Jeg har knap nok tørret sveden af panden, efter den monstrøse HBO serie ”Game of Thrones” før den næste Home Box Office-serie lander på skrivebordet. Tonen, takten og tiden er dog væsentlig anderledes. ”Mildred Pierce” er en mini-serie begrænset til fem afsnit, baseret på en roman fra 1941 af James M. Cain, som før blev filmatiseret i 1945. Og kender du klichéen: ”Filmen var god – men ikke lige så god som bogen”? Naturligvis, filmatiserings onde er den hensynsløse komprimering af plottet, som ofte udelukker hele og halve kapitler. Men miniserien derimod, har et større råderum. Fem afsnit af en times varighed. Masser af tid til, at fortælle den klassiske femi-fabel.

”Mildred Pierce” er den karakterdrevne historie om kvinden, som gennemgår stort set alle udfordringer for den moderne, middelklasse kvinde: Selvstændigheden efter en separation, under den amerikanske depression. Karrierens udfordring ved åbningen af en restaurant. Fundet af ny kærlighed og seksuel passion. Og ikke mindst moderrollen, som bliver hendes største dæmon. Men hun har også datidens nødvendige teflonbelægning. Ansigtet stramt, fremdriften konstant og ekspressive følelser må ikke undslippe . Stiv som et strygebræt. Mildred er en karakter som man ligeværdigt beundrer og irriteres over.

Det er Todd Haynes som har instrueret denne filmiske kvinderoman. Kultureliten kender ham for de kritikerroste ”Far From Heaven” og Bob Dylan filmen ”I’m not There”, men hans filmsprog er ikke elsket af alle. Den matte og subtile understrøm er bevaret i ”Mildred Pierce”. Både glæder og tragedier underspilles, for Haynes dyrker dramaets dogme som et kammerspil fra 1940’erne, uden kameratricks og filmisk patos.

Serien har blikket stift rettet på kvindens ansigt, men det karakterdrevne plot kræver et særligt stof af seeren. Indrømmet; Kate Winslet er vokset som person og skuespiller, og er stærk som en armbolt i denne miniserie. ”Mildred Pierce” er en typisk præmiebasker hos tv-mediets prisuddelinger, med stærkt skuespil, seriøs tone, velformidlet historie, kompetent instruktør og alle de produktionsrammer der skal til for at glæde juryen. Men serien ligner også det den er: En filmet bog. Todd Haynes er alt for neutral og passiv i filmsproget, hvorved store dele af handlingen virker som et indstuderet kammerspil, blindt loyalt overfor romanens ord og bogstaver. Den kvindelige tematiske værdi er intakt, men som tv-serie mangler ”Mildred Pierce” en gyldig grund til at være her.

Billede & Lyd:

Format: 1.85:1
Lyd: DTS-HD Master Audio 5.1
Sprog: Engelsk, fransk, spansk.
Tekster: Dansk, finsk, norsk, svensk, hollandsk, fransk, spansk.

Ekstramateriale:

Making of ”Mildred Pierce”.
Kommentarspor på episode 5, med Todd Haynes, Jon Raymond og Mark Friedberg.
Inside the Episode: Analyse og diskussion af hvert enkelt afsnit, med Todd Haynes.