Dreamworks Animation har haft en del op- og nedture. De har bragt os nogle perler i årenes løb som fx “Kung Fu Panda”, “Shrek” og “Sådan træner du din drage”, men niveauet er ikke altid lige højt. “Madagascar”-serien er nogle af de mest ukreative animationsfilm som jeg længe har set. Sjove dyr der laver fjollede ting i halvanden time… Elendige vitser og aldrig nogle ordentlige konflikter. Dyrene går oftest bare rundt og ævler løs om alskens nonsens.  Jeg faldt i søvn flere gange under 2’eren og nåede ikke at se mere en 30 minutter af 3’eren før jeg gav op. At de film næsten har indtjent 2 milliarder dollars på verdensplan, mens genistreger som “Over hækken” og “Skyllet væk” bliver, ja, skyllet væk, er mig en gåde. Mine forventninger til “Pingvinerne fra Madagascar”, som er et spin-off af “Madagascar”, var naturligvis helt i bund. Jeg var allerede klar til at kvittere med 1 stjerne og overskriften skulle lyde noget med: “”Pingvinerne fra Madagascar” er nøjagtig lige så elendig som sine forgængere.” Efter at have spenderet 90 minutter i selskab med pingvinerne måtte jeg til min store overraskelse indse, at jeg tog grueligt fejl.

“Pingvinerne fra Madagascar” handler om spionerne Skipper, Rekrut, Rico og Kowalski. Godt nok er de pingviner, men de er fuldt ud på højde James Bond, når det kommer til agentarbejde. Normalt klarer fuglene enhver opgave med effektivitet, opfindsomhed og ulastelig stil. Men nu står de over for den onde Dr. Octavius Brine, som har en gemen plan om at ødelægge verden, som vi kender den. Derfor slår Skipper og Co. sig sammen med en undergrundsorganisation under ledelse af den mest hemmelige af alle agenter. Pingvinerne og deres nye venner må nu samle alle kræfterne i kampen mod Dr. Brine. Lyder det dumt? Det ville de fleste nok nikke ja til, men af en eller anden grund fungerer det.

Penguins1

“Pingvinerne fra Madagascar” er en befriende filmoplevelse. Selv den 5-minutters lange åbningssekvens er langt sjovere end noget man har set i alle “Madagascar”-filmene til sammen. Lige fra start flyver pingvinerne til vejrs og de formår stort set at holde højden indtil rulleteksterne kører henover skærmen. At tage pis på James Bond – og agentgenren i det hele taget – er set utallige gange før. Det er ikke særlig originalt, men det gør ikke spor. Så længe en film kan få noget ud af det og det kan “Pingvinerne fra Madagascar”. Historien følger ofte den ene kliché efter den anden, men pludselig tager den fusen på publikum ved at tilføje et lille twist eller to i fortællingen. I modsætning til “Madagascar”, som er lidt som at overvære en flok høns med afhukkede hoveder løbe i ring, er denne film opmærksom på hvad den er og hvad den vil.

Jeg får måske filmen til at lyde bedre end den egentlig er. Her er et par minusser og den er selvfølgelig ikke i nærheden af de fleste Pixar-film, men de har så også sat barren ekstremt højt. På trods af at “Pingvinerne fra Madagascar” blot varer halvanden time, så føles den desværre lidt for lang. Man kunne snildt have klippet 10 minutter væk uden at det havde betydet noget for handlingen. Den er måske også lidt for hysterisk. Til tider er det som at sidde i et rum med en flok unger, der lige har drukket 4 kasser Red Bull. Det er sjovt at overvære, men man begynder langsomt at hungre efter en lille pause. Med det sagt: “Pingvinerne fra Madagascar” er en god lille film fyldt til randen med gode jokes. Hvis du har muligheden for selv at vælge, så ville jeg helt klart anbefale, at se filmen med engelsk tale. Der er så mange gode jokes som går tabt i oversættelsen til dansk. De danske stemmer er såmænd gode nok, men hvordan skulle man dog nogensinde kunne overgå de engelske stemmer som bl.a består af John Malkovich og Benedict Cumberbatch?!

Penguins2

Billede og lyd

Billedformatet er præsenteret i 1080P High Definition 1.85:1. Ligesom de fleste andre animationsfilm ser “Pingvinerne fra Madagascar” ganske enkelt fantastisk ud i HD. Der er ikke én eneste negativ ting at sige om transferet. Farverne er rene og har altid den korrekte temperatur. Hverken udtværing eller edge-enhancement forekommer nogensinde. Kontrasten er perfekt – selv de dunkleste billeder er spækket med visuel information, og detaljerigdommen er generelt gigantisk.

Lydformatet er præsenteret i Dolby Digital 5.1. Lydsiden er lige så godt som transferet. Hele kanalnetværket er aktivt igennem stort set hele filmen, og lydsporet disker op med en lang række sublime og subtile atmosfærelyde samt bombastiske lydeffekter, der forkæler øregangene. Dialogen er klokkeklar, har en dejlig rumklang, overdøves aldrig og plages aldrig af støj. Der er adskillige panoreringer, som alle fungerer efter hensigten.

Ekstramateriale

Blu-ray-udgivelsen af “Pingvinerne fra Madagascar” indeholder også en lille sjat bonusmateriale som både kan ses af voksne såvel som børn. Hvis man vil lære at danse ligesom pingvinerne gør i filmen, så kan man se instruktionerne i “Do the Penguin Shake with tWitch”. Her er også en masse musikvideoer og billeder og gå i krig med. Ekstramterialet byder også på en fin lille dokumentar som gennemgår de fleste af Dreamworks’ animationsfilm gennem tiderne. Sidst, men ikke mindst, kan man også se en meget kort reklame for Cheezy Dibbles, der er nogle snacks som pingvinerne konstant guffer i løbet af filmen.

Penguins3

Konklusion

“Pingvinerne fra Madagascar” er langt bedre end “Madagascar”-filmene. Den er sjov 80% af tiden og man bombarderes med den ene skøre idé efter den anden. Tempoet er måske en anelse for højt, men man skal bestemt ikke skamme sig over at bruge halvanden time i selskab med Skipper, Rekrut, Rico og Kowalski. Filmen ser formidabel ud i HD og ekstramaterialer er også udmærket, men desværre er der ikke så meget af det.