Den efter sigende sidste Saw-film har allerede internationalt været så stor en økonomisk succes, at sandsynligheden for at de økonomiske magter der styrer filmbranchen vil lade Jigsaw og kompagni hvile i fred mildest talt er smal. Men lad os da i den naive filmglædes navn regne med de utilregnelige og omfavne tanken om, at alle tiders mest omsættende horror-franchise med sit syvende kapitel endelig er død.

Som mange ved døde Jigsaw-morderen i Tobin Bells skikkelse allerede i seriens tredje kapitel, men vanen tro er den gamle karakterskuespiller tilbage i en stribe mere eller mindre nødvendige flashbacks. Og endnu engang skal vi som tilskuer tro på at hans “geniale” (bemærk citationstegn) plan har tråde endnu længere efter hans død end det allerede har været tilfældet i de sidste tre, eksponentielt mere usandsynlige fortsættelser. Det sagt, så er det ikke meget vi ser til Bell i Saw 3D. Han er endegyldigt død og det er hans efterhånden mange arvtagere og protegeer der styrer de mange fælder. Centralt i det indviklede net af intriger finder vi denne gang en selvudnævnt Jigsaw-survivor (Sean Patrick Flanery), der har tøjlet sin oplevelse og vendt den til et yderst indbringende virke som moderne selvhjælpsguru. Hans nyfundne, positive livsanskuelse retfærdiggør bare ikke den måde han har slået økonomisk plat på sine oplevelser og før den tidligere Boondock Saint har set sig om er han endt som den sidste i rækken af ofre, der skal gennemleve den ene prøvelse efter den anden, mens han næsten redder sine venner og medsammensvorne.

Jeg har fra første kapitel haft et ambivalent forhold til Saw-filmene. På den ene side har de altid været underholdende i kraft af opfindsomme og yderst voldsomme blodsugydelser, elendigt, men morsomt skuespil, tåbelig dialog, rædsom klipning, dårlig musik – ja, de står næsten som kerneeksemplet på at film godt kan være så dårlige at de er morsomme. På den anden side er de uendeligt prætentiøse, evigt insisterende på at banale pointer bør tolkes som moralsk filosofi og den overordnede historie er efterhånden kommet så langt ud på at sidespor at de sidste par film har været patetiske forsøg på at finde en umulig logik i de mange plottråde. Efter de pinlige fjerde og femte kapitlers blanding af rene flashbacks og soap-agtige monologer havde jeg tabt troen på at filmene kunne genfinde det tempo der så absolut er centralt, hvis de stadig skulle være underholdende. Men sjette kapitel var et skridt i den rigtige retning og man skulle ikke tro det, men syvende og “sidste” installation her står faktisk som stærkeste kapitel i serien.

Det gør den fordi fokus ligger rent i seriens forcer, nemlig opfindsom splat og højt tempo. De mange fælder – og her er mange flere end tidligere – er fantasifulde, morsomme og groteske, historien er banal, men underholdende og de blodsprøjtende scener fungerer, takket være mindre ivrig klipning, meget bedre end tidligere. Saw 3D – hvis 3D element hverken gør fra eller til – er hverken en glimrende film eller en sammenhængende afslutning, men det er den teknisk mest kompetent sammensatte film i serien. Paradoksalt nok er det Kevin Greutert, der i sit virke som klipper af de første fem film var central i deres teknisk pinlige udformning, der nu har indtaget instruktørstolen og overladt redigerings-suiten til en (mere kompetent) kollega. Filmen er nådigt befriet for de blinkende, larmende og opspeedede montager der dominerede seriens første kapitler. Musikken er mere velvalgt og selvom skuespillet og dialogen stadig er mere grinagtig end velfungerende, så er det tydeligt at Greutert har flere kompetencer som instruktør end som klipper.

Hører man til dem der oprigtigt synes at historien og dens evindelige, usammenhængende insisteren på at være intelligent – i pressematerialet er Saw-serien omtalt som den tænkende mands horrorfilm – så er Saw 3D muligvis en lidt kedelig afslutning på serien. I mine øjne har historien altid været seriens svageste punkt og som sådan ser jeg det som positivt at der er skruet lidt ned for de evindelige forviklinger og usammenhængende plottwists. Saw 3D er en mere strømlinet, mere teknisk sammenhængende og mere velfungerende film end samtlige sine forgængere. For en gangs skyld virker det som om at skaberne har accepteret at det er simpel, morsom splat de laver, og det hjælper gevaldigt på det samlede indtryk. Langt fra en glimrende film, men helt klart bedste kapitel i en serie der nu forhåbentligt – men højst usandsynligt – er død.

1 KOMMENTAR