Niko er et lille rensdyr som sammen med flokken er på evig flugt fra den flok ulve der huserer i området. Når Niko skal sove får han fortalt historien om sin far der er medlem af julemandens rensdyrkorps. Så Niko laver dagen lang massevis af flyveøvelser for på den måde at komme tættere på sin far.
En dag bliver han dog for overmodig og sætter flokkens liv på spil og det får ham til at drage ud på eventyr for at redde sin flok og julen, selvfølgelig. Med sig har han sin trofaste følgesvend, et ældre flyveegern ved navn Julius.
             
I dette snebeklædte landskab hvor de to venner vandrer, får man hurtigt ledt tankerne hen på Ice Age filmene og indrømmet lighederne er til at tage fat på, men så på den anden side, er den helt sin egen.
Personerne i denne animationsfilm tæller udover Niko og resten af rensdyrflokken, et flyveegern, et væsel, en flok ulve, en lyserød puddel (hvordan den så lige passer ind…) og selvfølgelig julemanden, som dog kun har en minimal birolle, uden at man ser hans ansigt på noget tidspunkt. Men godt det samme, den arme mand skal jo helst ikke kunne genkendes på gaden…
En ting der fungerer rigtig godt i filmen er ulveflokken som tager en vildfaren lyserød puddel Effie som gidsel. Især den halv-vegetariske ulv Spjæt, der prøver at overtale flokken til at skære mellemleddet fra og spise det samme som rensdyrerne er en rigtig god idé at have med i en flok, som ellers godt kan virke lidt skræmmende på de mindste.
Rensdyrkorpset er en anden god idé i filmen. De viser sig ikke at være helt rene i kanten og viser hvordan ens idol også bare er… et rensdyr. Især deres sang og medfølgende koreografi kan få smilet frem hos de fleste.
             
’Niko og de flyvende rensdyr har allerede, fuldt fortjent, vundet flere priser bl.a. hovedprisen og publikumsprisen ved årets børnefilmsfestival Cinekid og det i sig selv er noget af en bedrift for det dansk/finske samarbejde der sammen har lavet denne lille juletperle.
Men der er ikke noget at sige til at den har vundet. Når man tænker på at det store Hollywood ikke har været inde over er den utrolig flot lavet. Måden den er lavet på med fokus på især farver og detaljer er med til at give filmen en helt speciel julestemning som næsten lyser ud af lærredet.
             
Dette er en de mange julefilm i rækken og man skal ikke se den i forventning om at den vil fortælle dig noget nyt og anderledes. Tværtimod skal man se den fordi det er jul og det er en rigtig hyggelig julefilm, som vil frembringe et lille smil og et glimt i øjet hos både børn og voksne, for den har lidt af den specielle julemagi, som kan være sværere at finde med årerne.
Filminformation:
Original titel: Niko – Lentäjän poika
Instruktør:  Michael Hegner og Kari Juusonen
Medvirkende: Oliver Ryborg, Jens Jacob Tychsen, Kaya Brüel, Niels Olsen m.fl.
Produktionsår: 2008
Længde: 72 minutter
Premiere: 12.12.2008
Distributør: Nordisk film