Steve Jobs gav filmverden en stor gave, det vil sige inden han gav os iMac. Sammensætningen af teknisk brilliance og sublime hjerner gav animationsstudiet Pixar et kilometer langt fortrin inden for computeranimation. Da studiet i 1995 producerede den første computerskabte animationsfilm i spillefilmslængde, ToyStory, skabte de en moderne klassiker. Ikke kun som følge af det teknologiske fundament, men også fordi studiet ikke undervurderede filmens vigtigste grundstof; den gode historie. En sælsom, emotionel, sjov og fantasifuld fortælling om levende legetøj på en almindelig drengs værelse. Så selvom branchen i nutiden er præget af glødende konkurrence fra studier som Dreamworks og Blue Sky, så beviser Pixar atter at distancen til konkurrenterne ikke er blevet mindre med tiden.

Succesformlen er at opfylde alle kostpyramidens ingredienser: Nederst, en fantastiske sans for visuelle detaljer og teknisk second-to-none. Midterst, et sammenhængende og afbalanceret manuskript uden løse ender kombineret med suveræn humoristisk timing. Øverst, et sekundært tema eller budskab der strækker sig forbi biograflærredet og gør publikums hjerter bløde som butterdej. Sådan sammensættes historien om den lille særegne rotte Remy der ender med at gøre en stor forskel. For Remy har et talent som traditionelt ikke tilfalder rotte-racen ? evnen til at lugte forskel på lort og laurbærblade. En ivrig rotte med aromatisk entusiasme der lusker rundt i menneskenes krydderihylde er derimod ikke velanset hos civiliserede tobenede pattedyr, så Remy jages på flugt til Paris? fornemme restaurant Gusteaus. Her møder han den splejsede køkkendreng, Linguini, der ikke kan kende forskel på porre og pastinak, men som et team bestående af uforenelige væsener kan de mestre den fine franske madlavning.

Det kaldes ?Disneyficering? når dyr på film optræder og opfører sig som mennesker, men under Pixars vendekåbe får metoden et twist af tiltrængt parodisk innovation. Ligesom Finding Nemo påtog sig havdyrenes blik på mennesket, så fortæller Ratatouille, meget utraditionelt, om verden set i øjenhøjde fra storbyernes mest forhadte skadedyr. Så yndefuldt og empatisk for sine små lodne karakterer at man glemmer alt om rottens brogede historiske omdømme som pestens smittebærer. Remys store passion for kødretter og krydderier er endda så forførende at man fristes til at tømme fryserens færdigretter direkte ned i skraldespanden. Et hårdt tiltrængt initiativ i den hurtige vestlige madkultur, som sikkert vil vække begejstring hos Jamie Oliver og Nikolaj Kirk.

Endog har Ratatouille et bredt udvalg på menuen, og der foreligger altid den faretruende risiko for at fordærve retten med for mange ingredienser: Remys sjældevandring og Linguinis køkkenkarriere suppleres med onde køkkenchefer, sød romantik, rottekolonier, hemmelige testamenter, uventet besøg fra sundhedsstyrelsen og den usympatiske restaurant-anmelder, Anton Ego, der træder gennem restauranten som en reinkarnation af Grev Dracula. Men efterfølgende er bitterheden ikke at mærke på smagsløgene, for det hele virker så afbalanceret og finpudset. God madkunst og filmkunst handler om perfekt dosering af ingredienserne, og det lader sig afspejle i det endelige resultat. Finalen leverer et endeligt opgør mellem Remy i køkkenet og Anton Ego i spisesalen, så selvom Pixar tegner et humoristisk spydigt billede af anmelderens praksis, så har de intet at frygte for denne anmelders store begejstring.

Jeg ved ikke hvordan branchens idéer smitter af på hinanden, og hvordan det går til at Ardman Studiet i samarbejdet med Dreamworks leverede deres udgave af rotte-med-fine-fornemmelser i Flushed Away. Men hvem der stjæler fra hvem er underordnet for Ratatouille har så mange smukke detaljer og ømhed at både mundvandet og følelserne ikke kan stå stille efter biografoplevelsen. Det er en kærkommen tilbagevenden til Pixars primære kompetencer der gav sig kraftigst til udtryk i ToyStory og Finding Nemo. Væk er de selvfede merchandise-spekulerede elementer fra Cars. Der kan måske nok produceres et par rotte-plysdyr til DisneyStore, men Ratatouille er mest af alt komplet uselvisk underholdning på det mest velduftende niveau. Seks sjældne kokkehatte. Viola, og bon appetit! Rotten Remy har et talent: En højt udviklet lugtesans, som desværre også gør den lille rotte mere kræsen end sine artsfæller i rottekolonien. Remys store forbillede er den berømte kok fra Paris, Gusteau, der tidligere havde én af byens mest fornemme restauranter, indtil den kyniske anmelder Anton Ego gav ham en negativ vurdering, hvilket kostede Gusteau en af sine restaurant-stjerner og desværre også Gusteaus liv. Men Remy kommer til storbyen og ender tilfældigvis i køkkenet i Gustaus restaurant. Her møder han den unge køkkendreng Luguini, og sammen indgår de i en pagt der giver restauranten fornyet popularitet. Men den nuværende køkkenchef har helt andre planer med Gusetaus varemærke.