Den kunne næsten kun skuffe. Robert Rodriguez’ Machete har et af de mest utaknemmelige forlæg man kan forestille sig. Den er baseret på en af de vanvittigt underholdende, fiktive trailere til ikke-eksisterende film der klæbede Rodriguez’ og Tarantinos Grindhouse-projekt sammen. Og set i forhold til hvor kitschet og vulgært underholdende den trailer var, så virkede ideen om at sammensætte en sammenhængende spillefilm ud fra den lige så usandsynlig dengang som den gør nu.

Rodriguez har alligevel omfavnet trailerens popularitet og har i samarbejde med sin faste klippe-makker, Ethan Maniquis, påbudet ikke bare én, men tre spillefilm om den Machete-svingende Danny Trejo og hans blodige eventyr. Det hele tager fart da den arbejdsløse, tidligere federale bliver viklet ind i et net af politisk spin, grådige narkobaroner og racistiske sheriffer og det går ikke stille for sig. Gennem lidt over halvanden times tid hakker, pløkker, bander og knepper den efterhånden 66-årige Trejo sig igennem en perlerække af kendte skuespillere og ukendte håndlangere. Det er bare som om der alligevel mangler noget.

Rodriguez sigter overlagt efter den stemning han ramte så godt i Grindhouse-kapitlet Planet Terror og på papiret burde det ikke kunne fejle. Lindsey Lohan som skydeglad sex-killing i nonnekostume, Robert De Niro som forvirret senator, Don Johnson som psykotisk sheriff og selveste Steven Seagal som halvsløj narkobaron med hang til ynkelig karate er alle velklingende salgsargumenter i sig selv. Dertil kommer Cheech Marin, Jessica Alba og en af mine personlige favoritter, Jeff Fahey, der alle leverer overraskende indslag og digitale baller. Blodsudgydelserne er også næsten på par med de opfindsomme indslag der efterhånden kendetegner Rodriguez’ værk. Alligevel sidder man efterfølgende og tænker at det kunne have været så meget vildere.

Om noget af gnisten fra optagelserne af den væsentligt overlegne Planet Terror er gået tabt eller om Machete simpelthen er en film der er tynget af ubestigelige forventninger hos publikum, er svært at gennemskue, men faktum er at filmen simpelthen ikke leverer varen godt nok. Tempoet daler for ofte til fordel for overflødig dialog der mangler frække punchlines. Nogle af de mange morsomme skuespilvalg er slet ikke udnyttet optimalt og Trejo beviser hvorfor han aldrig har fået tildelt en hovedrolle før. Han har altid kunnet levere varen som overbevisende badass, så længe det har været småt med dialogen, men i tilfældet Machete er han simpelthen en tand for gammel og en tand for uoverbevisende til at det hele holder.

Nu lyder det hele mere negativt end filmen fortjener, for alt dette skal ses i forhold til de vanvittigt vellykkede actionfilm Rodriguez har på CVet. Machete ligger langt nede på listen af Rodriguez’ bedste, men selv i den position hæver den sig væsentligt over gennemsnitlige, amerikanske actionfilm. Der er masser af fantasifulde indslag, masser af bevidst kiksede one-liners og masser af blod, bryster og kitsch. Machete er kun skuffende set i forhold til film som Planet Terror, El Mariachi, From Dusk Till Dawn og Sin City. Den er bestemt underholdende i sig selv og den er helt bestemt værd at bruge en aften i biografen på. Lad os håbe at Rodriguez, Maniquis og Trejo finder sig bedre tilrette og kan lade de kreative safter flyde friere i de planlagte efterfølgere Machete Kills! og Machete Kills Again!

3 KOMMENTARER

  1. Elsker Rodriguez’ og Tarantinos evner til at hente afdankede b-films skuespillere ind i deres film, og give dem nyt liv. Danny Trejo har være en birolle i årtier, så det er et suverænt påfund at give ham hovedrollen.

    Men jeg synes Rodriguez’ film er lidt ustabile i kvaliteten. Formentlig fordi han insisterer på at lave ALT selv. Manus, instruktion, kamera, klipning og catering. Måske burde nogen introducerer ham for uddelligering, så han kan koncentrerer sig om én ekspertise. Han er altså ikke en auteur.