200 euro sætter gang i en ufrivillig erkendelsesproces for alenemoderen Esma og hendes datter Sara. Pengene skal bruges til datterens lejrskole, og Esma får arbejde i en natklub for at indhente hullet i økonomien. Men trin for trin begynder tingene at gå galt for dem begge, og en del opgør skal kæmpes og kapituleres. Et opgør mellem mor og datter, et opgør med en borgerkrigshærget fortid, og et opgør med en ukendt far. Vi er i nutidens Sarajevo, et sted som vi utvivlsomt har hørt meget om i nyhederne, men set fra gadeplan kender man måske ikke hele sandheden.

Der er blændende gode præstationer i Sarajevo ? Håbets Sang. Mirjana Karanovicog Luna Mijovic, spiller henholdsvis moder og datter, og de tilsætter karaktererne sjæl og magi. Men den store hovedperson er miljøets klima. Sarajevo er endt i en ny efterkrigstid, og i slipstrømmen er et grelt sårsamfund opstået. Et samfund hvor murenes skudhuller vækker tanker om hvad der hændte, og hvor skoleelever kan få rabat på lejerskolen, hvis de kan påvise at deres far dødede som martyr under krigen. Massegrave bliver tømt, og forsøg på at identificere de forsvundne familiemedlemmer bliver til konventionel dagligdagstale. Men mest af alt er det et samfund uden familiens mænd. Et amputeret samfund med skyggen af noget, som der var en gang, men som nu er væk, og tilbage sidder kvinderne i terapigrupper og prøver at løfte byrden. Det er fortællerammens idealistiske påfund der giver filmen sin største styrke, men noget mangler, for selv i dette enestående oplæg, bliver mavepusteren hjemme.

Selv intellektuelle film har et vis krav at efterleve. Et krav om spændstighed, tyngde og drivkraft. Det behøver ikke ende som fladpandet underholdning, men mildest talt skal den gode film også være præsentabel. Den må sælge sig selv og have en vis sugeevne, for sit publikums interesses skyld. Sarajevo står derimod meget svagt i forhold til disse præmisser. Historien er lige lovlig luftig, præget af gentagelser og rungende beskedenhed, fortalt i slæbende sneglefart og kedsomlighedsæstetik. Stilheden kan få os til at tænke, men for meget stilhed kan være søvndyssende. Alt er naturligvis relativt og uforudsigeligt, men jeg kan ikke garantere at dele af publikummet ikke vil henfalde i kategori to.

Sarajevo er en kvindefilm med stort K, instrueret af en kvinde med et feministisk blik, så mere kvindeligt betonet kan filmen nærmest ikke blive. Det er der som udgangspunkt ikke noget problem i. Mor/datter temaet er meget centralt for historien, og filmen er præget af et stort kvindeligt kampråb og opfordring, i mændenes fraværd. Men synet på de resterende mænd er, med enkelte undtagelser, præget af fordomsfuld distance og kantede dimensioner. I evindelige gentagelser skal man se kvindelige lystfulde dansere som ikke har andet valg i livet, end at smide deres attributter foran mandens altopslugende liderlige blik. I længden bliver mand/kvinde kontrasterne irriterende trivielle. Den noget fortænkte kønstematik er uheldig, og instruktøren Jasmila Zbanic har desværre valgt den oplagte men ensporede vej.

Sarajevo vandt Guldbjørnen i Berlin?s filmfestival, og det er formentlig som følge af den stærkt europæiske politiske præmis. Der er et klart og entydigt budskab som bliver opfattet og accepteret, selv i denne noget kedsommelige ramme. Men som film at betragte har den svære kår, for indtrykket er for beskedent. Ambitionerne følges ikke til dørs, når man ikke benytter sig af mediets fortællekraft, for selv realistiske tragedier kan efterlade en ?nå? effekt, hvis filmen bliver for opslugt i sin egen hverdagsrealisme. Det er ærgerligt, når nu oplægget er glimrende, men hvis man har noget vigtigt på hjertet, er film ikke altid det bedste sted af manifestere sig. Esma bor i Sarajevo sammen med sin teenagedatter Sara. Hun mangler penge til Saras lejrskole og får arbejde som bartender i en natklub. I Esmas fraværd begynder Sara at interessere sig for fortiden, for hun har altid fået fortalt, at hendes far døde under borgerkrigen. En konflikt opstår mellem Sara og hendes mor, som holder noget tilbage. En sandhed fra krigens fortid vil sætte tingende på spil mellem de to kvinder.