”Matrix Reloaded” er én af den type efterfølgere som – foruden at lide under et uhåndgribelig forventningspres – i bund og grund nok ikke burde været lavet. Og dog. Filmen klarer sig i reglen ganske fortrinligt og leverer da også langt hen ad vejen et gennemtrængende, visuelt forførende actionbrag. Når dét så er sagt, står både denne og dens efterfølger alligevel tilbage som to uundgåelige skuffelser, fordi de i bund og grund forsøger at koge suppe på et i forvejen velfunderet og gennemarbejdet mesterværk og til syvende og sidst kommer til kort, som netop intet andet end actionbrag.
Klik for at se billedet i en større udgave.
Og hvorfor må "Matrix Reloaded" så ikke være et actionbrag? Det må den i og for sig også, hvis det ikke var fordi den oprindelige fortælling på bønhørlig vis dekonstrueres, så det overordnede præmis mister sit afsluttende punktum. ”Matrix Reloaded” trækker den toneangivende slutning på ”The Matrix” ned til et niveau hvor narrativen pludselig bliver et ugenkaldeligt evighedsplot, som principielt kan forlænges indtil der ikke er flere dollars at tjene på efterfølgere. Mulighedsrummet for fortællingen udvides fra, at virkelighedens grænser afskærmes af det digital univers i ”Matrix” (i en digitalt genereret verden kan man bryde reglerne) til at brede sig udover den computerskabte realitet og således nedbryde den kulmination der afsluttede den oprindelige film (pludselig har Neo også kræfter i den verden udenfor Matrix-programmet).
Klik for at se billedet i en større udgave.
Før man konstaterer af ”Matrix Reloaded” på denne måde neglicerer fortællingen fra en plausibel (virkelighedstro) historie om computere versus mennesket, til en overnaturlig fortolkning, er det dog vigtigt at understrege, at pointen med dette skifte ligeså vel kunne være, at den virkelighed som eksisterer udenfor Matrix-programmet, faktisk repræsenterer endnu et computerskabt univers. Men nu bliver det lommefilosofisk. Og dét er netop kernen; oplevelsen af ”Matrix Reloaded” løsriver sig fra det oprindelige afsæt, fordi den retter opmærksomhed mod actionsekvenserne, frem for det neurotiske afsæt der skabte moment tidligere. Resultatet er, at man nødvendigvis skal se filmene som actionfilm, ellers bliver det… ja, lommefilosofisk.
Klik for at se billedet i en større udgave.
Fravrister man sig imidlertid ønsket om ”en gentagelse af den oprindelige film, bare bedre” og ser ”Matrix Reloaded” som et selvstændigt værk, er det ikke desto mindre en helt og aldeles habil actionfilm. Heldigvis har den da også dét mere at byde på end gennemsnitsactionfilm, samt et fundament som hjælper langt hen ad vejen. De til tider langvarige actionsekvenser sløver filmens momentum lidt ned, men det overordnede indtryk forbliver stadig underholdende, ikke mindst på Blu-ray.
Billede og lyd
Der er ikke meget at pege fingre ad på billede eller lydsiden af denne Blu-ray. 1080p transferret er forventeligt ganske velproduceret, men dog heller ikke toneangivende. Actionsekvenserne står formiddabelt og især skuddueller samt biljagter har fået god behandling i den digitale behandlingsproces. Lyden er optimeret til Dobly TrueHD 5.1 og leverer et tilsvarende højt niveau. Der er stedvise gråtoneskaleringer og enkelte grønne nuancer, men det begrænser sig til det absolut minimale og alt i alt hører udgivelsen helt klart til blandt de bedre.
Ekstramateriale
Ligesom tidligere udgivelser af Matrix trilogien er der rigeligt med ekstramateriale på denne Blu-ray udgivelse. Ikke alt er lige spændende (eksempelvis gallerier, trailere og musikvideoer), men der er dog masser af interessevækkende pointer at finde i de mange featurettes fra biljagter, kampscener, spillet ”Enter The Matrix” (der også byder på en række interessante filmsekvenser skudt til brug i spillet) og ikke mindst bag-om filmen. Timerne ryger hurtigt når de mange indslag sættes igang og det skulle undre hvis ikke hele portefølgen ses igennem før Blu-ray skiven lægges tilbage i coveret.
Klik for at se billedet i en større udgave.
Konklusion
Selvom ”Matrix Reloaded” ikke er på niveau med forgængeren, hører den alligevel uden tvivl hjemme på Blu-ray hylden. De visuelle effekter er ganske enkelt fremragende og som actionfilm er der også rigeligt at komme efter. En Blu-ray samling er ikke rigtig fuldent uden denne – eller for den sags skyld resten af Matrix trilogien.
Filminformation
Original titel: Matrix Reloaded
Instruktører: Andy Wachowski og Larry Wachowski
Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishbourne, Hugo Weaving m.fl.
Produktionsår: 2003
Længde: 138 minutter
Premiere (Blu-ray): 25-11-2008
Distributør: Warner Home Entertainment