Lad mig starte med at applaudere idéen i at udgive blu-ray bokse. Som vi har kendt det fra DVD-markedet i mange år nu, samler man nogle film i en boks, der ikke nødvendigvis har noget tilfælles. Det kan virke som et sært salgstrick, men med flere og flere udgivelser af blu-ray bokse, har man nu cementeret mediet i den almene filmentusiasts bevidsthed. Blu-ray er her for at blive, og Gud ske tak og lov for det, for når man først har fået erhvervet sig en blu-ray afspiller, er der ingen vej tilbage til DVD’en. Titlen ”Slasher Horror Collection” siger næsten det hele, og så ikke helt alligevel, for valget af disse tre film til boksen, er bemærkelsesværdigt anderledes. Udover at have det gennemgående tema som titlen refererer til tilfælles, har disse tre film ikke slået stort igennem. Til gengæld har alle tre allerede opnået kultstatus, og de er ganske velkendte titler hos fans af genren. Den britiske ”Eden Lake” er blevet hyldet af anmeldere verdenen over, og skulle være filmen der banede vej for britisk horror i nutiden, nogenlunde som ”Pusher” i sin tid fik en masse til at følge efter i samme stil. ”Shrooms” er mest kendt på grundlaget af sin mildest talt latterlige historie. ”Rovdyr” høstede stor succes i hjemlandet Norge, og har derfor vakt interesse verdenen over. I en boks med navnet ”Slasher Horror Collection” havde man måske forventet nogle klassikere eller måske bare nogle mere mainstream film til at sælge boksen, så valget af disse tre er både modigt og interessant, selvom ingen af dem imponerede undertegnede.

Eden Lake (2008)
”Eden Lake” er for mig en ganske ubetydelig fornøjelse. Uden sin kommentar på forældres manglende interesse og forståelse for deres børn, er der ikke meget at holde af i filmen her. Det er dog forfriskende, at lave en film med så få medvirkende, og filmen følger heldigvis ikke det stramme regelsæt for genren, hvor en efter en bliver myrdet på forskellige kreative måder. Derimod forsøger den at opbygge en stemning ved, at lade sit publikum føle sig trygge ved de to hovedpersoner, og når man endelig har identificeret sig med dem, går al galskaben langsomt i gang. Ligesom tilfældet er med mange af disse film, vil filmen hele tiden stille dig spørgsmålet ”hvad ville du selv gøre i denne situation?”, og problemet med ”Eden Lake” er, at jeg personligt ville gøre stort set alting anderledes. Selvom filmen bliver både morbid og makaber, virker det som om, at instruktøren James Watkins er fast besluttet på at skabe en nyklassiker. Arrogancen skriger igennem hvert enkelt billede og stemning, og med sin banale tilgang til materialet, bliver filmen aldrig mere end let underholdning, og føltes netop derfor, som en af de film der prøver at være meget mere, end den reelt set er. Netop pga. dette faktum bliver man konsekvent hevet ud af enhver stemning, der undervejs bliver opbygget, og det er synd, for filmen har bestemt nogle glimrende øjeblikke undervejs. Det absolut største lyspunkt er skuespilleren Kelly Reilly, der spiller hovedrollen som den fortvivlede Jenny, der ender på randen af vanvid. Reilly har en enorm stor indlevelsesevne, og gør filmen mere end blot seværdig.

Shrooms (2007)
Hvis en film om en gruppe amerikanere der tager til Irland blot for at finde svampe og blive høje, ikke lyder som en god film i dine ører, så bliv væk fra ”Shrooms”. Filmen er i sig selv skåret efter den mest velkendte skabelon i genren, hvor en større gruppe unge bliver dræbt en efter en, hvor den sidste overlevende til sidst konfronteres med skabningen, der er årsag til det hele. Instruktøren Paddy Breathnach er udmærket klar over filmens latterlige præmis, og heldigvis bibevarer han en konstant ironisk distance til det hele – sådan da. I slutningen går det hele dog overbord, med et forudsigeligt twist, der forklares i en stor mængde flashbacks, og her tror jeg, langt de fleste står af. ”Shrooms” har dog undervejs en række mindeværdige scener, hvor en talende ko stjæler billedet fra alt andet. På trods af filmens ironiske distance, bliver det dog noget kedeligt og trivielt i længden, da det repetetive bliver trivielt uden en form for spænding eller indlevelse. Materialet er i sidste ende for tyndt til, at kunne bære en film i spillefilmslængde, og desværre går ”Shrooms” ret hurtig i glemmebogen.

Rovdyr (2008)
Hvor både ”Shrooms” og ”Eden Lake” alligevel har sat sine spor på genren, er ”Rovdyr” nærmest en tro kopi af ”The Texas Chainsaw Massacre”. Vi har alt fra en gruppe unge på road trip, og en skør person der samles op til de nådesløse drab og en jagt i skoven. Selv slutningen synes som snydt ud af ”The Texas Chainsaw Massacre”, selvom klassikeren alligevel turde tage det hele et skridt videre. ”Rovdyr” er en brutal lille film, og den bør slukke blodtørsten hos de fleste fans af genren, men hvad filmen har af mængde af blod, mangler den i den grad i originalitet. Netop fordi filmen er norsk og ikke har nogle velkendte skuespillere i nogle af rollerne, virker filmen mere troværdig end den egentlig er. Som tilfældet også er med ”Eden Lake”, agerer disse unge dog ikke helt som man selv ville, og man ender derfor en smule distanceret til filmen, og kan aldrig helt leve sig ind i virvaret. De norske skove er dog en ret perfekt medspiller i filmen, og instruktøren Patrik Syversen virker til, at få alt man kan ud af sit manuskript – desværre er det dog ikke særligt meget. ”Rovdyr” har en glimrende første halvdel, hvor filmens choksekvenser aldrig tager overhånd, men derimod blot understreger en film stemning. I filmens anden halvdel virker det hele dog mere og mere genkendeligt, og snart kan man forudse hver scene i filmen, indtil filmens ”chokerende” slutning der på ingen måde vil efterlade et indtryk på den erfarne gyserentusiast.
Billede Og Lyd
Alle tre film er af nogenlunde samme høje kvalitet hvad angår billede og lyd. Alle film foregår i skovene, og det er netop derfor, det er så let at sætte dem op mod hinanden. ”Eden Lake” har en glimrende billedside, hvor skovens kontraster virker dejligt svampede og stemningsfulde. ”Shrooms” er ikke helt ligeså god. Især filmens mørke billeder virker grumsede, og disse er ret dominerende i filmen. ”Rovdyr” tager prisen som den flotteste film i boksen, hvor skovene får deres helt eget liv i kraft af billedets klarhed. ”Eden Lake” har dog ubetinget boksens bedste lyd, hvor hvert et hviskende ord til enhver intens musikdel går klart igennem, og skaber en unik følelse af at være til stede og blive jagtet. Igen må ”Shrooms” få pladsen som den værste film i boksen – denne gang hvad angår lyd. Lyden er dog på ingen måde dårlig i ”Shrooms”, den imponerer blot ikke, selvom det hele virker som det skal. I sidste ende må dette være selve filmens produktionsværdi og budgets skyld. ”Rovdyr” har et glimrende lydunivers, der på mange måder minder om det ”Eden Lake” besidder. Som helhed er både billede og lyd glimrende i denne boks, selvom der alligevel mangler det sidste til at imponere. De mørke billeder er generelt ikke særligt gode, men ”Eden Lake” og ”Rovdyr” foregår hovedsageligt i dagslys, så problemet er størst i ”Shrooms”. Lyden er der ikke mange ord, man kan skrive om, da alle har et ganske habilt lydsystem, der sætter sit publikum i den helt rigtige stemning.
Ekstramateriale
Der er desværre intet ekstramateriale til hverken ”Eden Lake” eller ”Shrooms”, derimod følger der en god håndfuld med til ”Rovdyr”. Udgivelsen har de typiske trailers, tv-spots og fraklip, men indeholder også et program, der går grundigt bag om kameraet i en halv times tid. Desuden medfølger hele to kommentarspor, der måske er en anelse mere informativt end underholdende, da instruktøren medvirker på begge, og flere steder nævner de samme ting. ”Rovdyr” er i sig selv en glimrende udgivelse, men som helhed kan man kun ærgre sig over, at der ikke blev plads til noget ekstramateriale til de to resterende film.
Konklusion
Jeg kan ikke ligge skjul på, at jeg virkelig har lyst til at hylde udgivelsen her. Jeg håber på mange flere bokse af denne kaliber fremover, så man til billigere penge, kan få etableret en rummelig blu-ray samling på kort tid. Desværre er de tre film i boksen forholdsvist skuffende, da de har et ry, de ikke helt kan leve op til. Det tekniske er bestemt i orden, men ekstramaterialet halter i 2/3 af boksen. Hvis man dog er gyserentusiast, kan jeg bestemt finde frem til talrige værre køb end dette, og har du ikke set nogle af boksens film, vil jeg bestemt anbefale et køb. Der findes uden tvivl bedre udgaver af både ”Shrooms” og ”Eden Lake” hvis man er interesseret i ekstramateriale, men som helhed er boksen helt i orden med mig.
Filminformation
Instruktør(er) – James Watkins, Paddy Breathnach, Patrik Syversen
Medvirkende – Kelly Reilly, Michael Fassbender, Lindsey Haun, Jack Huston, Henriette Brusgaard, Jørn-Bjørn Fuller-Gee
Produktionsår – 2007 og 2008
Samlet spilletid – 4 timer og 14 min.
Premiere (Blu-ray) – 19. januar 2010
Distributør – PanVision