Manden bag The Science of Sleep er Michel Gondry, bedst kendt for Eternal Sunshine of the Spotless mind. Også denne gang bevæger Gondry sig langt uden om mainstreamen og fortæller en meget skæv historie.

Hvis man skal sammenligne The Science of Sleep med andre film, fører tankerne hen mod den fremragende Amélie. Til dels på grund af den Parisiske baggrund, til dels på grund af den noget surrealistiske sammenblanding af fantasi og virkelighed, og til dels fordi de begge i bund og grund er ganske simple kærlighedshistorier, krydret med en god gang humor. Og ganske som Audrey Totou i Amélie, bærer Gael García Bernal (bedst kendt fra Motorcykel Dagbogen og ?Og Din Mor) hovedrollen som den noget forstyrrede Stephane, med en aldeles vidunderlig charme; man kan ikke lade være med at holde af ham.

Men hvor Amélie er gennemført tuttenuttet, er The Science of Sleep på sin vis lidt skræmmende. Ikke fordi den på nogen måde er uhyggelig, men fordi Stephane slet ikke kan skelne mellem drøm og virkelighed. Han er så virkelighedsfjern, at han burde være på store mængder medicin. Men det er han heldigvis ikke. Heldigvis, fordi verden må ikke være foruden den ekstravagante stop-motion animerede barnlige fantasiverden han lever i. Og hvor er det rart at se stop-motion i en verden af computeranimeret overflod. Den drømmeagtige tilstand filmen vil vise, ville ikke have været den samme uden den teknik.

Det kan være svært, at finde hoved og hale i The Science of Sleep. Men der er ualmindelig god sammenhæng mellem form og indhold. Den noget løse sammenhæng, der er i selve historien, giver absolut mening set i lyset af, at filmen handler om en fantast og drømmer af rang. Når han så forelsker sig i sin nabo, fortræffeligt spillet af Charlotte Gainsbourg, bliver hans drømmeverden stimuleret og hans barnlige sind sat på en hård prøve. Og det er hér filmen først rigtig eksploderer i uvirkelighedens herlige verden.

Drømmeverdenen til trods, så er The Science of Sleep en af de mest realistiske kærlighedsfilm længe. Her er der ingen romantiske amerikanske sødsuppe-fantasier at finde. På fremragende vis portrætterer Gondry og Bernal, hvordan kærligheden kommer snigende og hvor meget den rent faktisk kan rode rundt i folks hjerner.

Gondry skaber med The Science of Sleep en skæv og udsøgt underholdende verden. At han kan bruge den verden, til at skabe en så realistisk fortælling viser, at han er en af de instruktører man skal holde øje med.

Slæb kæresten med ind i biografen og se den. Det er en date-film for intelligente mennesker. Livet synes at tegne lyst for den sky og drømmende Stephane, da han af sin mor bliver lokket hjem til Paris fra Mexico med lovning om et spændende job.

Jobbet viser sig dog at være et temmelig kedeligt kontorjob i triste omgivelser, men Stephane liver op, da han møder sin nye nabo Stephanie.

Venskabet med Stephanie får Stephanes kreative evner til at bryde ud i lys lue, da hun forstår hans skabende tankegang til fulde, og det hele tegner lyst.

Men hvad er drøm, og hvad er virkelighed?

Idéerne vælder frem, og Stephane har svært ved at skelne mellem de to verdner. Forholdet til Stephanie kompliceres, og uden Stephanies kærlighed får Stephane svært ved at holde liv i sit kreative sind…