Me & Orson Welles

Det føles som om både instruktøren og det fremragende hold af skuespillere på ”Me & Orson Welles” har haft det rigtig sjovt med at lave den her film. Og det smitter af på en når man ser den. Teenage-lapsen Zac Efron viser han er mere end et kønt voksansigt, Claire Danes vender stærkt tilbage og den nærmest ukendte, britiske skuespiller Christian McKay leverer intet mindre end et gennembrud i den svære rolle som film- og teatergeniet Orson Welles.

New York, 1937. Den aspirerende skuespiller og High School-elev Richard (Efron) kommer tilfældigvis forbi Mercury Teatret, hvor det kun 22-årige multitalent Orson Welles er ved at sætte en moderne version af Shakespeares ”Julius Cæsar” op. Her charmer han sig ind på instruktøren og får en rolle i stykket – der har premiere om kun en uge! På det lukningstruede teater møder Richard Welles’ smukke, men ambitiøse sekretær Sonja (Danes), og forelskes til op over begge ører. Men er Sonja lige så interesseret i Richard – eller fylder ambitionerne for meget?
Me & Orson Welles
Amerikanske Richard Linklater stopper aldrig med at overraske. Han brød igennem med ensemblefilmen ”Dazed and Confused” i 1993, så kom det lille, romantiske mirakel ”Before Sunrise” i 1995, der med sin enkle historie og charmerende hovedrolleindehavere, Ethan Hawke og Julie Delpy, var med til at tegne en af 1990’ernes absolut mest mindeværdige film. Siden da har Linklater både kastet sig over nye filmteknikker i ”Waking Life” og ”A Scanner Darkly”, den lette komedie i ”The School of Rock” med bulderbassen Jack Black, sequel’en med ”Before Sunset” i 2004 (med Hawke og Delpy i de gamle roller) og sågar et knap så vellykket remake af 70’er filmen ”Bad News Bears”.

Med ”Me & Orson Welles” har den alsidige Linklater ramt de helt rigtige toner. Det lykkedes både filmen at være et kærligt portræt af den unge Orson ’Citizen Kane’ Welles inden han for alvor slog igennem, en intelligent komedie om teaterlivet bag tæppet og en coming-of-age fortælling om Efrons blåøje Richard – og derudover fungerer den eminent i sin periodeskildring. Eneste punkt filmen halter en anelse på er det lidt påklistrede kærlighedsdrama mellem Efron og Danes. Der er simpelthen bare ikke tid nok til at det får lov at bundsætte sig rigtigt.

Billede og lyd:
Billede: 16:9 anamorphic widescreen (2.35:1). Lyd: Dolby Digital 5.1. Scanbox’s udgivelse både ser ud og lyder fantastisk. Farverne er mættede og dybe, billedet står kniv skarpt og dialog, underlægningsmusik og filmens teater-diktion balancerer glimrende.

Ekstramateriale:
”The Making of Me & Orson Welles” (8 min.). Lille bitte og helt ligegyldig ‘making of’, hvor alle skuespillerne lige når at få klappet hinanden på ryggen.

Konklusion:
”Me & Orson Welles” både bumler stille og roligt derudad og styrter af sted på samme tid – ledsaget af swingende 30’er jazz, der har en fantastisk smittende effekt på en. Fortællingen om den legendariske mand og hans legendariske teater bindes legende let sammen med den fiktive fortælling om den aspirerende skuespiller. Simpelthen charmerende ud over alle grænser.