Fine franske film kan skam også være spændende. Med en noget modificeret inspiration fra Hitchcock og Chabrol fortæller instruktør Denis Dercourt historien om et barns nederlag som, sammen med sin vært, vokser sig stor, og mange år senere åbner sig muligheden for en farlig forløsning. Unge Mélanies ydre består af den klassiske musiks disciplinerede facade, men hendes forældre er slagtere, og muligvis har hun også kødøksens brutale instinkt. Der bliver trykket på begge tangenter, da hun kæmper for at holde fiaskoens gråd indenbords og samtidig viser en ukontrolleret hævngerrig side. Her er tydeligvis en pige som ikke engang kan udtrykke halvdelen sine følelser.

Der er lagt op til en psykologisk thriller med skæbnens ironi som filmens katalysator. Af uransagelige årsager bliver den unge Mélanie inviteret ind hos familien Fouchécourt, og minsandten om husets frue ikke er den samme censor, der var skyld i at Mélanie som barn lukkede og låste for klaveret. Den sårbare frue og hendes familie erklærer deres tillid til Mélanie, der nu udnytter sin position til at slå revner i familiens monument. Men hvor langt er hun villig til at gå, for at råde bod på fortidens nitte og den ophobede bitterhed? Det smukke, stramme ansigt og de let flakkende øjne giver kun bange anelser om hendes grænser. Denne gådefulde femme fatale udgør fortællingens drivkraft, for ofte tvivler man på hvorvidt hun egentlig ønsker en hævn.

Nodevenderen har et strengt og minimalistisk billedsprog som i lettere grad modvirker troværdigheden, for det skaber et stramt konstrueret univers til sin handling. Men filmen reddes af sin egen genre, for Nodevenderen er netop den detaljefikserede og diskrete form for thriller, som franskmændene er så overlegne indenfor. Plottet er spundet omkring det velkendte ?under overfladen?-tema, men uden nogen dybsindig bagtanke. Der funderes ikke over karakterernes etiske motiver, og de forløbne 10 år bruges mest til at legalisere Mélanies skjulte identitet overfor Ariane. Vi er fjernt fra moralernes verden og den refleksive indsigt, for Nodevenderens kvalitet ligger primært på spændingskurven.

Instruktøren Dercourt, har en fortid indenfor klassisk musik, og det kan mærkes. Filmen er lige så stringent komponeret som et nodeark, og han har tydeligvis forsøgt at integrere musikken med filmsproget. Det benyttes ganske vellykket til at skabe den mystisk uhåndgribelige uro, der hviler under den flot polerede overflade. Mélanie og Ariane er som to toner der udspiller sig i en magtkamp indenfor samme melodi, og med én fingerbevægelse kan den blide tone forvandle sig til et øredøvende brøl. Udenfor billedet står Dercourt og svinger dirigentpinden med en kirurgisk koncentration, men ind i mellem spiller han på de samme instrumenter, og det bliver periodisk monotomt.

Nodevenderen er en gennemført kølig fransk thriller. Den fokuserer ikke på det eksplicitte eller overtydelige, men på det man må gætte sig frem til. En stor del af styrken tilfalder Déborah Francois, der fylder rollen som Mélanie med en spidsfindig indadvendthed. Som tilskuer er man draget af hendes smukke ydre og hemmelighedsfulde skuespil, der skaber en uhyggelig fascination og aversion på samme tid. Vi rammer ikke toppen af suverænitet, men takket være et udsøgt skuespil og en neurotisk instruktør er der skabt et fermt og særegent filmværk.
Den unge Mélanie Prouvost viser særlige talenter foran et piano, og hendes forældre bakker hende op da hun skal deltage i musikkonservatoriets adgangsprøve. Men den populære pianist, Ariane, er censor, og ved et øjebliks forstyrrelse spolerer hun Mélanies koncentration, så hun ikke består prøven. Skuffelsen og den indestængte vrede tændes atter da Mélanie, 10 år senere, inviteres ind hos Ariane?s familie. Hun bliver personlig nodevender for Ariane, som er udvidende om den fortid og hævnlyst Mélanie har med i bagagen.