Kærlighedsfilm er bestemt en af de genrer i Hollywood, som ikke kvalificerer sig som værende en mangelvare. Tværtimod. Overfloden af romantiske film på markedet og i biograferne er ikke til at sætte en stopper for, og i mange tilfælde ønsker man heller ikke dette. Mange film rammer plet med den romantiske del, og tilsætter ofte lidt komik eller andre virkemidler i blandingen, hvilket tit fungerer som en fin kombination.

Der er dog desværre en tendens til at blive lukket lidt for mange film ud på det store lærred, som nok var værd at genoverveje eller gennemarbejde inden den blev sendt ud til verden. Her mener jeg romantiske film uden videre substans, som åbenlyst eller gennem linjerne er produceret med det ene formål at suge penge ind i Hollywood-maskinen.

New Year’s Eve har en fod i hver lejr.

Filmens handling tager udgangs i en flok forskellige personers liv omkring nytårsaften, som langsomt vikles ind i hinanden til én, overordnet handling. Ideen er egentlig udmærket, hvilket man så i den romantiske komedie, Love Actually fra 2003, men fungerer ikke særlig godt i denne film. Handlingen/handlingerne er meget forudsigelige og slutningen kan man nærmest gætte fra starten af. Der skal heller ikke meget til, før man gætter, at slutningen bliver en lykkelig en af slagsen, men alligevel.

Dog er de nogle få af de små livshistorier, som er interessante. Bl.a. Michelle Pfeiffer i rollen som kvinden, der efter en nærdødsoplevelse beslutter sig for at få sin unge budbringer spillet af Zac Efron til at opfylde hendes nytårsforsæt. Sød lille historie, men med de andre på nakken bliver hele kulminationen en smule blødsøden og kvalmende. Er man en sucker for romantik og kærlighed, vil man nok sætte mere pris på filmens små finurlige historier, da filmen helt sikkert hører ind under den letgenkendelige kærlighedsgenre.

På billed- og lydsiden er der som altid med Blu-ray ikke noget negativt at sige. Lyden sidder lige i skabet, hvad enten det er samtaler eller underlægningsmusik. Billedet er knivskarpt og personerne, atmosfæren og omgivelserne giver virkelig et indtryk af professionel detaljering.

Desuden må Hollywood snart indse, at selvom man putter så mange kendte stjerner ind i én enkelt film, betyder det ikke, at filmen bliver god!

Bare fordi skuespillerne ligger højt på lønningslisten betyder det ikke at filmens skuespil bliver seværdigt, da den egentlig skuespilmagi kommer fra skuespillernes indbyrdes interaktioner. Igen et forsøg på at trække så mange ind i biografen ved at bruge de kendtes ansigter som trækplaster til en film, hvor alt andet er sat bag lyset.

Udover at være en profitsøgende masseproduktion virker filmen også til at fokusere mere på at vise, hvor fantastisk Amerika og New York er, frem for at fokusere på underholdning, mening og seværdighed.  Muligvis vil nogle kærlighedssyge teenagere elske denne film, og den fungerer helt sikkert også til en aften, hvor man har lyst til at slå hjernen fra og se noget forudsigeligt og plat romantik. Det skal der efter undertegnedes mening selvfølgelig også være plads til, så der er taget forbehold for, at karakteren også skal gives ud fra, hvad man får ud af den individuelt.

Men samlet set er New Year’s Eve en film, som få dage efter biografturen vil blive glemt igen af de fleste – Præcis det samme som der skete med den ensformige forgænger, Valentine’s Day fra 2010. Den profitslugende side overskygger desværre den søde romantiske forestilling om ægte kærlighed, og de malplacerede ’kendte’ skuespillere og deres adfærd råder ikke bod på at filmens endelige karakter kun ligger på middel. Sorry girls.

 

Bonusmateriale

Et kort klip hvor Jon Bon Jovi og Glee-stjernen, Lea Michele, giver et nummer på Time Square, samt en lille sammenklipning af de fantastiske ting ved Time Square. Igen, et reklamestunt. Til sidst er der en lille sjov dokumentar, hvor stjernerne fra filmen fortæller om deres bedste og værste nytårsaften.

Den sidste del er seværdig, mens resten minder om et kedeligt mediestunt.