 16:9 Anamorphic Widescreen
Ekstramateriale
Ekstramaterialet er ikke så omfattende, men til gengæld er kvaliteten høj. Det består af en række interessante slettede scener, og et godt en ½ time langt bag kameraet-program om tilblivelsen af serien. Her fortæller bl.a. Paul Ekman, hvis forskning i ansigtsafkodningssystemer har været inspirationskilde for historierne, om hans involvering i serien, ligesom der bl.a. også er interviews med hovedrolleindehaver Tim Roth.

Konklusion
Glimrende DVD-udgivelse af en i øvrigt underholdende TV-serie, der nok skal gøre lykke hos krimi-fans.
Filminformation
Originaltitel: Lie To Me: The Complete First Season
Instruktør: Samuel Baum m.fl.
Medvirkende: Tim Roth, Kelli Williams, Brendan Hines, Monica Raymund
Produktionsår: 2009
Længde: 13 x 45 min.
Premiere: 26. januar 2010
Distributør: SF-Film