”Mine Aftener i Paradis” fra 1988 er vel nok en af italiensk films største internationale succeser til dato. Og med god grund. Instruktør Giuseppe Tornatore rammer sømmet lige på hovedet, når han kaster sig ud i en gennemsyret nostalgisk fortælling om livet i en lille, siciliansk landsby i slutningen af 1940’erne med biografen Cinema Paradiso som omdrejningspunkt. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til filmens magiske verden og det er mere end svært ikke at blive smittet. Faktisk er det umuligt.

Den succesrige Salvatore di Vita (Jacques Perrin) modtager en sen aften et opkald fra sin barndomsby Giancaldo på Sicilien. Beskeden er kort: ’Alfredo er død’. Med ét vælder minderne frem; Alfredo (Philippe Noiret) var biografoperatør i Giancaldo da den faderløse Salvatore, med kælenavnet Toto, var barn og der opstod et varmt venskab mellem de to. Toto fik lov at betjene filmfremviseren, hjælpe til i operatørrummet og opleve de ’forbudte scener’ inden de blev klippet ud (efter ordre fra landsbyens strikse præst). Som teenager overtager Toto Alfredos værv, og nu er det i stedet Alfredo der bistår med hjælp – bl.a. i form af livsvisdom og gode råd ud i kærlighedens verden. For Toto er blevet håbløst forelsket i den lokale bankdirektørs smukke datter…

Man skal have et hjerte af sten for ikke at falde pladask for den varme og kærlighed Giuseppe Tornatore fortæller med. ”Mine aftener i Paradis” flyder over med en sådan fortælleglæde og rendyrket nostalgi til forgangne (og bedre?) tider uden på noget tidspunkt at svælge unødigt i det. En hårfin balancegang, som det på næsten mirakuløs vis lykkedes Tornatore at bevare hele vejen igennem – ikke mindst takket være filmens lette, humoristiske tone, der hele tiden står klar i kulissen som modvægt til det sentimentale melodrama. På dette punkt adskiller ”Mine aftener i Paradis” sig f.eks. fra Tornatores senere ”Malèna” (2000) med den gudeskønne Monica Bellucci i titelrollen. En film, der trods mange lighedspunkter især hvad angår fortællestil og miljø, ikke formåede at skabe samme særegne, varme tone.

”Mine aftener i Paradis” er befolket af en lang række mere eller mindre skæve og excentriske eksistenser, der alle er med til at skabe filmens særlige løsslupne tone. Om det så er landsbytossen, der insisterer på at han ejer byens torv, den strikse præst der udøver filmcensur eller den jævne Ciccio, der vinder i lotteriet og sætter Cinema Paradiso i stand for gevinsten; alle udgør de en del af og bidrager til det vidunderligt farverige portræt, som Tornatore tegner af en lille Siciliansk landsby i efterkrigstidens Italien. Uforglemmelige er både Toto og Alfredo. Den helt unge Toto spilles herligt af den dengang kun 9-årige Salvatore Coscio, der med sine brune dådyrøjne og et konstant smil på læben må regnes for en af de bedste barneskuespils-præstationer i filmhistorien – måske kun overgået af Jackie Coogan i Chaplins ”The Kid” tilbage fra 1921. Franske Philippe Noirets portræt af den elskelige faderfigur Alfredo står også tilbage som noget helt særligt; en godhjertet, stærk bamsefar, der videregiver livsvisdom krydret med filmcitater.
Har man ikke allerede oplevet Tornatores lille perle af et filmisk vidunder (der jo havde premiere tilbage i 1988) er det bare med at komme af sted. ”Mine aftener i Paradis” rør ved noget helt universelt i en og er på alle måder en film man bliver klogere af at se (eller gense); klogere på kærligheden, på barndommen, på minderne og ikke mindst klogere på hvad det er for en magi, som film besidder. Det er stor, varm filmkunst med en klump i halsen og følelserne uden på tøjet.   
Filminformation
Original titel: Nuovo Cinema Paradiso
Instruktør: Giuseppe Tornatore
Medvirkende: Philippe Noiret, Salvatore Cascio, Antonella Attili, Jacques Perrin, Marco Leonardi m.fl.
Produktionsår: 1988
Længde: 124 min.
Premiere: 19-06 2009
Distributør: Miracle Film