John Cameron Mitchell debuterede i 2001 med den kritikerroste Hedwig & the Angry Inch. Hans andet projekt som instruktør, Shortbus, virker umiddelbart tiltænkt gay & lesbian filmfestivaler, men kvalitetsniveauet er blevet højt, og filmen fik en rigtig god buzztalk i Cannes, 2006. Derfor er klassens frækkeste dreng nu inviteret ind i et fåtal biografer, og har man mod og tid, særligt det førstnævnte, så er der mulighed for at stifte bekendtskab med et værk, som endda får de fleste pornofilm til at krybe i skjul. Men selvom det er en indie-film med ukendte skuespillere, et skrabet budget og en meget smal målgruppe, så er Shortbus, som filmhåndværk, overraskende godt konstrueret og udstråler en god sans for kvalitet og flippet coolnes.

I et post 9/11 New York introduceres vi for et lille ensemble af seksuelle orienteringer. Bøsseparret James og Jamie bor sammen, men James er i hemmelighed ved at planlægge sit selvmord. Det forårsager naturligvis nogle knuder i forholdet, som de søger at løse hos sexterapeuten Sofia. Men Sofia har selv problemer, for hun har aldrig opnået en rigtig orgasme. Alt imens hendes mand ser Internet-porno og hiver i den lange, søger hun assistance hos den seksuelt abstrakte og selvdestruktive kvinde Severin. Alle har deres seksuelt relaterede dæmoner, og i søgningen efter en forløsning drives de mod klubben Shortbus, hvor kønnene flyder sammen i massive sexorgier. Hvordan Mitchell har fået sit skuespillerhold til at være så professionelle foran kameraet er lidt af en gåde. Her er ingen simulering eller fade-out når tingende tager fat. Shortbus går hele vejen, og lidt til.

Den mest væsentlige faktor som gør Shortbus både fængende og udholdelig er dens uimodståelige varme og tempofyldte humor. Gejsten er høj, både i fortællingen og klipningen. I anslaget kastes man rundt mellem tre simultane sexscener, hvor Sofia afprøver hele Kama Sutra med sin mand, mens Severin spanker en klient til han sprøjter op af væggen, og James filmer sig selv mens han kommer i sin egen mund. Det kan lyde anmassende at skulle overvære, men der dvæles ikke ved detaljerne. I stedet bliver denne collage et farverigt og sitrende sansebombardement af situationer man aldrig troede man skulle bevidne. Det er både mærkværdigt og rigtig at starte filmen på denne facon. Også en spændstig homo-trekant, senere i filmen, bliver et lattershow da Jamie synger den amerikanske nationalsang, mens han har læberne dybt begravet mellem et par baller. Humoren og det høje humør gør det udholdeligt for mange, og skuffende for dem som tror at Shortbus kan udgøre en seksuel stimulans.

Det største problem med Shortbus er dens trang til et diskriminere en normativ hetroseksualitet, for derved lukke sig inde i sin egen fæstning. Karaktererne udforsker deres eksistens ved at begive sig ud i farverige sexeventyrer, mens monogame hr. og fru. Jensen er beskrevet som nogle komisk ynkelige og båndlagte stakler. Men helt ærlig.. mon ikke der findes andet i verden end promiskuøs sex, underlivsfundamentalisme og jagten på den store orgasme? Væggene i sexklubben er lige lovlig trange, og selv de frisindede kan have skyklapper, for filmens univers er ret lille og meget abstrakt. Men kan man lade sig fascinere af dens dristighed, rytme og fløjlsbløde charme, så er Shortbus en herlig intim filmoplevelse og en farverig lille bandit. Sofia (Sook-Yin Lee) hjælper kriseramte par på rette vej i hendes profession som parterapeut i New York, men er selv ude af stand til at opnå klimaks og har derfor i årevis simuleret orgasmer i sit ægteskab med manden Rob. Da bøsseparret James (Paul Dawson) og Jamie (PJ Deboy) opsøger hendes konsultation med spørgsmålet om, hvorvidt de skal åbne deres forhold for flere seksuelle partnere, mister Sofia selvkontrollen midt i terapien og involverer dem i sine egne problemer. I denne nu omvendte situation, opfordrer de Sofia til at besøge Shortbus – en privat klub i Brooklyn, hvor fortabte sjæle finder et kunstnerisk, musikalsk, politisk og seksuelt frirum.