Filmen bygger på Antonio Pennachis roman Il Fasciocomunista, og filmtitlen er bedre end bogtitlen. Filmens hovedperson er Accio, der først vil være præst, men ved synet af et foto af storebrors kæreste bliver han klar over, at askese næppe er sagen for ham. Han vender hjem fra præsteskolen til sine skuffede forældre, der foretrækker Manrico, og knytter sig i stedet til markedssælgeren Mario, der er fascist. Det bliver drengen Accio så også, fuld af vilje til at kæmpe for sagen, men den lokale fascistleder beder ham spille bordfodbold i stedet. Han har nogle heftige opgør med sin kommunistiske storebror Manrico, som tæver ham grundigt


Da Accio er blevet noget ældre og spilles af en anden skuespiller, diskuterer han også med storebrors kønne kæreste Francesca og hjælper hende med lektierne. Manrico er blevet fabriksarbejder og opfordrer til strejke, og da fascisterne vil straffe ham ved at brænde hans lille Fiat 850 af, så vælger Accio at være solidarisk med sin bror og dropper livet som fascist.


I Rom i cirka 1968 er begge brødre til en koncert, hvor deres søster skal spille Beethovens Til glæden, der nu er skrevet om til en hyldest til Mao, Lenin, Stalin o.s.v. , og her kæmper begge mod de indtrængende fascister. Men da Francesca er blevet gravid med Manrico, svigter han hende og går under jorden, mens Accio foretager sin første positive aktion ved at fordele færdige lejligheder til både forældrene og de andre, der har ventet i årevis i det faldefærdige fascistiske byggeri. Fra deres nye lejlighed, kan han se glad ud over havet med en venlig hilsen til Truffauts Ung flugt.

Accio som voksen spilles af Elio Germano, Manrico af Riccardo Scamarcio og det er et par gode italienske typer. Den raffinerede Diane Fleri spiller den halvt franske Francesca. Som så ofte i italiensk film er der en råben og skrigen, der kan være noget trættende, og filmen er til dels optaget med håndholdt kamera, hvad der heller ikke her giver optimale billeder.


Jeg havde svært ved at blive rigtig optaget af filmen, der ikke er politisk, men en film om to fjendtlige brødre, der efterhånden nærmer sig hinanden og til slut kan omfavne hinanden og gensidigt sige røvhul. Det er da selvfølgelig noget ? men mere end tre klaptræer kan det ikke blive til. Filmen foregår fra 1962 og op i 70´erne. Brødrene vokser op i byen Latina, bygget i 30´erne under Mussolinis fascisme og nu i stærkt forfald. Storebror Manrico er den flotte pigebedårer og kommunist, mens lillebror Accio først vil læse til præst, men siden melder sig ind i fascistpartiet.

Det giver nogle gevaldige skænderier i den lille lejlighed. Senere forliges de lidt bedre, selv om Accino nu både er interesseret i storebrors kæreste og får et forhold til sin voksne fascistven Marios kone.