Svenske Noomi Rapace har en meget stor andel i den kæmpe succes, som filmatiseringen af Stieg Larssons krimitrilogi har opnået. Den første film i serien; ”Mand der hader kvinder”, var en effektiv, stemningsfuld og sluttet fortælling – ikke mindst takket være danske Niels Arden Oplevs instruktion og Rapace, der bragede igennem som den plagede superhacker Lisbeth Salander. Fortsættelsen i form af ”Pigen der legede med ilden” formår ikke på samme måde at fremstå helt så gennemslagskraftig mht. historien, men heldigvis leverer Rapace fra start til slut. En hårdtslående, kontant heltinde, som ikke just hænger på træerne nu til dags.

Da vi i ”Mænd der hader kvinder” sidst forlod Lisbeth Salander, var det på en caribisk ø med kufferten fuld af penge. I ”Pigen der legede med ilden” ser Salander sig nødsaget til at vende tilbage til Sverige, da hendes tilsynsværge Bjurman – som jo i den første film voldtog og misbrugte Salander, har taget kontakt til en klinik i Frankrig for at få fjernet den lidet flatterende tatovering, Salander kviterede med som hævn for voldtægten. Men tilbage i Sverige vælter problemerne ned over hende; fejlagtigt anklaget for tre mord og med både politiet og gangsterbossen Zala i hælene, må hun bogstaveligt talt kæmpe med alt hvad hun har i sig for at overleve. Men heldigvis står den ridderlige journalist Mikael Blomkvist igen klar i kulissen for at hjælpe.

Der har været sagt og skrevet meget om, at de to sidste dele af filmtrilogien oprindelig var tiltænkt et tv-format. Og jo, ”Pigen der legede med ilden” tager sig da også langt fra så godt ud både visuelt og fortællemæssigt, som den første film fra Niels Arden Oplevs hånd gjorde. Instruktør Daniel Alfredson jonglerer med en lang række karakterer og handlingstråde, som alle skriger på større fordybelse, men i stedet skøjtes der ofte let og knap så elegant hen over disse for at komme fremad i fortællingen. Omkring ¾-dele inde i filmen, hvor Salander-karakteren træder i baggrunden og publikum skal have hele baggrundshistorien om superskurken Zala; dette i en langstrakt og klodset dialogscene mellem Blomkvist og en halvligegyldig karakter, keder man sig ligefrem.

Trods den momenttære kedsomhed er ”Pigen der legede med ilden” stadig en interessant film at sidde igennem. Og det er Noomi Rapaces fortjeneste. Hendes Salander-portræt tegner sig efter de to første film som en slags feministisk Pippi Langstrømpe-heltinde for vores (kvinde)generation. En egensindig, introvert fighter, der tør tage selv den største kamp op. Og deri ligger en stor del som sagt af både bøgerne og filmenes enorme og nærmest uhørte succes. Man har lyst til at tro på, at der findes én som Salander et sted derude og at hun vil rette op på uretfærdigheder og sætte dumme svin godt og grundigt på plads. En militant, tatoveret feminist ude på overdrevet, som kæmper i det skjulte mod kønsdiskrimination og overgreb, elsker passioneret med både mænd og kvinder (men mest kvinder!) og ikke viger tilbage for selvtægt. Kort sagt en tiltrængt fornyelse af det filmiske helte-begreb.

Billede og lyd: Billede: 16:9 Anamorphic (1.77:1). Lyd: Dolby Digital 5.1 og DTS. Trods udgangspunktet som tv-produktion imponerer udgivelsen fra Nordisk Film både lyd og billedmæssigt. Billedet står rent og uden unødig støj; bl.a. er der god kontrast og balance i de mørke scener og disses sorte områder. Enkelte scener har dog tendens til at virke en smule kornede og gullige. Det stemningsfulde soundtrack kommer godt igennem på det digitale 5.1 Dolby-spor, og både dialog, baggrundslyde og mere eksplosive udbrud levers glimrende.

Ekstramateriale: Trailere til ”Mænd der hader kvinder”, Pigen der legede med ilden” og ”Luftkastellet der blev sprængt”. Det er simpelthen for tyndt og uambitiøst. Ikke engang på Blu-ray udgivelsen er der andet ekstramateriale!

Konklusion: Overordnet set er ”Pigen der legede med ilden” en ujævn film. Den lider grueligt under at være nummer to i rækken og derfor skal lægge op til en masse klimakser, der først udløses i den sidste del at trilogien (som p.t. kører i biografen). Men Salander er simpelthen så sympatisk og interessant en karakter for publikum at beskæftige sig med, at man gladelig står model til ujævnhederne.

Filminformation

Original titel: Flickan som lekte med elden

Instruktør: Daniel Alfredson

Medvirkende: Noomi Rapace, Michael Nyqvist, Sofia Ledarp, Yasmine Garbi, Jacob Ericksson m.fl.

Produktionsår: 2009

Længde: 124 min.

Premiere (dvd): 19-01 2010

Distributør: Nordisk Film