Ikke siden floppet Catwoman fra 2004 har der raset en tilsvarende journalistisk prygl end den vi vidnede i sommers under premieren af Pixels. Blodrøde lamper oplyste metacritic og hadefuld retorik dryppede fra avisernes spalter, som gik der sport i kritikken. Herregud! Pixels, havde i forvejen dårlige odds hos de fine herrer. Adam Sandler: Udskældt komiker. Videospil: Barnligt tidsfordriv. Populærkultur: Overfladisk bras. Der gik viral farce i festen, da en hjemmeproduceret video på Vimeo (som angiveligt var inspirationskilden til Pixels) blev spærret af filmstudiets jurister grundt ophavsretten til navnet. Sikke et cirkus.

Kompetente film om videospil er ikke utopi – Se blot Wreck-it Raplh. For en 40årig gammel videospil-freak med uendelig respekt for spilmediet som kultur og kunstform, var Pixels dog en lidt småbitter slutoplevelse. Den ellers driftsikre instruktør, Chris Columbus, solgte os jo Harry Potters univers med et trylleslag, så hvorfor ikke Space Invaders in real life?

Så slem er den heller ikke. Det er bare populærkultur med stort P. Ja, Adam Sandler er med, men Pixels er reelt ikke en Sandler-film. Det er et respektløst og korporalt fjollet tekno-eventyr, med Sandler som medvirkende. Derudover er det første gang vi ser gamle old school spilklassikere repræsentere en klassisk ruminvasion. En drengedrøm for dem som var 12 år i Professor Olsens spilleland, og et filmisk opgør med de fordomme gamere bakser med: Nej. Videospil er ikke fordummende, men giver os overlegne evner i hånd-til-øje koordination og mønstergenkendelse. Disse evner bliver meget værdifulde, da fjendtlige besøgende fra rummet, lægger ankeret på Jorden og angriber os som arcadespil – fordi de tror at Jordens krigsførsel foregår sådan.

Pixels-Movie-Trailer-3

Brenner, Cooper og Ludlow mødte hinanden som børn i 80’ernes arcadehal, men i voksenalderen er de tre venner faret i vidt forskellige retninger: En nørdet TV-installatør, en konspirationstosse og præsidenten af Amerika. De fjendtlige pixels tvinger så atter de tre kumpaner sammen, med hjælp fra deres Donkey Kong ærkerival Eddie (som trods dværgstørrelsen minder meget virkelighedens rekordjæger af Donkey Kong; Billy Mitchell) samt præsidentens rådgiver. Fordi hun er kvinde og giver Sandler en relevant trophy.

Højdepunkterne er akterne hvor teamet af “Pixelbusters” udfordrer fjenderne i arcade-spil som kolliderer med virkeligheden: Centipede, Donkey Kong og filmens bedste sekvens, Pac Man (eller Paczilla) i New Yorks gader. Pauserne kan derimod blive træge når dialogerne fylder og fingrene triller på armlænet afventende næste level. Pixels fik en aldersbegrænsning på 11 år, grundet lidt sjofle jargoner, men har bedre potentiale hos et rendyrket børnepublikum. Den amerikanske parodi og indforståede 80’er referencer er dog bedre afstemt en voksen, så den ideelle tilskuer kan være lidt svært at udpege i det populærkulturelle kaos.

Pixels-Movie-Trailer-2

Pixels er ikke det makværk filmen blev gjort til i sommers, men er dog stadig et uindfriet potentiale for at malke retro-hypen. Den amerikaniserede komik afskriver sit kult-publikum, og karakterernes niveau af skaberi kan udfordre smertegrænsen. På den anden side: Når Galaga angriber militærbaser, så er den populærkulturelle papnæse måske mest passende.

 

Ekstramateriale:

Der er en håndfuld featurettes om produktionen af filmens spil-scener, plus lidt ekstra og en musikvideo. Ret kortfattet og overfladisk. Lidt mere om spillene og filmens oprindelse havde været interessant.