Endnu engang har man, af uransagelige årsager, formået at trylle en række helt igennem habile skuespillere sammen til en filmisk fadæse fyldt med utroværdige hændelser og storladen pladderunderholdning. National Treasure: Book of Secrets er en vaskeægte Hollywoodproduktion, i ordets værste forstand, hvor enorme budgetter og klistrede klichéer dækker over et ufrivilligt komisk fortælleniveau og et helt igennem absurd plot.


For de barnlige sjæle (dvs. børn), er National Treasure: Book of Secrets i reglen ganske underholdende. Årsagen til filmens infantile appel skal imidlertid ikke findes i en børnevenlig formidlingsintention, men i fortællingens totale mangel på troværdighed.

Allerede indledningvis introduceres vi for en række arbitrære hændelser som virker både påklistrede og uoplagte for at etablere det usandsynlige oplæg til plottet, som tvinger protagonisten (Nicolas Cage) til at tage på endnu en skattejagt, denne gang for at rense sin families navn.


Filmen mister især sit momentum og sin pålighed, når fortællingens mange usandsynlige ledetråde ender på en række nutidige – og i realiteten uinteressante – locations. Der er ikke nogen tvivl om, at det netop har været en del af grundformlen bag begge film, at datidens gåder skal løses via mere velkendte monumenter (fra frihedsgudinden i Paris til Buckinham Palace og Det Hvide Hus), men en del af charmen bag skattejagtsfilm (såsom Indiana Jones-serien) er netop at mystikken og gåderne oprinder i sagomspundne og skræmmende (endda overnaturlige) locations.

Filmens ironiske distance – som ellers hører hjemme i netop denne genre – kommer i vejen for dens egen troværdighed. Intet tages særlig seriøst eller formår at blive yderligt kompliceret, da man er så fascineret af at finde nye usandsynlige ledetråde, at det hele skal løses med et svuptag. Eksempelvis formår Cage, på under et halvt minut, at løse en gådefuld inskription fra frihedsgudinden, som de desuden fandt på tilsvarende kort tid.


Det hele virker nærmere som en parodi på andre tilsvarende eventyr, særligt fordi slutningens location (som, uden at afsløre for meget, bliver fundet på den måske allermest spidsfindige måde) faktisk bidrager med et spændende indskud fra inkariget – helt ude af kontekst, men samtidig det absolut mest underholdende segment i filmen.

Uanset hvilken ramme man anskuer National Treasure: Book of Secrets indenfor, kan den simpelthen ikke forsvare et så håbløst fortælleplan og så mange uhensigtsmæssige plotpointer, når den samtidig forsøger at være storladen og frembusende. Det er ærgerligt, for med Spielberg ved roret og et mere kyndigt og troværdigt manuskript og måske Harrison Ford som protagonist, kunne de garanteret have skabt noget stort. Skattejægeren Benjamin Franklin Gates (Cage) vil afsløre sandheden om mordet på USAs præsident Abraham Lincoln, ved hjælp af 18 forsvundne sider fra den dømte morder John Wilkes Booths dagbog.