Alene idéen om en filmatisering af Nickelodeons ”Avatar” virker sært på de fleste. Tegnefilmen hober sig op på over 30 timer i løbet af 3 sæsoner, og nu skal det hele koges ned til 4 film. Naturligvis har filmen ikke fået det samme navn, her var James Cameron en smule hurtigere, men det første kapitel hedder ”Luftens Sidste Mester” og er en introduktion til en gigantisk mytologi. Der er omtrent ligeså meget pusterum som i en anden biografaktuelfilm ved navn ”Inception” (læs = intet), forskellen er blot, at man ganske enkelt ikke gider følge med i denne. Skuespillet er råddent, instruktionen manisk og resultatet grinagtigt.

Langt de fleste er enige med mig i, at instruktøren M. Night Shyamalans storhedstid er længst forbi. Manden startede ellers sin karriere glimrende med ”The Sixth Sense” og ”Unbreakable” (hans film før det var nu heller ikke forfærdelige), men det gik hurtigt op for folk, at manden er en one-trick pony. ”Signs” og ”The Village” havde begge sine øjeblikke, men endte som noget uforløste og middelmådige oplevelser. ”Lady In The Water” og ”The Happening” var begge fuldkomment helt til grin, og fortsætter vi længere ned af skalaen ender vi med ”Luftens Sidste Mester”. Nu er vi altså nået til et punkt, hvor det ikke er sjovt længere. ”The Happening” er bestemt så dårlig, at den er god, men at lave en film, der når en grad længere ned, er en fortvivlende egenskab som Shyamalan nu desværre mestrer. Det er ganske vist, den første film han instruerer, som ikke er baseret på hans egen idé, men manden er nu så langt i sin karriere, at han som det mindste bør kunne instruere sine skuespillere. Efter at have set Nicola Peltz som Katara fremføre den ene flade dialog efter den anden, tror jeg dog bestemt ikke han kan det. Peltz står uden tvivl som filmens dårligste skuespiller, og det siger ellers en del, da både Noah Ringer som Aang og Jackson Rathbone som Sokka giver hende kamp til stregen. Til tider bliver det så grusomt, at jeg havde det lidt som en teenager igen, og måtte gemme mit ansigt bag mine egne hænder.

Filmens tone er lagt an fra starten. Efter en lille prolog, bliver vi smidt direkte ind i historien, og kun et par minutter inde, tager computereffekter fuldstændigt overhånd. ”Luftens Sidste Mester” er ganske vist ment som et eventyr for børn og barnlige sjæle, men det hele virker så kynisk og sjæleforladt, at selv når vi introduceres til de mere følelsesladede øjeblikke, forekommer de iskolde. Hvis man endelig skal sige noget positivt om filmen, virker det hele ganske genkendeligt. Alt fra locations til skuespiller, kostumer og effekter ligner fuldstændigt tegnefilmen, og filmen er ligeså meget tro mod den oprindelige historie. Mytologien bliver altså ikke ødelagt, så de fans der findes heraf, har absolut intet at bekymre sig om. Ligeså er filmens tempo abnormt højt. Desværre er der ikke blevet plads til meget underholdning, da langt det meste er forklaringer af, hvad der egentligt foregår. Jeg kommer ikke længere ind på plottet, da jeg er sikker på, at dette ville optage alt for meget plads i anmeldelsen, men det hele foregår i en fiktiv verden, hvor nogle forskellige folk mestrer de forskellige elementer. Hertil åbnes også op for en åndeverden, der på alle måder er det mest interessante i filmen, da denne aldrig bliver direkte forklaret, og derfor er svøbt ind i mystik. Det er dog ikke nok til at redde filmen, og Shyamalans manuskript gaber over alt for meget, og desværre er fokus glemt i arbejdet. Det er ikke umuligt, at det næste kapitel bliver betydeligt bedre, men det kræver netop førnævnte fokus og forhåbentligt et lidt bedre samarbejde mellem instruktør og skuespillere.

Konklusion

”Luftens Sidste Mester” ER så dårlig, som rygtet siger. Det er en rodet affære og instruktøren Shyamalans lavpunkt i karrieren indtil nu. Der er bestemt nogle flotte effekter undervejs, men når de går hånd i hånd med en kold og kynisk fortælling med alt for høje ambitioner og alt for lidt fokus, er slutresultatet ikke den overvældende begejstring, som filmen tydeligvis håber på, at kunne skabe. I stedet er man til tider moderat underholdt, men langt det meste af tiden føler man sig pinligt berørt i selskab med filmen. På den lyse side kan fortsættelserne kun blive bedre.