En mørkhåret Sofie Lassen-Kahlke der i svimlende orgasme-ekstase skamrider en liggende David Owe – sådan starter TV3s seneste bud på en dansk romantisk sitcom , og man skal da lige passe på ikke at få aftenkaffen galt i halsen sådan som de går til den. Samleje fra første sekund. Men det er en scene som hurtigt og effektivt tuner sig ind på stilen i "Maj & Charlie". Lassen-Kahlke som nærmest er indbegrebet af Regner Grastens produkt "Anja", og Danmarks mest udskældte skuespiller David Owe, most ned i lagenet. Det er typisk at "Maj & Charlie" tager der velkendte og gør det herligt skævt. Men de to senge-partnere er ikke engang seriens hovedpersoner. Maj og Charlie er dem som bliver dumpet til fordel sex-akten. Jovist, denne omvendte missionærstilling er dét som sender to uvidende personer, en kvinde og en mand, direkte ud i tilværelsens nødspor. Så er det atter tid til at opføre sig komplet irrationelt og lettere barnligt.


Charlie er skuespiller uden stor succes. Du ved, typen som møver sig igennem auditions og reklamefilm med håbefulde forventninger om at få den store rolle. Maj er stand-up komiker men mangler sit store break – og får desuden lidt verbale klø af Michael Wulff for ikke at have nok kant i sin komik. Maj og Charlie er begge i livets mellemfase og de har meget tilfældes – de er ikke byens smukkeste skabninger, og desuden er de netop er blevet dumpet af de to lidenskabelige liderbukke som vi blev introduceret for i starten. De kender ikke hinanden, men det skal de nok komme til – Blot ikke med et harmomisk møde, men ved øl i skødet, tryk på babserne og uinviteret besøg af klamydia. Der skal rettes op på en hel del misforståelser og svært overkommelige erkendelser, før de opdager hvad der ligesom ligger i seriens titel: Venskab og kærlighed.


Hver hovedperson har sin ven – den lidt irriterende overlegende og ven, som lige er en anelse mere succesfuld. Charlie kender Bo, spillet af Ken Vedsegaard – du ved ham fra DRs Krøniken. Han er ejendomsmægleren med smart jakkesæt som kan krølle pigerne om lillefingeren. Maj kender Laura, den altid bedrevidende, lyshårede tøs med strøm røv, der kan nemt kan snuppe en sund one-night’er. De fire personer danner en god konstellation af parodisk kønstematik hos "thirty-something " generationen, og sammen kan de to venner og to veninder sidde i lejligheden og fylde sig med drinks alt i mens de bliver enige om at kvinder er ludere og mænd er svin. Mars og Venus-paradokserne fortalt med en moderne retorik, men mest er "Maj & Charlie" en række afsnit som hvert indeholder sin isolerede komiske konflikt.



Når "Maj & Charlie" ikke ligefrem skabte en national hype, så er det måske som følge af seriens smalle satsning. Den er ikke poppet, men har en ung og trendy tone som passer godt til storbyernes cafe-miljø – det er ikke just tv for den brede skare. Serien benytter det populære meta-prægede univers, meget ligesom "Klovn", hvor karaktererne optræder i virkelige miljøer og møder kendisser som spiller dem selv. Men det gør også serien til et fix for en Københavnsk location-hunter , der kan genkende alle gader og steder. – Formentlig mindre interessant for den øvrige del af Danmarks befolkning. Men er du i målgruppen, så er ”Maj & Charlie” noget af det bedre man kan bedrive sin tv-aften på. Det er en forfriskende og skæv serie, knivskarpt klippet og hvor glæden ved at producere den brænder igennem. – Og så er den sjov, virkelig sjov – så lad mig lige slutte af af Martin Brygmans replik: "Mit kone holder kun mund når vi kysser – eller hun giver blowjob … så er det vidst godt jeg har dårlig ånde…"

Lyd & billede:
Billede: 1.45:1. Lyd: Dolby Digital 5.1
Tekster: Dansk.

Ekstramateriale:
Intet.

Konklusion:
”Maj & Charlie” er en herlig, lille uforpligtende dansk sitcom, og noget af det sjoveste der er fundet sted på dansk TV – udover ”Klovn”.  DVD’en med sæson 1 byder på en god omgang ’benene-op-på-bordet’ spas, som er en hel del bedre end den typiske amerikanske sitcom. Der er intet ekstramateriale, og serien er måske kastet lidt hurtig på skiven, men det er stadig en køb værd.

Filminformation:
Originaltitel: Maj & Charlie
Instruktør: Mikkel Serup.
Medvirkende: Ane Høyer, Johannes Lilleøre, Mira Wanting, Ken Vedsegaard, Sofie Lassen-Kahlke, David Owe. Produktionsår: 2008
Premiere (DVD): 11-08-2009
Distributør: Sandrew Metronome.