Play er den realistiske og upolerede fortælling om en gruppe indvandrerdrenge, som ved hjælp af avanceret rollespil, snedige tricks og det følelsesmæssige overtag formåede at røve et utal af unge i Götenborg.

Filmen følger for det meste tre unge drenge, som efter en tur i det lokale shoppingcenter, bliver introduceret til filmens ’skurke’ i form at nogle udlændinge, som forinden mødet allerede har afsløret deres lumske dagsorden for seeren udelukkende. Ved at bruge skuespil a la ’good cop, bad cop’ formår de at forvirre offeret, og bilder vedkommende ind, at hans mobiltelefon faktisk tilhører en røvernes brødre. Selvfølgelig kan dette ikke passe, da personen selv godt ved, hvor han har fået den fra, men i den hektiske forvirring blandet med spydige bemærkninger, forsvinder alle former for fornuft og normal tænkning.

En følelse man kender til, når man bliver taget med paraderne nede og al form for logisk tænkning forsvinder i den blå luft sammen med chancen for at kunne slippe væk fra situationens jernhårde greb.

Det ubehagelige følelse hos de tre drenge spredes til publikum, og den nærmest skinbarlige uhygge i indvandrernes frembrusende adfærd får det til at løbe koldt ned af ryggen på os – på trods af at de fleste af disse drenge ikke er ældre end 10-14 år. Spændingen trapper op, jo mere man træder ind i handlingen og sympatiserer med de tre forvirrede drenge, som efter et forsøg på at slippe væk fra skurkene, skarpt bliver forfulgt. De forsøger at få hjælp hos nogle voksne, men de er uvidende omkring følelsen og situationens undertonede alvor, og de står desværre på egen hånd.

Man kender til følelsen af ikke at vide hvordan situationen kan udvikle sig, og tankerne hos de tre skræmte drenge spreder sig som ringe i vandet og med grundidéen, ’hvad nu hvis..’, i baghovedet vikler tankerne sig ind i et helvede af ubehagelige forestillinger om dagens kulmination. Skildringen af røvernes adfærd og væremåde er så ubehageligt vammel og vækker en rasende fornemmelse i kroppen, når man tænker på, hvordan visse mennesker kan finde på at være så usandsynligt svinsk og umenneskelig. Raseriet ulmer i kroppen sammen med den voksende frygt for røvernes bagtanker, og den paradoksale følelse af at sidde totalt anspændt under filmens ellers så dagligdagsagtige og rolige udseende giver stof til eftertanke.

Den barske skildring sætter dybe spor i seerens underbevidsthed og til trods for at det foregår på et så neddæmpet niveau, er spændingen og uhyggen så intens og så virkelig. Filmen hiver fat i nogen af nutidens tabu-emner, såsom udenlandske kriminelle, og giver seeren et fyldestgørende eksempel på sandfærdiggørelsen af fordommen. Hvis man i forvejen har nogle fordomme omkring visse ting, og så får kastet dem lige i fjæset, kan man ikke andet end at blive fascineret og skræmt af det virkelige aspekt i fortællingen – en situation hvor man får ret, men ville ønske, at man ikke gjorde.

Det vederstyggelige overtag af en gruppe på flere end én selv bringer minder tilbage fra da man var ung, og nærmest alle kender til følelsen fra mindst en gang i deres liv. Man kan intet gøre af bare frygt, selvom man sagtens kan se, at det fører den forkerte vej. Instruktøren, Ruben Östlund, skal have utrolig stor ros for sin realistiske skildring af et udsnit af verden, som de fleste har fortrængt eller forsøger at fjerne fokusset fra. Skuespillerne gør det helt fantastisk, og den skræmmende adfærd hos røverne såvel som den forståede patetiske og skræmte adfærd hos ofrene er så djævelsk intens og seværdig.

Hele handlingen følger nærmest kun gruppen af indvandrere, som forsøger at røve de uskyldige drenge, samt nogle forskellige scener, som kan forbindes med forklarende baggrundshistorier til røvernes utilgivelige motiv. Den ubehageligt lange rejse fra først at virke provokerende, dernæst venlige for til sidst røve dem for alt, hvad de ejer, er pinefuld og mest af alt beskrevet som en hændelse, der aldrig får en ende. Det smerter i kroppen at se børnene helt fortabte og ude af stand til at sige fra til gruppens pressende tone og lumske motiver, og man ville ønske, at man kunne række en hjælpende hånd ud til dem – Ikke bare til ofrene men også til de forvirrede indvandrere, som slet ikke forstår situationens alvor. De tror bare at dette er et helt almindeligt og udspekuleret røveri, som bringer mad på bordet, men de tænker slet ikke på de følelsesmæssige mareridt de pålægger disse mindreårige ofre. Både under forløbet og mange år frem.

Denne virkning er under filmen utrolig ubehagelig, men ved tanken om, at dette scenarie er fiktivt, kan man intet andet end at tage hatten af for instruktørens evne til at formidle en del af hverdagen så overdådigt realistisk, skræmmende og rammende.

Samlet set

Play er en fantastisk lille film om et af livets små tabu-emner, som bliver presset frem i søgelyset på baggrund af nogle begivenheder i virkeligheden, som kun bakker op om fordommen. Man får sin mistanke bekræftet i denne film, og den ubehageligt skræmmende og hjertebankende følelse i kroppen under hele det udspekulerede rollespil hos indvandrerne er ikke rart, men alligevel en fantastisk god effekt i filmen. En film som for Guds skyld ikke må undgås, men i stedet opleves for dens intense væremåde og udstilling.

Stjerner
Bruger (0 Stemmer) {{ reviewsOverall }} / 6
Hvad folk siger... Login for at anmelde
Order by:

Be the first to leave a review.

User Avatar User Avatar
Verified
{{{ review.rating_title }}}
{{{review.rating_comment | nl2br}}}

Show more
{{ pageNumber+1 }}