Indimellem er det svært at vide hvilken grimasse der er den rette. Sådan havde jeg det, da jeg så det seneste skud på stammen af børnefilm med talende hunde – ”Marmaduke”. Og når selv de børn, der meget passende var lokket med til pressevisningen, også virkede noget beklemte ved filmen, måtte der være noget helt galt. Følelsen af klaustrofobi blev ikke bedre af at biografsalen var fyldt af børn og voksne, der med koldsved piplende frem på panden kiggede flakkende op på lærredet. Ingen vidste helt, hvad de gik ind til.

”Marmaduke” er tilsyneladende en populær stribe i USA om en stor grand danois af samme navn, der naturligvis laver andet end blot grave kødben ned i baghaven. Et eller andet sted har der så siddet en producent og tænkt, at det var alle tiders koncept til en film. Særligt hvis Marmaduke pludseligt er en teenager-hund, der skal håndtere forelskelse, identitetsproblemer og forhold til menneskefamilie og dyrevennerne. Lyder det som noget forfærdeligt vrøvl? Det er det skam også.

Bølgen af film med menneskeliggjorte hunde og andre kryb har for alvor nået binden indenfor de seneste par år, særligt med ”Beverly Hills Chihuahua”, ”Pas på pelsdyrerne” og ”Hund og Kat imellem”. ”Marmaduke” er helt på niveau med de andre små ”mesterværker”, og der er ikke grænser for hvor idéforladt og retarderede et plot den øretæveindbydende vovse byder os.

Fra første scene er der et kæmpe behov for at Marmaduke skal tale konstant ind i kameraet, selv hver gang de mest banale ting skal udpensles. Helst med et par charmende hævede øjenbryn, da den galpende gru gerne fremstilles som dyrerigets svar på Brad Pitt. Når der så indiskret presses hundeprutter ind, til stor fornøjelse for det kække kræ, mens menneskefamilien udbryder ”Marmaduke!”, ved man at det er personificeret kærlighed indkaplset i 100 kg. blævrende kød på fire poter. Det er slet ikke til at bære.  Og sådan er hele filmen – et sandt optog i fordærv og helt utroligt ringe humor.

Hvis bare historien var nogenlunde skruet sammen, plottet gav meningen, eller skuespillerne gjorde det hæderligt-  så var ”Marmaduke” ikke på forhånd en af årtiets værste film. Men nej. Vil de mindste, som filmen er henvendt til, finde den underholdende eller i det mindste en smule morsom? Det har jeg svært ved at tro – Bamse og Kylling maraton ville være sikkert falde i bedre jord. Det eneste positive ved filmen er at animationerne af dyrernes tale synes troværdig, ellers er der vitterligt ikke noget at komme efter. Medmindre at man synes, at en grand danois på et surfbræt er humor i topklasse.

Konklusion:

”Marmaduke” er en tåkrummende oplevelse. Der er klasseeksemplet på hvordan man ikke skal lave børnefilm med dyr. Det kunne lade sig gøre med ”Babe – den kække gris” og med Pixars fine animationsfilm. Ja, selv Disney har flere vellykkede eksempler. Dog er dette slet og ret lige til at blive gravet meget langt ned sammen med de mest afpillede kødben. Den slags, der ikke er til at finde igen.

[media id=1162 width=630 height=340]