Det er vel ikke gået manges næser forbi, at ”Mission: Impossible” startede som en Tv-serie tilbage i 60’erne, og ej heller at de begyndte at udkomme som film med Tom Cruise i hovedrollen i 90’erne. Tv-serien har med sin kitsch-værdi samt et ørehængende tema skrevet sig fast i Tv-historien, og filmene er også godt på vej til at skrive sig fast i filmhistorien. Selvom jeg ikke personligt selv var den store fan af de første film (Brian De Palma har ikke skabt en seværdig film i flere årtier, og det samme kan efterhånden også siges om John Woo), har de sidste to film overrasket postivt. ”Mission: Impossible 3” vendte filmserien på hovedet, og skabte en mere personlig tilgang til hovedrollen Ethan Hunt, og ”Mission: Impossible – Ghost Protocol” fortsætter i præcis samme spor – blot med mere intensitet.

Når våbenhandleren Kurt Hendricks (Michael Nyqvist) truer med global krig, bliver Ethan Hunt (Tom Cruise) bragt tilbage i tjeneste i den hemmeligeindsatsstyrke IMF. Der går dog ikke længe, før Hendricks får Rusland på nakken af amerikanerne, og hele skylden bliver lagt på IMF, der derefter bliver skringlagt. Nu er det op til Hunt og hans team at redde Jorden med sparsommelige midler.

Plottet er skåret helt ind til benet i ”Mission: Impossible – Ghost Protocol”, og kunne såmænd være taget direkte ud af en Bond-film. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at ”Mission: Impossible” for længst har løsrevet sig fra lignende filmserier, og nu står på helt egne ben. Så selvom plottet lyder ganske genkendeligt, er udførelsen det skam ikke. Dette er nemlig en af de bedste spændingsfilm nogensinde, og med konstant eskalerende spænding der kulminerer op til flere gange, i sekvenser der får dig udover kantet af sædet, er det meget svært at få armene og hjerterytmen ned igen når rulleteksterne rammer skærmen. Brian De Palma, John Woo og J.J. Abrams må dermed se sig slået af animationsinstruktøren Brad Bird, der her for første gang forsøger sig med rigtige mennesker i en spillefilm. Hvordan i alverden Bird får sit publikum revet så meget med, i hvad der ligner et yderst uengageret plot, vil sikkert ryge direkte over hovedet på de fleste. Han får dog bygget videre på den sidste film i serien, og derved Hunt som en flerdimensionel karakter, og der går ikke længe før, at man faktisk bekymrer sig for ham og holder af ham og hans hold. Ikke alene det men Bird har virkelig styr på det der med at filme action. De fleste actionfilm i dag koncentrerer sig alt for meget om stilen (læs – slow-motion, fast-pacing, shaky cam osv.), hvor Bird koger det helt ned, og gør det langt mere effektivt med mere simple teknikker.

Tom Cruise gør det som altid fremragende i rollen som Hunt. Cruise har siden 80’erne og 90’erne bevist sit værd som skuespiller igennem utallige roller, og selvom Hunt ikke er hans bedste, er det efterhånden svært at forestille sig en anden i rollen. Dette er Tom Cruises film; han er producer og klarer selv mange af sine stunts ubesværet. Tilføjelsen af Jeremy Renner er dog heller ingen dårlig idé, og med Simon Pegg som et comic relief der aldrig bliver for meget samt Michael Nyqvist som skurk, er det nu også meget svært at forestille sig, at det kan gå galt. Det er et virkeligt fremragende cast i denne omgang, og det supplerer naturligvis kun til helheden i en overbevisende og gennemført spændingsfilm, der i mine øjne overgår enhver film tidligere i serien, enhver Bourne-film og langt de fleste Bond-film.

Billede & Lyd

Billedet samt lyden på denne udgivelse er helt perfekt, faktisk i sådan en grad at det er svært at skrive meget mere om det. Billedet står knivskarpt igennem hver en scene, og selv i de mørke billeder, har man svært ved at sætte en finger på noget som helst. Selv de mange effektskud ser helt naturlige ud, og farverne sidder lige i skabet. Lyden rammer også rigtig på hver evig eneste tone. Lige fra de forskellige volumebalancer der skaber en perfekt helhed til den måde de forskellige højtalere bliver sat i overarbejde. Hvad angår lyd og billede, er denne blu-ray muligvis den bedste på markedet indtil nu.

Ekstramateriale

Den danske udgivelse af ”Mission: Impossible – Ghost Protocol” er en fortyndet udgave af den amerikanske, hvad angår ekstramaterialet. Danskerne får nemlig ikke engang halvdelen af det, der befinder sig på den amerikanske udgave, vi må ”nøjes” med 4 featuretter på sammenlagt en halv times spilletid samt en lille håndfuld slettede scener. Featuretterne er skam ganske underholdende, hvor filmholdet diskuterer alt fra kulisser til reelle optagelser samt stunts, og det bliver gennemgået glimrende. De slettede scener er med valgfrit kommentarspor af Brad Bird. De er dog slettet med god grund, og supplerer på ingen måde den i forvejen fremragende film.

Konklusion

”Mission: Impossible” bliver bare bedre og bedre. Jeg troede serien havde nået toppen med det tredje indslag, men jeg tog heldigvis fejl. ”Mission: Impossible – Ghost Protocol” er en gennemført spændingsfilm, der efterlader en så stor portion adrenalin i blodet, at det praktisk talt er umuligt at falde i søvn undervejs eller umiddelbart bagefter. Desuden er både billede- og lydkvalitet på denne udgivelse helt i top, og muligvis det bedste blu-ray formattet endnu har præsteret. Ekstramaterialet finder man mere af på den amerikanske udgivelse, men det der er, er skam ganske underholdende.

[youtube id=”V0LQnQSrC-g” width=”600″ height=”350″]