Danske oversættelser af titler rammer ofte helt ved siden af, og med denne film har vi vist ramt bunden. Jeg må dog erkende, at når en film får en ny dansk titel på engelsk, er vi meget tæt på bunden, men intet – og jeg gentager INTET – lyder dummere og giver mindre mening end titlen ”Mød Min ”Måske” Kone”. Tyg lidt på selve betydningen, og titlen siger jo egentlig, at filmens hovedperson ikke helt er klar over om han er gift eller ej. Jeg kan i hvert fald ikke forstå den anderledes, men kan man overhovedet sige det på den måde? Oversat fra den engelske titel ”Just Go With It”, må man da kunne finde på noget bedre? Nok om det. Lad os tage fat på filmen i stedet.

Danny Maccabee (Adam Sandler) er i sin ungdom blevet svigtet ved sit bryllup, men fandt hurtigt ud af, at hvis man udgiver sig for at være gift, er det ufatteligt nemt at score kvinder. Det virker i hvert fald for ham næsten hver gang. En dag møder han dog drømmekvinden. Palmer (Brooklyn Decker) har udseendet og alderen på sin side, men Danny roder sig ud i en lang søforklaring om hans ”måske” ægteskab (se selv hvor dumt det lyder). Palmer kræver at møde hans kone, som han påstår at være lige på randen af skilsmisse med. Sekretæren Katherine (Jennifer Aniston) bliver derfor hevet ind i ligningen, og snart opstår et gigantisk spind af løgne.

Bare et kig på coveret og de medvirkende skræmmer sikkert de fleste filmfanatikere væk. Adam Sandler laver efterhånden meget sjældent gode film, Jennifer Aniston har muligvis aldrig medvirket i en god film og endnu en romantisk komedie med en dybt latterlig titel og et ekstremt forudsigeligt udfald, tiltrækker vel de færreste mennesker. Nu vil jeg næppe påstå, at dette er en af Adam Sandlers bedre film, men har man bare en lille svaghed for romantiske komedier og Adam Sandler i de gode gamle dage, så er der faktisk en mulighed for, at du ville kunne lide denne film. Filmen er klinisk renset for Rob Schneider, Adam Sandlers gamle humor er at finde rundt omkring og med Nicole Kidman i en faktisk forholdsvis stor birolle, er der masser at holde af. Skal man absolut kombinere Adam Sandler med romantiske komedier, er ”The Wedding Singer” og ”50 First Dates” begge bedre bud på en god film, men ”Mød Min ”Måske” Kone” må ramme tredjepladsen af disse.

”Mød Min ”Måske” Kone” har ellers en pokkers masse imod sig. Jennifer Aniston har aldrig været hverken sjov, charmerende eller en god skuespillerinde, og det ændrer denne film ikke på. Tager man fat i en af Hollywoods mest latterlige klicheer, er disse også tilstede i denne film – smid et par briller på en i forvejen lækker kvinde, og hovedpersonen vil anse hende som værende grim. Fortsætter vi med handlingsforløbet, så ved enhver der har set mere end 5 film godt, præcis hvor det hele ender. Problemet er bare, at det bliver gjort med så små armbevægelser, at man nærmest glipper det fuldstændigt i slutningen. Tilføj at Katherines to børn bliver spillet grænseløst irriterende, og du har en god idé om, hvilken film vi har med at gøre. Man skal altså kunne se igennem fingre med mange detaljer, for at holde af filmen her. Alligevel er der en håndfuld solide vittigheder gemt imellem alt virvaret, og kemien mellem Aniston og Sandler fungerer faktisk overraskende godt – med andre ord ender jeg ret splittet omkring denne film. De negative og positive sider fylder omtrent lige meget på vægtskålen, og netop derfor er det ufatteligt nemt at uddele en endelig karakter til filmen.

Filmen – 3/6

Billede og Lyd

Et fremragende billede fyldt med detaljerige nuancer og varme samt imødekommende farver, gør næsten alene denne film et kig værd. I filmens senere halvdel smutter de alle sammen til Hawaii, og her viser blu-rayen som medie virkelig hvad den kan præstere. Lyden er skam også ganske gennemført, men en anelse mindre imponerende. Lydniveauerne er glimrende skruet sammen, og mange smådetaljer dukker op i dit anlæg. Det er dog ikke det store arbejde med lyd, der typisk bliver lavet med en romantisk komedie, så ligegyldigt hvor godt det egentligt er skruet sammen, er det svært at blive blæst væk.

Ekstramateriale

Udgivelsen her har en ordentlig omgang ekstramateriale, som kun de færreste vil kæmpe sig igennem. Hele to kommentarspor er der blevet plads til – det ene letsindigt med skuespillerne og det andet mere tungt med instruktøren. Det med skuespillerne rummer en masse vittigheder, imens det med instruktøren går mere i dybden med arbejdet på filmen. Derudover er der over et kvarters slettede scener af varierende kvalitet, et gag reel som jeg personligt ikke brød mig om (det gør jeg dog også kun meget sjældent), og i alt 12 featuretter på ca. 50 minutters spilletid sammenlagt. Disse featuretter har det lidt med at gentage sig selv, men der er skam et par sjove samt informative imellem, og de anbefales bestemt for dem, der kunne lide filmen. Desuden er der også movieIQ til filmen.

Konklusion

Man skulle ikke tro, at en film med Adam Sandler og Jennifer Aniston med den ufatteligt dumme titel ”Mød Min ”Måske” Kone” ville være tilnærmelsesvis seværdig, men det er den. Uden at imponere, og endda med alle de typiske klicheer, er der faktisk et par vittigheder gemt i filmen, som gamle Adam Sandler fans vil holde af, og en kemi mellem de to skuespillere, som hæver filmens niveau en smule over den horde af romantiske komedier, der til stadighed oversvømmer Hollywood. Tilføj et helt fantastisk blu-ray transfer med eminent billede og glimrende lyd samt en ordentlig bunke ekstramateriale af varierende interesse og kvalitet, og denne udgivelse er faktisk mere end blot acceptabel – og hvem havde egentlig regnet med det?

3 KOMMENTARER

  1. Tak for et rigtig godt og velskrevet indlæg. Jeg har ikke set filmen, men det lader til, at anmeldelsen rammer plet, da jeg er enig i den generelle kritik af bl.a. Adam Sandler og den danske oversættelse af titlen. Jeg elsker romantiske komedier, men der bliver efterhånden produceret så mange med henblik på at tjene hurtige penge, at der uundgåeligt desværre er mange rigtig dårlige imellem. Jeg vil tænke mig om en ekstra gang, inden jeg lejer Mød min “måske” kone. (:-))
    Christiane