Baseret på en roman af Robert Kaplow, fortæller filmen Me and Orson Welles i bund og grund en historie om at blive voksen. Richard Linklater, som også er instruktøren bag ”School of Rock” og ”Before Sunset”, instruere her teenageidolet Zac Efron som den ivrige og håbefulde unge skuespiller Richard, der ved et heldigt tilfælde antager en rolle i den unge Orson Welles produktion af ”Julius Caesar”. Filmen er sat i New York i 1937, hvor den geniale og excentriske unge skuespiller og instruktør, Orson Welles (Christian McKay) sætter alt over styr i ugen op til premieren på stykket, mens unge Richard overvældet mænger sig i stjernestøvet. Blandt de nye mennesker Richard møder i teaterverdenen, er Orsons assistent, kønne Sonja Jones (Claire Danes). Sonja er rodløs og ambitiøs, og gnisten der opstår mellem dem udvikler sig til en affære.

Filmen kredser om temaet udvikling. Tættest følger man Richard, der som den unge High School elev, drømmer om at være en del af den kunstneriske scene i New York. Da rollen som Lucius nærmest falder ned i skødet på ham, får han muligheden for at snuse lidt til den verden han drømmer om, og oplever både de glamourøse, og mere beskidte sider af branchen. Men den unge Orson Welles er også en mand i rivende udvikling. Han tåler intet andet end at anses som det absolutte kunstneriske geni. Men vejen til ubetinget succes er stadig lang for den unge Welles, og til tider kan man gennem hans kolde facade ane usikkerheden ved fremtiden. Kølige Sonja Jones har gennemskuet at vejen frem i New York er hvem man kender. Hendes ambitioner er tårnhøje, så hun arbejder hårdt for at skabe kontakter der kan bære hende videre. Alle tre er de blot på vej et bedre sted hen. Desværre er der ikke meget andet at hente i dette tynde plot. De tre mere eller mindre meningsløse udviklingsfortællinger drukner lidt i hinanden, og selv om de bliver sammenflettet i historien om teaterstykket, kan ingen af dem helt bære filmen til dørs. Men når det kommer til at indramme en ægte teaterstemning rammer Linklater plet, med alt hvad det indebære af krævende instruktører, oversete scenefunktionærer og selvglade primadonnaer.

På trods af at filmen ikke just er i samme kategori som ”High School Musical”, løber Zac Efron ikke særlig langt væk fra rollen som nuttet skoleelev med scenedrømme. Valget af Efron til rollen virker da også oplagt, men han bryder ikke just ud af den middelmådige optræden og karakter man kender fra hans teenage film. Det er ærgerligt, for man kunne godt håbe på at teenageidolet her kunne vise at han er mere end bare en flot, syngende disney-dreng, men der er måske ikke så meget mere der. Gnisten mellem Richard og Claire Danes’ Sonja Jones, kan næsten kun føles fra Danes’ side af skuespiller præstationen. Hun forsøger så godt hun kan at hive den romantiske fortælling i filmen hjem, men den ender dog lidt tam. Debutanten Christian McKay bærer dog elegant filmen på sine skuldre, idet han mærkværdigt skildrer unge Orson Wells. Udover den fysiske lighed, buldre han med en høj stemme gennem filmen som en yderst troværdig udgave af den humørsvingende Orson.

Konklusion:

”Me and Orson Welles” er en overbevisende fortælling om succes, udvikling, og teaterverdenen. Kærligheden for kunsten og teatret er altoverskyggende for karakterernes ambitiøse udvikling. Den letspillede humor og de kvikke 30’er replikker, gør filmen værd at se. Christian McKay er også et syn i sig selv, i hans utrolig præcise skildring af det store talent. Zac Efron levere dog så tam en præstation, der let kan, og egentlig bør overses. For resten af filmens hastighed, personlighed og humor er bestemt et besøg på Cinemateket værd.

[media id=1192 width=630 height=340]