Forstaden er rådden. Hvor mange film har ikke fortalt os det de sidste 15-20 år? Ang Lees mesterlige “The Ice Storm” (1997) ramte hovedet på sømmen med sin hudfletning af Connecticuts bedre borgerskab i de vilde 1970’ere, mens Sam Mendes’ “American Beauty” (1999) til perfektion udstillede midtvejskrisens grinagtige udskejelser. Instruktør Derick Martini har tydeligvis ovennævnte som forbilleder i “Lymelife”, der dog aldrig når samme hverken dramatiske eller satiriske himmelstrøg.

Long Island, 1979. I et stille forstadskvarter hærger frygt og paranoia for skovflåten, der spreder borreliose-sygdom, også kaldet Lyme-disease, blandt sine ofre. Også i de to nabofamilier, Bartlett og Bragg. I familien Bragg er faderen Charlie ramt af sygdommen, og bivirkningerne tvinger den introverte mand nærmere og nærmere kanten af et psykisk sammenbrud. På overfladen ser det bedre ud hos familien Bartlett. Her kører Mickey (Alec Baldwin) et succesrigt byggefirma, der har udsigt til en stor millionfortjeneste. Men da den 15-årige søn Scott (Rory Culkin) tager sin far på fersk gerning med nabokonen, krakelerer idyllen. Lettere bliver det ikke af, at Scotts storebror Jimmy (Kieran Culkin) er på vej i krig på Falklandsøerne, og naboens smukke, og noget fremmelige datter (Emma Roberts), anser Scott mere som en bror end potentiel kæreste.

Man fornemmer på en eller anden måde, at det er brødrene Derick og Steven Martinis debutfilm som henholdsvis instruktør og manuskriptforfatter. Der er spandevis af gode ideer, intentioner og initiativer i “Lymelife” – måske lidt for mange. Filmen vil både være et portræt af USA i slut-70’erne, give forstadslivet med dets falske facader og betændte familieforhold en ordentlig røffel, være en coming-of-age-fortælling fra teenageren Scotts synspunkt og en kritik af USA’s engagement i krige og konflikter, de egentlig ikke har nogen legitim interesse i. Dét er da noget af en mundfuld for en debutfilm! I dens iver for at opfylde alle ovenstående tråde, drukner de mange budskaber lidt i mængden.

Hvad “Lymelife” ikke formår at leve op til i relation til entydig fortælleretning, kompenserer hele holdet af skuespillere til gengæld i righoldigt mål for. Den trinde Alec Baldwin, der har fået et comeback af de helt store efter sin medvirken i tv-serien “30 Rock”, er filmens mest åbenbare stjerne. I en fortrinlig balancegang mellem det dumme, utro svin og den charmerende Don Juan og opofrende familiefar, er Baldwin en fryd at iagttage. De to Culkin-brødre, Rory og den ældre Kieran, er, trods deres mere underspillede facon, filmens kerne. Samspillet mellem de to, meget forskellige, brødre oser af inderlig varme og hengivenhed. Og i en rolle, der kunne have været rendyrket ’eye-candy’ som naboens datter, viser den unge Emma Roberts bestemt format for større, fremtidige roller.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale
Intet ekstramateriale.

Billede og Lyd
Billede: Widescreen 2.40:1.
Lyd: Dolby Digital 5.1
Desværre en dvd-udgivelse, der lader meget tilbage at ønske både på lyd- og billedsiden. Lydniveauet er meget lavt, så der skal fuld skrue på anlægget, hvis man skal kunne høre den i forvejen lavt miksede dialog. Farverne er en tand for udvaskede og grumsede.

Konklusion
“Lymelife” er en “The Ice Storm”-light med mindre bid og visuel pondus. Men taget i betragtning, at Ang Lees film var en af 90’ernes absolut mest seværdige dramaer, tager “Lymelife” bestemt arven flot op.