Once Upon A Time In Hollywood foregår i Los Angeles anno 1969, og handler om den selvbevidste skuespiller Rick Dalton spillet af Leonardo DeCaprio og hans faste stuntmand Cliff Booth (altså bare navnet siger næste det hele) spillet af Brad Pitt, der prøver at holder karrieren gående, selvom Rick er nået til det stadie i karrieren hvor han mest bliver castet til skurkeroller i tvivlsomme Tv-serier.

Rick kæmper med selvværdet, og lever stadig med fordommens store roller som alt bliver målt og vejet op imod, mens Cliff er typen der går mere praktisk til værks, lever dag til dag og forsøger at være optimistisk, dog ikke uden selvironi der så fint kommer til udtryk i scenen hvor han står på taget af Ricks hus for at lave Tv-antennen, vi ser et flash back til engang Cliff var til optagelser med Bruce Lee, han kalder Bruce Lee for en lille mand med en stor mund, det kommer til en slåskamp mellem de to, slåskampen bliver afbrudt, så vi får ikke en vinder, men de når dog at smadre chefens bil i kampens hede. Der klippes tilbage til nutiden, Cliff står på taget alene og kigger direkte ind i kameraet og siger ”fair enough”, som taler han direkte til os og siger, okay jeg ved godt jeg kan være et røvhul, og det er egentligt ikke så underligt, at ingen vil arbejde sammen med os.      

Sideløbende med Rick og Cliff anstrengelser for at tilpasse sig virkeligheden, at de begge er i karrierens efterår, møder Cliff over et par gange en uge hippietøs, der er en del af et kollektiv der bor på en ranch lidt udenfor Hollywood. Filmen fortæller det ikke direkte, men det kræver ikke meget viden om USA’s historie og Hollywood generelt, at forstå at der er tale om Charles Mansons kult og vi finder da også ret hurtigt ud af at Rick Dalton er nabo til Roman Polanski og Sharon Tate. Sidstnævnte var i virkelighedens 1969 blot 26 år og højgravid da hun, og fire andre der var tilstede i huset, blev brutalt myrdet af medlemmer af Charles Mansons kult kaldet ’The Manson Family’.

Meget af filmens 2 time og 40 minutters spilletid er, ganske i stil med Tarantinos andre film, bundet op på skarpe dialog sekvenser krydret med pudsige og uforudsigelige indfald, der gør at man aldrig keder sig, selvom der ikke er mange action sekvenser i filmen, med undtagelse at et fuldstændig vanvittigt voldsorgie i filmens sidste sekvens, der stiller spørgsmålet, hvad hvis Manson Familien havde valgt et andet hus den skæbnesvangre nat i ’69?    

Brad Pitt og Leonardo DeCaprio er begge, hver for sig, skuespillere i særklasse. Deres samspil er i midlertidigt ret unikt, det lyser nærmest ud af hver scene hvor meget de nyder hinanden selskab. Om det er deres fortjeneste eller Quentin Tarantinos mesterlige blik for dialog, eller at tingene samlet bare går op i en højere enhed, skal jeg ikke være dommer over, men resultatet er en mesterlig underholdende film, der ikke er et minut for lang, og jeg kan faktisk ikke vente med at se den igen (selvom jeg også så den i biografen). 

Ekstramateriale
Udgivelsen indeholder en håndfuld scener der ikke blev plads til i den endelige film. De er ikke alle lige spændende, men Leonardo der synger og en ølreklame er alligevel ganske gode. Derudover får vi en række små dokumentarer, der er Quentin Tarantinos love letter to Hollywood, et indslag om de biler der indtog gadebilledet i datidens USA, et indslag om moden i slut 60’erne, en dokumentar om filmens production design og en om kameramandens arbejde. Ekstramatrialet er godkendt og passende til filmen, men ikke nogen “gamechanger”.