Det er mærkeligt at skulle anmelde én af sine absolutte yndlingsfilm, så lad os bare slå fast med det samme: “Once Upon A Time In the West” er et mesterværk, skynd jer i biografen! Og ja den får seks stjerner, men kun fordi jeg ikke kan give flere. Så fik vi det på plads!

Det som er så specielt ved instruktør Sergio Leone, er den måde han på en gang er ironisk og genrebevidst, og samtidig sentimental og fyldt med patos. Tag f.eks. scenen hvor Henry Fondas skurk og hans kumpaner udrydder en hel familie. Faren, datteren og den ældste søn bliver alle skudt ned på afstand. Men den sidste, den yngste søn, et kønnere barn skal man lede længe efter får den mest brutale død, skudt ned på klods hold af Frank selv. Med til historien skal nævnes at Henry Fonda på det tidspunkt filmen udkom, stod som symbolet på den hårde men retfærdige hånd og nu stod han pludselig der med et smil på læben og dræber et barn. I det hele taget består “Once Upon a Time” af den ene ikoniske scene efter den anden fyldt med replikker som man bare ikke ønsker at glemme.

“Once Upon a Time in the West” er Leones ultimative kærlighedserklæring til westerngenren. Alle hans Spaghettiwesterns dyrker genrens klichéer, men her er det næsten cerimonielt. Historien indeholder både et hævnplot og et plot omkring et stykke land som alle vil have fingrene i, så kan det ikke blive mere klassisk. Det er som om alle personerne ved det, eftersom de alle synes at følge klichéerne lige så velvidende som vi som publikum kender dem. De bevæger og taler som om de står på en scene og spiller overfor hinanden. Som om de gennemgår ritualer. Leone har lavet en film hvori hver enkelt øjeblik er vigtigere end helheden. Som om han elsker hvert øjeblik så højt at han nødig vil slippe det. For Leone er øjeblikket før pistolerne bliver trukket det vigtigste. Dødsdansen som personerne danser, næsten som om de flirter med hinanden, alt imens spændingen stiger. Det er som om man et andet tempo inde i sig selv når man ser filmen, hvor man ikke længere kræver action, men bare nyder disse højspændte, dirrende scener.

Dette er en nyrestaureret udgave af filmen og det er en smuk kopi Cinemateket viser. Farverne er smukke og dybe, billederne rene og skarpe. Det er simpelthen en fornøjelse. Leone var en meget ekspressiv filmskaber, han brugte hele rammen, han havde en forkærlighed for at placere ting helt i forgrunden og så lade handlingen foregå i mellem eller baggrunden, hvilket giver næsten tegneserieagtige billeder og får hans film til stadig at se meget moderne ud. Han skød filmen i Techniscope, en teknik der gjorde det billigere at producere filmen, fordi den skyder to frames på den samme længde film som normalt bruges til én frame. På grund af den lille størrelse per frame, betyder det også at filmen har en større dybdeskarphed end normal 35 mm film, hvilket gjorde det muligt at lave disse meget ekspressive billeder. Når så først Morricones musik spiller, så får jeg i hvert fald gåsehud over det hele.