Det er næsten synd at starte sin skuespilkarriere med en så karakteristisk personlighed som Nynne. For hvor meget det end åbnede nye døre for Mille Dinesen, satte det også kvinden i bås, og hun har i årene efter bakset med biroller som mest minder om varianter af Nynne. Men så skete der noget. Mille fik hovedrollen som skolelæren Rita i TV2s serie, men vent der er mere: Hun nuppede prisen Den Gyldne Nymfe ved en international tv-festival i Monte Carlo, foran eminente serier som “The Good Wife” og “Game of Thrones”. Mille, klap dig selv på skulderen – og træk mig nu baglæns ind i klasseværelset, for TV2 lægger for en gangs skyld navn til en ret god tv-serie.

Mon ikke producenterne har kigget lidt ovre hos sidemanden, for de mange lighedstræk med DRs Cafe Latte-serie ”Lykke” er formentlig ikke helt tilfældig: Den egenrådige singlekvindes kvaler i en mandsdomineret arena. Fra medicinalbranchen til folkeskolen, og fra moderne folkesygdomme til upædagogisk pædagogik, men hvor søster Lykke værnede om sin mødom og facade, er Rita en promiskuøs og storrygende skude.

Så hvem er Rita? Hun er læreværelsets udgave af Bølle Bob, som med sin rapkæftede attitude og lyststyrede adfærd er skolen mest kontroversielle lærer. Og hvordan kan hun beholde jobbet? Fordi hun giver sin handlingslammede skoleleder momentvise rideture på skrivebordet. Men hendes adfærd er hendes værn, for hun er alenemor til tre og rollemodel for mange, så en gang i mellem skal gråden holdes tilbage med sex, smøger og kække bemærkninger. Dette gør Rita sjov med en psykologisk substans og en personlighed som er langt fra perfekt.

Omkring Mille Dinesen optræder et ensemble af karakterer, og her opstår problemet med ”Rita”: Ujævnheden. Mens nogle af de garvede skuespillere, og naturtalentet Sara Hjort (Undskyld Jeg Forstyrrer) hæver niveauet, er andre skuespillere for grønne i profilen og skaber nogle uholdbare scener, lige indtil Mille kommer tilbage. Gennem sæsonens otte afsnit, svinger ”Rita” fra let tåkrummende til et strejf af moderne mesterlighed.

”Rita” på dvd er et fint og frækt indspark til danske tv-serier, og demonstrerer af Mille Dinesen kan meget mere end være Nynne. TV2 har allerede varslet flere afsnit, særligt efter prisen til Dinesen skal der jo smedes, men skal serien holde sig kørende, tilsættes formentlig en mere klæbrig og forudsigelig omgang soap. Tjek derfor første sæson, inden konceptet forurenes, og til distributørerne: Kom nu ind i kampen og udgiv disse serier på Blu-ray, tak.

Billede & Lyd:

Format: 1.66:1
Lyd: 5.1 Surround
Tekster: Dansk for hørehæmmede

Ekstramateriale:

Intet.