Instruktøren Ivan Reitman har tidligere lavet publikumssucceser som Meatballs, Røven af 4.division, Ghostbusters I og II, Strømer i børnehaveklassen og Vi er din far, så man forventer ikke nogen subtil og intellektuel komedie fra hans side ? og det får man da heller ikke. Men Don Payne, der har været forfatter-producer på The Simpsons-serien har fundet på en original version af den sædvanlige romantiske komedie.

Her møder den pæne arkitekt Matt (Luke Wilson), der ikke plejer at have det store held med kvinder, den pæne kontorpige Jenny (Uma Thurman) i toget og redder hendes håndtaske fra en røver. Det er første gang nogen gør noget for mig, siger Jenny bevæget. Hun er ellers som Superkvinden G-girl den der rutineret og med lynets fart redder andre fra katastrofer og røvere.

Hun forelsker sig heftigt i Matt, og deres første samleje bliver en jordskælvsoplevelse. Men da hun også er besiderisk og jaloux, får Matt nok og drister sig til at slå op med hende, selv om han kender hendes hemmelige identitet. Det får selvfølgelig voldsomme følger for hans bil, hjem, karriere og kollegaen Hannah (Anna Faris), som han i stedet forelsker sig i. Bl.a. bliver deres elskov brat afbrudt af, at G-pigen smider en dræberhaj ind ad vinduet. Der skal stærke, kosmiske kræfter til for at hæmme G-pigen, så Matt bliver nødt til at alliere sig med superskurken Bedlam (Eddie Izzard), der kender hendes svage punkt og er forelsket i hende.

Så måske ender det hele alligevel godt.
Der er sjove scener og replikker i filmen, og hovedideen med Superkvinden, der ikke kan styre sit følelsesliv, er god. Men alligevel bliver det for sjældent rigtig morsomt. Uma Thurman er jo vant til at spille superkvinde fra Kill Bill I & II og gør en forskel i de to sider af samme kvinde Jenny/G-girl. Anna Farris har spillet Cindy i en række Scary Movie-film, men var også med i Brokeback Mountain.

Her er hun den kønne og søde blondine uden at gøre det store indtryk. Luke Wilson som hovedpersonen Matt er en pæn fyr, men mangler udstråling. Alt i alt en hæderlig komedie, som man godt kan bruge en aften på, men som man også sagtens kan undvære.
Hvis man er til Supermænd- og kvinder, vil man måske more sig mere end jeg gjorde.
Romantisk komedie, hvor arkitekten Matt får alvorlige problemer, da han omsider finder en pige. Hun er nemlig ikke en helt almindelig Jenny, men Superkvinden G-girl, der kan afværge katastrofer og den slags, som superhelte nu kan. Men hun er også stærk i lidenskaber og følelser, så samlejer er som at blive bollet af en brolæggerjomfru, og hun er også jaloux og på andre måder besværlig. Derfor beslutter Matt at bryde med hende, og derved vækker han hendes supervrede, der kan smadre ham, hans liv og hans gode kvindelige kollega, som han opdager er den rette for ham. Hvad kan han stille op mod en furiøs superkvinde?