Min umiddelbare tanke da jeg første gang hørte om ”Sandheden om Mænd” var, at det da var en håbløst pompøs eller i bedste fald overambitiøs titel for en film. Efter at have set ”Sandheden om Mænd” må jeg imidlertid erkende, at selvom jeg ikke er blevet mere klog på mænd, end jeg blev på kvinder af at se ”What Women Want”, så rammer titlen faktisk filmens tvetydige tone ganske fint.

Hovedpersonen i ”Sandheden om Mænd” er den frustrerede manuskriptforfatter Mads, der efter 10 år i et parforhold er kørt helt sur i livet. Han kan ikke se meningen med noget, og er – til trods for han kun er i midten af 30’erne – rendt ind i en vaskeægte midtlivskrise. Mads forlader derfor kæresten Marie og flytter ind i en lejlighed for sig selv med den den utopiske ambitionen om at skrive et manuskript, der beskriver selve sandheden om den menneskelige tilstand.

Både Thure Lindhardt i rollen som Mads såvel som Tuva Novotny, der spiller kæresten Marie, gør det aldeles fremragende. De har en ærlighed og sårbarhed over deres spil, der skaber en troværdighed om deres figurer, der er helt central for historien. Mads kamp for at komme ud af livskrisen giver han flere gange anledning til at sammenligne sit liv med historien i en film, og det danner rammen for en elegant og humoristisk leg med de konventioner, der definerer et filmmanuskript,

I forhold til debuten med den amerikansk inspirerede ”Kongekabale” har Nikolaj Arcel tydeligvis rykket sig. Her overskyggede den glatte og effektive eksekvering af manuskriptet selve personerne, og filmen blev en flot, men også noget hul oplevelse. Med ”Sandheden om Mænd” har Arcel fået kombineret den elegante iscenesættelse med en historie, der har langt mere substans, og det løfter filmen.

Historien indeholder talrige referencer til andre film, og små klips fra Mads’s forliste filmprojekter, der giver plads til særdeles underholdende cameo-optrædener fra store dele af den danske filmelite. Nikolaj Arcel sætter med filmen stort set ikke et ben forkert, men det til trods for det så ender ”Sandheden om Mænd” alligevel med at føles en kende for lang. Diskussionerne af struktur og vendepunkter kommer indirekte til også at forudsige filmens egen handling, og skaber en forudsigelighed i et ellers gennemtænkt og elegant iscenesat manuskript.

Film: 5/6

Lyd & Billede
Billedtransferet er glimrende, og har bevaret et lidt grynet ’biograf-look’. Lydsporet er i DTS HD Master, men filmen er primært dialogdrevet uden de store lydeffekter, så det kommer aldrig på overarbejde.
Lydformat: DTS HD Master 5.1: Dansk
Billedformat: 2.35:1 Anamorphic Widescreen

Ekstramateriale
Ekstramateriale består af en trailer, nogle ’sjove’ fraklip, og en række slettede scener med nogle af de personer, der i filmen ikke fylder så meget. Derudover får man en DVD-kopi med i handlen.

Konklusion
Ekstramaterialet er til den tynde side, og det kunne have været spændende at høre Nikolaj Arcel og kompagni fortælle noget mere om arbejdet med filmens manuskript, men det skal ikke overskygge, at dette velfortalte komedie-drama ubetinget er værd at se.