Siden gangstergenren begyndte i 1930’erne med film som The Public Enemy og Howard Hawks Scarface, har organiseret kriminalitet været et populært emne for det store lærred. Vi normale mennesker får et blik ind i en verden vi normalt er ekskluderet fra. Dette er også tilfældet i Bernard Roses Mr. Nice, som er baseret på den virkelige historie om Englands største narkosmugler gennem tiderne, Howard Marks.

Howard Marks (Rhys Ifans) bliver født ind i en arbejderfamilie i det sydlige Wales. Til familiens store glæde får Marks et stipendium til Oxford University. Her stifter han bekendtskab med diverse bevidsthedsudvidende stoffer. Det kaster ham ind den appellerende kriminelle underverden, som tilbyder en væsentlig højere gage, end det fortstående lærerjob lover. Marks uhøjtidelige men professionelle attitude gør ham til et attraktivt aktiv for den engelske efterretningstjeneste MI6 som undercover-agent. Han kan bevæge sig i nogle kredse omkring den irske befrielses-/terrororganisation IRA, som ellers er lukket for efterretningstjenesten. Det giver ham selvfølgelig en vis form for immunitet, men snart bliver hans udskejelser og grådighed for meget for den engelske tjeneste, og Marks må derfor skifte identitet og flygte med kone (Chloë Sevigny) og børn.

Rhys Ifans, bedst kendt som den gakkede waliser fra Notting Hill (1999), er castet til at spille den storsmuglende hippie. Ifans har et vist komisk præg over sit skuespil, hvilket har gjort ham meget velegnet til rollen. Filmen forsøger at forene kriminalgenren med komedien. En blanding af Spielbergs Catch Me If You Can (2002), den alvorlige Blow (2001) med Johnny Depp som destruktiv narkobaron – og så selvfølgelig bare på britisk. Det bliver desværre bare lidt tyndt i den ellers tykke engelske tåge.

Mr. Nice
mangler noget. Filmisk er den meget konventionel. Den forsøger ikke at eksperimentere med mediet, hvilket ellers er oplagt for en type film som denne. Hvor Guy Rithcie bekender sig fuldstændigt til at lave filmisk røvballerock, mangler Bernard Rose noget mod. Det får en ellers interessant og underholdende historie til at mangle den nødvendige charme.

Men når det er sagt, så er filmens hovedperson Howard Marks meget tiltalende og cool. Selvom skuespillet generelt ligger lunt omkring middel (med undtagelse af Crispin Glovers lille birolle som amerikansk levemand, som han udfører med dejlig ironisk lethed) er karaktererne velkarikerede, hvilket gør filmen til to glimrende timers underholdning, hvis man ikke betragter den for mere end den er.

Udover at portrættere Howard Marks virtuose liv, får Bernard Rose også flettet spørgsmålet og legalisering af stoffer ind. Problemet er ikke at folk ryger hash, for det gør de lige meget hvad. Problemet er, at det er ulovligt. Det synes efterhånden at være en bred mening, som også ofte er oppe at vende i vores eget kongerige. I Californien er man også godt i gang med at tage konsekvensen og gøre de grønne urter lovlige – over 200.000 får i forvejen lægeordineret marihuana i ”The Golden State”. En film kan indeholde nok så mange samfundsrelevante spørgsmål, men de skal helst have den rette indpakning, og det giver Mr. Nice ikke helt.

Konklusion

Mr. Nice er udmærket underholdning, der blander komedie og kriminalfilm. Filmen knækker dog et par steder, og gør sig selv til en ret anonym titel.