Bruce Willis behøver ikke nogen nærmere introduktion. Selvom han har rundet de 50, forhindrer det ham ikke i at kaste sig rundt i ekvilibristisk håndgemæng, pløkke al olmt udseende personage ned og smide lakoniske one-liners til højre og venstre. Som en ægte drengerøvsfortælling er det den lille snedige, der skal bekæmpe det store artilleri af korrupte bureaukrater. Filmen henvender sig også især til det mandlige publikum med hang til hårdtslående action. Nordisk Film, som distribuerer filmen, har været så behændige at sende den ellers normalt så hemmelighedsfulde marketingstrategi ud sammen med det resterende pressemateriale. Heri kan det læses, at den ”lystige action/eventyr-komedie” henvender sig til voksne over 25, primært mænd.

Frank Moses (Bruce Willis) er RED – RetiredExtremelyDangerous, hvilket svarer nogenlunde til pensioneret, ekstremt farlig. Den tidligere CIA-agent bliver en nat overfaldet af en specialstyrke og får bogstaveligt talt skudt sit hus til pindebrænde. Med et snuptag får han neutraliseret sine bødler, og han er nu på flugt. I sin søgen efter sandheden må Frank opsøge sine gamle kompagnoner spillet af rutinerede kræfter som Morgan Freman, John Malkovich og Helen Mirren, så de i fællesskab kan komme til bunds i en sag, som bærer deres dødsudstedelse. Det viser sig efterhånden, at sagen rækker langt op i det politiske system, og det er nu de pensionerede agenters opgave at råde bod på hele miseren. Og det kaster ellers ikke så få eksplosioner og tømte magasiner af sig.

‘Red’ er en filmatisering af tegneserien af samme navn skrevet af Warren Ellis. For at gøre filmen mere publikumsvenlig er manuskriptet skrevet i en lettere tone end stemningen fra tegneserien, som er mere dyster og kynisk. Frank Moses er i filmatiseringen moralens vogter frem for en fortørnet hævngærrig dræbermaskine. Det ville ellers klæde filmen, hvis instruktør Robert Schwenke havde skelet mere til Bruce Willis à la ‘Sin City’ frem for Bruce Willis à la ‘Die Hard; Mega Hard’. I stedet for at have kant, bliver filmen bare en actionkomedie blandt mange.

Men hvis man vil underholdes af hårdkogt action i to timer, bliver man ikke skuffet. ‘Red’ lever op til sin genrebetegnelse, aftrækkeren er i bund, og det er lige før, at lugten af krudt trænger igennem lærredet.

Vægten er tydeligvis lagt på det umiddelbart underholdende, hvorfor historien også har sine huller. Den ene af de fire væsentlige karakterer bliver pludseligt skrevet ud af filmen, og bliver efterfølgende ikke nævnt med et ord, hvilket virker en smule påfaldende. Diverse skudsår og brækkede arme heles også med mirakuløs lynhast, men måske skal man bare undlade at sætte spørgsmålstegn ved actionheltes evne til uovervindelighed.

Konklusion

En actionkomedie med et stort budget giver store skuespillere omgivet af store eksplosioner, og det er præcis hvad ‘Red’ er. Den underholder, som den skal, men mere er der heller ikke at finde under den røde sol.