Da Gustave Flaubert tilbage i 1857 udgav ”Madame Bovary” gjorde den ham mindst lige så berygtet som berømt. Fortællingen om den unge, håbløst romantiske Emma, der pludselig befinder sig i et kedeligt ægteskab og derfor tyr til udenomsægteskabelige affærer, chokerede realisten Flauberts samtid og skabte skandale. Og på mange måder er den tragiske historie om Emmas endeligt stadig hård kost. Men også fascinerende. BBC’s filmatisering fra 2000 i miniserieformat byder på masser af kostumer og romantik, og yder langt hen af vejen Flauberts oprindelige forlæg retfærdighed.

Emma (Frances O’Connor) og provinslægen Charles Bovary gifter sig uden næsten at have vekslet to ord med hinanden. Emma er overbevist om, at alle hendes romantiske forestillinger, som hun har læst om i romaner, vil gå i opfyldelse i ægteskabet med Charles. Og Charles er bare lykkelig over, at have fundet så smuk en hustru. Men ægteskabet lever langt fra op til Emmas høje forventninger. Så da hun møder den unge jurastuderende Leon, der er mindst lige så romantisk anlagt som Emma selv, kaster hun sig ud i en affære. Det bliver starten på en nedadgående spiral, der bringer ulykke efter ulykke efter sig som perler på en snor.

Så store instruktørnavne fra filmhistorien som Jean Renoir, Vincente Minnelli og Claude Chabrol har alle givet sig i kast med filmatiseringen af Flauberts skandaleroman. Og alle med forskelligt resultat. I Renoirs version fra 1933 står realismen stærk – og den regnes derfor af mange som den bedste og mest tro mod forlægget. Minnellis film fra 1949 tipper desværre over i det sentimentale, mens Chabrol i 1991 gav sit bud på kvinden Emma Bovary i form af en kølig og introvert Isabelle Huppert i titelrollen. Instruktøren bag BBC’s miniserie, Tim Fywell, ligger sig i slipstrømmen på både Renoir og Minnellis film. I Fywells ”Madame Bovary” er balancegangen mellem realisme og drivende sentimentalitet og romantik hårfin.

Og så er den faktisk ganske eksplicit med hensyn til seksualitet. Emma Bovary er i bund og grund et seksuelt væsen, der lever og ånder for romantik og erotik, så en moderne filmatisering ville synes bornert, hvis et så afgørende element blev forbigået eller tiet væk. Det gør det på ingen måde i Fywells version. Heldigvis.

Frances O’Connor, der nok er bedst kendt fra Jane Austen-filmatiseringen ”Mansfield Park” (1999), gør en interessant Emma Bovary – på én gang sympatisk og urimelig. Hun fylder rollen med en så tilpas mængde mystik og romantisk idealisme, at man ikke kan lade være med interessere sig for hende.

Billede og lyd: Billede: 16:9 (1.78:1). Lyd: Dolby Digital 5.1. Overordnet set er udgivelsen fra SF Film en anelse kornet i sin billedkvalitet. Farvetonerne er lidt udvaskede, og lydmæssigt er der ikke den store spændvidde.

Ekstramateriale: Intet ekstramateriale.

Konklusion: En overraskende god tv-filmatisering af en litterær klassiker. Sine steder lige lovlig drivende i sentimentalitetens floskler, men aldrig kedelig.