Den sagnomspundne, franske pilgrimsby Lourdes er det allestedsnærværende omdrejningspunkt i østrigske Jessica Hausners fransksprogede drama med den fransk-italienske Sylvie Testud i hovedrollen. Puha, en større geografisk udredning. Men trods sin komplicerede baggrund er ”Miraklet i Lourdes” en krystalklar fortælling om tro, (næste)kærlighed og måske guddommelig indgriben og helbredelse i hjertet af Lourdes.

Den unge Christine (Sylvie Testud) lider af multipel sklerose og er som følge deraf kørestolsbunden og afhængig af massiv hjælp til alt. I filmen møder vi hende første gang under en fælles middag, just ankommet til den katolske pilgrimsby Lourdes for foden af de franske Pyrenæer. Hun er blot én af de over seks millioner, der hvert år opsøger byen med den helbredende kilde, der ifølge sagnet udsprang i 1858, hvor den hellige Jomfru Maria åbenbarede sig for en fattig pige ved navn Bernadette. Christine er hverken den mest fromme eller mest sygdomsplagede af selskabets pilgrimme – faktisk er det lige så meget for ferien og den søde medhjælper Kunos skyld, at hun har valgt netop Lourdes som sin destination. Men det til trods oplever hun miraklet i Lourdes, da hun pludselig en nat vågner op, og kan stå på sine ben igen.

Instruktør Jessica Hausner forstår at omsætte Lourdes mærkværdige tiltrækningskraft til rene, filmiske billeder, så man som publikum nærmest mærker byens magnetisme – ligegyldig om man er troende eller ej. Stilen er observerende, ligefrem lurende, hvor man af og til får et glimt af personernes sande og til tider grimme jeg. For det er ikke alle selskabets deltager, der hilser Christines mirakuløse helbredelse varmt velkommen. Snarere mødes hun fra flere sider af lige dele kølig mistro og misundelse. Det er usynligt, men mesterligt instruktørarbejde fra Hausners sikre hånd. Et svulstigt kirkeorgel fylder på overvældende og bombastisk vis filmens lydside, når det i præcise og nøje afmålte dosis tilsættes den ellers nøgterne fortællestil i nøglescener, og gør det forbandet svært at holde tårerne og den komplette frasigelse af miraklet døren.

39-årige Sylvie Testud, der slog igennem tilbage i 1997 som hørende barn af døvstumme forældre i tyske Caroline Links ”Jenseits der Stille”, er med sin spinkle krop og store dådyrøjne troværdigheden selv i rollen som den syge Christine i ”Miraklet i Lourdes”. Trods sine næsten 40 år fremstår Testud alligevel som en voksen kvinde fanget i en teenagers akavede og ikke fuldt udviklede krop. Fåmælt, med et skævt smil og sorte rander under øjnene, er Testud fra start til slut en gådefuld og usandsynlig hovedperson. Men en hovedperson, man kunne kigge på hele dagen lang i håb om at nå ind til hendes sandhed.

Filmen: 6/6

Konklusion: I Jessica Hausners provokerende fortælling om miraklernes by er der meget mere på spil end tro versus ateisme. Det er både en dybt rørende historie om stræben efter normalitet, en sort satire over troens natur og et socialt studie af gruppens dynamik. Og Hausner balancerer lydefrit imellem alle fortællingens lag i hendes subtile og suveræne ”Miraklet i Lourdes”.