Det er med en smule dvaletilstand at jeg trykker på play-knappen og starter endnu en biografisk film om en musiklegende. Igen, igen. Trædemøllen drejer og der findes efterhånden ikke mange historisk betydningsfulde musikere som er uberørt af filmindustriens Oscar-jægere. Ray, Walk The Line, Straight Outta Compton, Bohemian Rhapsody. Film der følger en gennemtæsket berettermodel fra 8. klasse: Musikernes barndom, musikalske karriere, ubegrænsede succes, tabet af sjælen, stoffer, alkohol, sex, pagten med djævelen, detours og til sidst den nye selverkendelse og filmens kvalmende epilog. Metaltrætheden efter Freddie Mercury havde knap nok lagt sig før næste, britiske rocklegende sad klar på reservebænken. Men … historien om Elton John er sgu fortalt på en helt anden måde. 

Filmen Rocketman kunne ligeså vel være en adaption af en broadway musical. Fremfor bare at træde i andres fodspor, har instruktør Dexter Fletcher åbnet alle sejl for en extravagant og selvbevidst teatralsk opsætning med musikalske optrædener, sange og sceneshows der giver mig følelsen af teaterkulissernes trick og knebs. En positiv overraskelse der fylder filmen med både den energi og iscenesættelse vi forbindelser med Elton Johns musikalske liv. Det lykkedes at finde en uhøjtidelig og parodisk overgearet stil, så fremførelsen ikke minder om noget vi har set tidligere, og lur mig om Rocketman ikke snart står klar på de skrå brædder på Londons teaterscener. Det er næsten oplagt.

Vi taler tit om skuespiller-kamæleoner der gennemgår en krævende forandringsproces for at blive som den person de portrætterer. Det er en sikker vej til Oscar-kandidaturet, men Fletcher og Taron Egerton (Kingsmen) synes ikke videre interesseret i at mime efter virkelighedens Elton John. Endnu en positiv fordel. Makeup-artisten har fået tidligt fri, og de outrerede kostumer klarer det meste af jobbet. Egertons approach skildrer Elton John mere som en excentrisk musiker med menneskelige svagheder, end som den Elton John vi kender fra MTV og Billed Bladet. Når vi ikke er forundret over skuespillerens fysiske transformation, bliver han mere relevant og mere ligesom os: En person der skal forsone sig med de vigtigste personer i sit liv – og sig selv. Godt og skarpt tænkt.

Vi slipper naturligvis ikke for den berygtede 8. klasses berettermodel, for Elton har været nede i dybet og er kommet op igen. Det der gør forskellen er retorikken – måden det fortælles på. Rocketman drosler ned på det historiske manifest og tager i stedet nogle dejligt useriøse, kunstneriske friheder. Oplevelsen er mere i centrum når Elton John spiller Crocodile Rock foran et live publikum. Pludselig svæver både han og publikum da tyngdekraften forsvinder i koncertsalen. Eller når han som glitter-udklædt baseball-spiller affyres mod aftenhimlen og sprænger som fyrværkeri. Det ligner træk fra Baz Luhrmann, men har alligevel sit eget format. Det er ærgerligt at Rocketman er kommet i slipstrømmen efter den overvurderede og selvfede Bohemian Rhapsody, for måske er markedet mæt af autobiografiske film om musikere. Trods en mindre selvhøjtidelig tilgang har Rocketman meget mere at byde på end de trivielle forgængere som har slidt på genren. Giv play-knappen en chance og vind troen tilbage.

Ekstramateriale:

Der er masser af ekstra kræs på blu-ray udgivelsen, hvor både Taron Egerton, Dexter Fletcher, Elton John (executive producer) og Matthew Vaughn (producer) deler ud af visionen, produktionsforløbet og tankerne bag filmen. Kagen er delt op i emner som f.eks. musikken, produktionsdesign og kostumer, m.m. Hvert klip varer mellem 7-11 minutter, så man kunne godt bruge en sammenhængende play-all funktion. Derudover er der udvidede og slettede scener, samt forlængede udgaver af musiknumrene med introduktion af instruktøren. Og er man ikke mæt af musikken, kan man genopleve alle musikalske indslag uden brug af spoleknappen eller kaste sig ud i sing-a-long. Alt i alt en ekstrapakke som er værd at investere i. 

Stjerner
Bruger (0 Stemmer) {{ reviewsOverall }} / 6
Hvad folk siger... Login for at anmelde
Order by:

Be the first to leave a review.

User Avatar User Avatar
Verified
{{{ review.rating_title }}}
{{{review.rating_comment | nl2br}}}

Show more
{{ pageNumber+1 }}