Da det hæderkronede og traditionsrige Nordisk Film i 1956 kunne fejre et flot 50-års jubilæum, var der stil på drengen. Instruktør Erik Balling blev sat på dobbelt-bestilling: Danmarks første farvefilm skulle endelig se dagens lys (“Kispus”) og der skulle optages en stor produktion på Grønland (“Qivitoq – Fjeldgængeren”). Og Balling var manden bag dem begge.

I 1956 kommer den unge lærerinde Eva (Astrid Villaume) på mere end uanmeldt besøg hos sin forlovede, lægen Erik, der er udstationeret på hospitalet i Frederiksminde på Grønland. Her løber hun tilfældigt ind i den vanvittigt jaloux sygeplejerske Kirsten, hvem det viser sig har varmet den tomme plads i Eriks seng for Eva. Dybt ulykkelig kan Eva kun tænke på én ting: hun vil hjem til Danmark – og det kan kun gå for langsomt. Med flere dage til den næste skib stævner ind, ser hun sig nødsaget til at søge tilflugt i en anden by, hvor ingen kender til hendes situation. I fangerbygden Sermilik tager udstedsbestyreren Jens (Poul Reichhardt) modvilligt imod den unge frøken. Men snart varmes de to, ensomme sjæle ved hinandens selskab – og ja, sød musik opstår.

Som ovenstående opsummering af filmens hovedhandling tydeligt illustrerer, er der fuld skrue på melodramatikken i “Qivitoq”. Både Astrid Villaume og Poul Reichhardt, 1950’ernes vel nok oftest parrede romantiske forbindelse i dansk film, spiller lige op til grænsen af det kitsch’ede uden at fortrække en mine – nyd for eksempel denne pragtfulde linie fra Reichhardts mandfolke-agtige Jens, da han over telegrafanlægget modtager nyheden om Evas ankomst med det næste skib: “Jeg har brug for varerne, men hvad fanden skal jeg med damen? Skifter.” Men hvis man kan komme ud over eller se bort fra sådanne replikker, venter der én en overraskende og på mange måder storslået oplevelse lige under overfladen i “Qivitoq”.

Titlens Qivitoq henviser til et gammelt, grønlandsk sagn, hvor ydmygede mænd går ’til fjelds’ for at undgå at tabe ansigt overfor bygdens andre mænd. I filmen møder vi den unge storfanger Pavia (Niels Platou), der har valgt at skifte den traditionelle sælfangst ud med moderne fiskeri, og derfor har investeret i en fiskerbåd. Men på sin første tur fanger Pavia langt fra så mange fisk som han havde håbet, møder latter og hån fra bygdens mænd og går derfor til fjelds. I historien om Pavia ligger også historien om den danske koloni Grønland, og de problemer modernisering fører med sig i et traditionsbundet samfund. Erik Balling fanger med stor tæft og præcision denne konflikt, og omsætter den ikke mindst til gudeskønne billeder, der gang på gang tager pusten fra én.

Filmen: 4/6

Ekstramateriale: Originalt biografprogram: gentryk af det gamle program på 16 sider med filmens synopsis samt billeder og anekdoter fra produktionen. Kort, men interessant interview med filmfotograf på “Qivitoq”, Poul Pedersen (ca. 5 min.), eksempler på filmens restaurering (ca. 4 min.), original trailer til “Qivitoq”. Med så stort anlagt en udgivelse som “Qivitoq”, hvor det digitale restaureringsarbejde har været så omfattende og grundigt, er det ærgerligt man ikke benytter flere kræfter på at producere noget interessant ekstramateriale om denne proces. Man spises af med et par sølle minutter, hvor henholdsvis det gamle negativ og det rensede præsenteres ved siden af hinanden i split-screen – uden kommentarspor. Ærgerligt.

Billede og Lyd: Billede: 16:9 (1:1.66), lyd: Dolby Digital. Både billede- og lydmæssigt er “Qivitoq” en fryd at sætte i afspilleren. Det omfattende restaureringsarbejde og ikke mindst farvekorrigering af det gamle, falmede Eastmancolor-negativ er udført til UG af det kompetente hold bag. Farverne er mættede, dybe og springer nærmest ud i hovedet på én. Jeg mindes ikke tidligere, at have set en dansk film fra samme periode, der så flottere eller mere imponerende ud.

Konklusion: “Qivitoq” er måske både drivende melodramatisk og simpel – grænsende til det naive, i sin fremstilling af Grønland anno 1956. Men alligevel besidder filmen i kraft af sin visuelle slagkraft noget, der trumfer alle fodfejlene. Man betages slet og ret af de nærmest overjordisk smukke naturoptagelser af det rå og nådesløse landskab, de intime øjeblikke blandt lokalbefolkningen i bygden og den umiskendelige poesi, der ligger i det simple liv.