”Perception” minder meget om noget, man har set før, og det er faktisk tv-seriens største svaghed. Den er både velspillet og underholdende, men man får sjældent slået benene væk under sig. Jeg forlanger ikke nødvendigvis noget á la ”Twin Peaks”, men denne tv-serie er lige så forudsigelig som ”Peter Plys i hundredemeterskoven”. På godt og ondt. Daniel Pierce (Eric McCormack) er en excentrisk neurologiprofessor, der opklarer sager ved hjælp af sin indsigt i menneskets adfærd, men også de syn, han får. Allerede her har karakteren Daniel en stor lighed med hovedpersonen i ”Dexter”, da de begge to dagligt snakker med personer, der ikke er der. Ligesom Dexter er Daniel også en noget anderledes type, og det gør det svært for mange at komme ind på livet af ham. FBI kan til gengæld godt lide hans kundskaber, og derfor får han lov til at opklare en masse komplekse sager, som de ikke selv er i stand til at komme til bunds i. Han får hjælp af agent Kate Moretti (Rachael Leigh Cook), sin tidligere elev, som er en af de få, der er villige til at acceptere hans sære personlighed. Lyder det klichéfyldt? Ja, for pokker. Lyder det spændende? Ja, jo… Og det er det sådan set også. Så længe man ikke tager det alt for seriøst.

perception2

Eric McCormack er udmærket i hovedrollen som Daniel Pierce, men hans karakter ligner en person, som man allerede har stiftet bekendtskab med i tonsvis af film og tv-serier før i tiden. Jovist, hans hår sidder lidt anderledes, og han roder med nogle andre problemer i hverdagen, men alt i alt føler man, at man kender ham i forvejen. Derfor er McCormack sikkert ikke problemet. Han har bare ikke særlig meget at arbejde med. Han giver charme og sympati til karakteren, men det kunne enhver skuespiller ærlig talt have gjort. Rollen er virkelig ikke særlig kompliceret, og det er sikkert også svært at give den slags karakterer et ekstra touch. Det lykkes i hvert fald ikke 100 % for McCormack, men som sagt er det ikke helt fair at bebrejde ham for det. Han gør skam karakteren cool, og man er i udmærket selskab, men en smule mere dybde og originalitet havde gjort underværker. Dette gælder stort set alle karaktererne i ”Perception”. At se første sæson af denne tv-serie er nærmest som at tage til en klassefest. Man kender alle sammen, og der forekommer en masse skæg og ballade, men ikke noget, der ikke er set før. Det er sjovt, så længe det varer, men når man en dag kigger tilbage, var det trods alt bare en fest ud af mange.

For tiden er jeg godt i gang med ”True Detective”, hvilket er en af de absolut bedste tv-serier, jeg nogensinde har set. Men det er også en anstrengende tv-serie, for den kræver virkelig meget af sit publikum. Der opstår konstant konflikter, og der er meget at skulle tage stilling til. ”Perception” er en helt anden form for underholdning. I nogle tilfælde ville jeg endda foretrække et afsnit af ”Perception” frem for ”True Detective”, simpelthen fordi den kører på et genkendeligt og forudsigeligt flow. Det er desværre også som om, at tv-serien bliver dårligere og dårligere, jo mere man følger med. Hvis man virkelig sætter sig ind i en af seriens mange sidehistorier, så opdager man hurtigt, hvor dumt og usandsynligt det egentlig er. Hvis man til gengæld slukker for hjernen, føler man ofte, at det hele er vanvittigt intelligent. Det er det naturligvis slet ikke, men der er vel ikke noget i vejen med at narre sig selv lidt en gang i mellem. Trust me, jo mindre man følger med, jo bedre fremstår den. ”Perception” nydes bedst som baggrundsunderholdning.

Perception3

Overordnet er ”Perception” virkelig ikke noget særligt. Det er harmløs underholdning, og det passer garanteret fint til mange. Ethvert afsnit har en slutning, så man behøver ikke at investere sig selv fuldstændigt. Der er sådan set en behagelig frihed ved denne tv-serie. Man har ofte følelsen af ”been there, done that”, men det skal ikke nødvendigvis forstås som noget negativt. Et enkelt afsnit egner sig fint til aftensmaden, hvor man efter en lang dag på arbejdet kan smække benene op og følge med på tv-skærmen med det halve øje. Måltidet skal naturligvis have første prioritet, og det gør heller ikke noget. ”Perception” kræver nemlig ikke 100 % opmærksomhed, og det har den så sandelig heller ikke fortjent. Folkene bag har tydeligvis ikke forsøgt sig frem med den dybe tallerken, men nogle gange er det også meget rart at læne sig tilbage og ikke tage stilling til noget som helst.

 

Billede og lyd:
Billedformatet er præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Billedet er som regel knivskarpt, og både farvegengivelsen og kontrasten er upåklagelig hele vejen igennem. Jeg bemærkede dog en smule edge-enhancement i nogle af totalbillederne, hvor man øjensynligt har forsøgt at gøre billedet skarpere.

Lydformatet er præsenteret i Dolby Digital 5.1. Mange nyproducerede tv-serier lyder lige så godt som Hollywoods nyeste storfilm, men her lyder mange af dialogerne forbavsende hule, og kun centerhøjtaleren gjorde sig særligt bemærket. Replikkerne er ellers altid tydelige, men ind imellem lyder de en anelse spidse.

Ekstramateriale:
Disken indeholder intet ekstramateriale.

perception4

Konklusion:
Første sæson af ”Perception” varer næsten 7 timer, og jeg fortryder ikke at have spenderet al den tid i selskab med Daniel. Bevares, de timer kunne være givet langt bedre ud, men nogle gange skal der være tid til at slå hjernen fra, og i disse tider er ”Perception” bestemt ikke den værste underholdning at gå i krig med. Billed- og lydsiden er acceptable, men udgivelsen indeholder til gengæld ikke spor af ekstramateriale. Dette er altså en middelmådig udgivelse af en middelmådig – men ganske underholdende – tv-serie.