Det er altid med stor forventning at denne anmelder sætter sig til at se en film med Ben Stiller, om end bevidstheden om at der i dette tilfælde er tale om en børnefilm, har kølnet begejstringen en kende. Men selv når filmene er middelmådige, er det på ingen måde Hr. Stillers skyld; Meet the Parents er eksempelvis ikke nogen imponerende film, men vidunderligt underspillet gør han det alligevel i en film, der ellers er karakteriseret ved at være frygtelig overgearet. Og her kommer Nat på museet så ind i billedet. En sædvanligt sympatisk Ben Stiller er taberen Larry Daley, som ikke evner at gennemføre noget. Derfor er han både skilt og arbejdsløs, og hvad værre er, hans søn har efterhånden mistet respekten for ham. Men selvfølgelig er filmen en opbyggelig fortælling, og den fine lille morale som bliver pointeret en kende for hårdt er den, at der er storhed i ethvert arbejde, og at enhver kan finde sit kald.

Det er en film som slægter Jumanji en del på, for sagen er naturligvis at om natten bliver alle udstillingerne på det naturhistoriske museum levende. Så der er et solidt greb i computereffekterne, og det er rigtig eventyrligt når dyrene, miniautureudstillingerne og det udstillede dinosaurskelet bliver spillevende og volder den stakkes Stiller voldsomme kvaler. I andre roller ses Robin Williams, og, som det næsten er reglen når Ben Stiller er med, Owen Wilson. Og der er grin for både de store og de små, men ikke så mange som man kunne have ønsket sig, når man tager det fine ensemble i betragtning. Og hvad angår det eventyrlige er det også som om, at filmen aldrig kommer op i det høje gear, og da den store finale indfinder sig efterlader den én en lille smule skuffet. Den store spænding og munterhed indfinder sig aldrig rigtigt.

Stiller er for en gangs skyld forkert i rollen i en film der har store problemer med at finde et ståsted. Det ene tidspunkt er det en eventyrfilm for børn, det næste øjeblik lyder replikken af Robin Williams: ?Stop smacking the monkey!? Og man bliver i tvivl; er det et ældre publikum filmen er beregnet på eller et yngre? Det er som om valget aldrig rigtig er blevet truffet, om filmen skulle være en eventyrfilm for de mindre eller en komedie for de større, og selv om andre film er sluppet med skindet på næsen selv om de heller ikke har truffet en sådan beslutning, er Nat på museet ikke en sådan film. Den er ikke dårlig, men den er heller ikke rigtig god. På den anden side er vinterferien på vej, og som sådan kan den lille familie træffe værre valg end at gå ind og se denne her. Lader man bare være med at have de store forventninger, skal man nok være underholdt så længe. Som nyansat som nattevagt på Naturhistorisk Museum har den evige taber Larry Daley (Ben Stiller) fået sin sag for. Ikke alene prøver de tidligere nattevagter (Dick Van Dyke, Mickey Rooney og Bill Cobbs) at lægge ham forhindringer i vejen, men hans søn har efterhånden mistet respekten for sin far, og som kronen på værket får en gammel mumies magiske guldtavle udstillingerne til at komme til live om natten. Det er ikke nemt, når udstillingen tæller krigeriske hunner, udstoppede løver og en hel inkalandsby i miniature.