Det er svært ikke at blive bare lidt godt gammeldags forarget, når man sidder med en serie som den britiske ”Secret Diary of A Call Girl”, der nærmest uforbeholdent glorificerer livet som callgirl (hvilket jo bare er en pænere måde at sige ’dyr luder’ på). Nærværende udgave er seriens tredje sæson, mens den fjerde, og uigenkaldeligt sidste, i øjeblikket ruller over skærmen hjemme i England. ”Secret Diary of A Call Girl” er baseret på en virkelig callgirls populære best-seller erindringer tilbage fra 2005, og da bogen to år senere meget oplagt blev omsat til tv-serie, var det med lignende popularitet. Med tredje sæson er det dog som om, at lidt af luften er gået af ballonen; plottet er mere let og luftigt end marengs – og lige så rigt på syndige, usunde kalorier.

Den britiske eks-popprinsesse Billie Piper indtager igen rollen som callgirlen Belle Du Jour; Hannah blandt venner. I sæsonens første afsnit har hun endelig fået udgivet sin bog, ”Secret Diary of A Call Girl” – selvfølgeligt anonymt som virkelighedens Belle Du Jour. Redaktøren Duncan opfordrer Belle til straks at gå i gang med en opfølger, så hun må bogstaveligt talt i gang med bensprederiet, hvis hun skal have stof nok til en lige så hed to’er. Og sådan forløber det meste af sæson tre: Belle søger nye og uprøvede græsgange inden for callgirl-verdenen med kunder med mere og mere specielle præferencer. Der skal sættes på kager, leges James Bond-rollespil og et smut forbi den lokale S/M klub, og så ellers hjem til tasterne. Arbejdslivet kompliceres dog af en gensidig tiltrækning mellem Belle og Duncan – for kan man overhovedet have en kæreste OG være callgirl på samme tid?

Med kun 20 minutter lange episoder siger det sig selv, at man ikke kan forvente hverken dybde eller eftertænksomhed af ”Secret Diary of A Call Girl”. Hvis one-night-stands var en serie, ville det være denne. Så snart alvoren så meget som bare titter ind (og det vil den jo unægtelig gøre, når hele seriens dilemma beror på spørgsmålet om, hvorvidt man leve som callgirl og have et romantisk forhold), slås den væk med banaliteter, flere sjove ’kunder i butikken’ og dekadent power-shopping. Og dét i en sådan grad, at man efterlades med en dårlig smag i munden. For Belle, seriens altoverskyggende hovedperson, har da sit hyr med at jonglere livet som henholdsvis forfatter, callgirl og den almindelige Hannah, men hvad gør det, når man svømmer i pengebundter, dyre kjoler og sylespidse luksusstiletter takket være lidt bi-jobberi som luder? 

Sæsonen: 2/6

Billede og lyd
Billede: 16:9 (1.85:1)
Lyd: Dolby Digital 2.0 & 5.1
Farvetonerne er bløde og mættede, på kanten af det kitsch’ede. Disc 2 har et par transfer-fejl i to af afsnittene, hvor billedet tydeligt har digitale forstyrrelser. Ellers ganske fint både hvad angår billede og lyd.

Ekstramateriale

Intet ekstramateriale.

Konklusion
Tredje sæsons i alt otte episoder suser med iltogsfart over skærmen. Billie Piper vimser det bedste hun har lært i mere eller mindre påklædt tilstand, uddeler ’visdomsord’ direkte til kameraet på bedste ”Sex and the City”-vis og power-shopper sig igennem dem alle. Men ”Secret Diary of A Call Girl” når ikke sit åbenbare forbillede til sokkeholderne. For til syvende og sidst handler serien om en ung, attraktiv og intelligent kvinde – og hvorfor i alverden skal hun tjene til dagen og vejen som prostitueret?