Egentlig er det uretfærdigt at Jim Carrey til stadighed er manden som søger at blive anerkendt som en ?rigtig?skuespiller; han har allerede modtaget flere Golden Globes i sin karriere, og såvel den kommercielle som den kritiske succes har han oplevet til overflod for film som Man on the Moon, Evigt solskin i et pletfrit sind og The Truman Show. Men Ace Ventura spøger åbenbart stadig i kulissen, og det kan velsagtens også kun tilskrives hans tidlige roller at han aldrig er fundet værdig til at modtage en Oscar-nominering. Specielt de to første film udgør pragtpræstationer, som det kan være svært at forstå hvordan Oscar har kunnet sidde overhørig.

Endnu én af slagsen er The Number 23 som ellers er en ganske middelmådig film der opvejes af ganske vellykkede præstationer, ikke bare af Carrey men også dejlige Virginia Madsen i rollen som Walters kone, såvel som Danny Huston der spiller en nær ven af familien. Nok om Carrey; The Number 23 indeholder to historier, den ene en rammefortælling om hundefangeren der uanende begynder at læse en bog, den anden en detektivs fortabelse i paranoia over tallet 23 og konsekvenserne for hans omgivelser. De to historier smelter henad vejen sammen, og efterhånden bliver det navnlig svært for Walter Sparrow at skelne virkelighed fra fiktion. Helt nemt er det heller ikke for biografpublikummet, for det er de samme skuespillere der i begge fortællinger, således at vi kommer til at opleve en på den ene side meget sympatisk og behagelig, på den anden side hårdkogt og manisk Carrey.

Virginia Madsen er i den ene fortælling Walter Sparrows søde og tolerante kone, i den anden en vaskeægte femme fatale. Undervejs skiftevis hævder og afkræfter filmen de fantastiske og sære sammentræf som omgiver tallet 23, og en masse af de mere eller mindre interessante egenskaber ved tallet oprulles. Men hvor meget talmagien end af- eller tilslører verden, kommer filmen ikke til at fungere optimalt. Kameraarbejdet og klipningen er god grænsende til det eminente, men hverken det eller de fremragende skuespillerpræstationer kan skjule, at manuskriptet havde været bedre tjent med en omskrivning eller to. Spørgsmålene hober sig op for den stakkels Walter og hans familie, men deres paranoia bliver aldrig rigtig vores paranoia. Tilbage for publikum bliver den mere prosaiske opgave, at finde ud af om der virkelig er en morder, og hvem det i så fald kan være.

Overraskelser er der såmænd nok af, men denne type af film lever af mere end bare at skræmme og overraske, og The Number 23 evner aldrig at løfte sig for alvor. 23 vil for alle andre end filmens persongalleri stadig blot være et tilfældigt tal, når lyset tændes i biografen. Når titlen og store dele af filmens univers nu lægger op til at tallet vil få os til at se uhyggelige sammentræf og konspirationer i tallet 23, er det skuffende at konstatere at det blot fungerer som gimmick. Så mens filmen udgør et fornuftigt rollevalg for Jim Carrey, kan de fleste formentlig godt finde en bedre film at bruge de surt optjente skillinger på. Hundefangeren Walter Sparrow får en bog i fødselsdagsgave af sin kone. Snart begynder han at finde sære fællestræk mellem bogens hovedperson, politimanden Fingerling og sig selv, og Fingerlings besættelse af tallet 23 finder efterhånden også genklang hos Sparrow. Bogen bringer ham på sporet af et mord på en ung kvinde og den mand som måske eller måske ikke har myrdet hende. Men er det bare bogens paranoia som har grebet Walter, eller er han på sporet af en koldblodig morder? Og vil gerningsmanden finde sig i at Walter og hans familie mere og mere febrilsk søger at finde sandheden om hvem der har skrevet bogen ?The Number 23??