Jeg prøvede desperat at elske Prince of Persia, men kunne ikke. Den indeholder ellers meget der burde være god: den har kærligheden mellem en prinsesse og en tiggerdreng i centrum, den har noget hokus pokus som er dejligt åndsvagt og sidst men ikke mindst så prøver den at fange den uskyldige charme film havde dengang Indiana Jones var ung eller endnu bedre fra den gang Tyven Fra Bagdad løb rundt i middelalderens mellemøstelige gyder. Men det lykkes ikke rigtigt for Prince of Persia. Jeg ved ikke om fans af computerspillet vil nyde filmen, selv har jeg ikke spillet det siden jeg var ti og det var i, Gisp!, 2D. Jeg kan huske en masse klatren og spring over dybe afgrunde; og på den basis må man sige at filmen i hvert fald er en trofast filmatisering

Computerspilsfilmatiseringer har ikke den mest glorværdige historie i Hollywood og derfor går man også ind til filmen med visse forbehold. Men hvorfor skulle computerspil være en dårligere kilde end en forlystelse fra Disneyworld? Her henviser jeg naturligvis til Pirates of the Caribean. Det som kræves er fantasi. Det savner man her. Man savner en Lawrence Kasdan, der hævede manuskriptet til Raiders of the Lost Ark, fra et godt eventyr, til et fantastisk, man savner vid og charme. Karaktererne i Prince of Persia er hensat til at recitere den slags moderne Hollywood-dialog, der driver plottet frem effektivt, men som er fuldstændig forglemmelig. Selv skurken, som filmen er længe om at afsløre til trods for at han ligner Kejser Ming fra Flash Gordon og derfor burde være hovedmistænkt fra begyndelsen, for ikke lov til at stråle, han får ikke engang lov til at være campy.

Man leder også forgæves efter Mike Newells ellers fine sans for, at skildre kærlighed, troskab, bedrag, svigt. Det er trods alt den samme instruktør, der har givet os Fire Bryllupper og én Begravelse og Donnie Brasco. Ikke fordi jeg forventer at filmen skulle have den enes særlige britiske bitter-sødme eller den andens grundlæggende tragedie, men fordi at disse film viser, hvor god Newell er når han er bedst. Filmen følger på mange måder Indiana Jones-formlen, hvor hovedpersonerne hvirvles fra den ene action-sekvens til den anden, men her tager det fuldstændig overhånd. Der er for mange, men værre endnu, de mangler fuldstændig fantasi. Her savner man Spielbergs sans for konstant at overraske, konstant at give os noget vi ikke har set før eller i hvert fald det samme men på en ny måde. Jeg kunne endda klare mig med Gore Verbinskis sans for at bryde sine actionscener op med overrumplende visuelle gags. I Prince of Persia er det det samme og det samme og det samme. Der fægtes, klatres og hoppes og så en gang til. Filmet tæt og klippet hurtigt, så man aldrig rigtigt ser, hvad der sker og derfor ofte er nød til at lytte til soundtracket for at bestemme om personerne fægter eller slår.

Prince of Persia har kimen til et stort eventyr, men den mangler fantasi. Persien er enten ørken eller brune lerbyer. Vi ser nogen strålende paladser i horisonten, men hvor bliver de af? Den har en charmerende tyv i hovedrollen, men hvor er charmen, den kvikke replik? Jake Gyllenhaal er en fremragende skuespiller, men den afslappede, drengede charme falder ham endnu ikke helt naturlig. Gemma Atterton er en overbevisende prinsesse og hun har den rigtige blanding af skønhed og timing til at levere de skarpe replikker, der desværre ikke er blevet puttet i munden på hende; og Sir Ben Kingsley kan skurkefaget på rygraden som alle Engelske skuespillere åbenbart skal kunne, alligevel sidder man tilbage og ønsker mere, f.eks. en film der bare tilnærmelsesvis er god og sjov og charmerende og fantasifuld.