Nogle kunstfilm forsøger at overleve på reel chokværdi. At smide al moral og etik fra sig, er en ting, men ikke at have den store mening med at gøre det, kan virke provokerende på tilskueren, og med den rette hånd, kan en sådan tilgang fungere glimrende. Det kan dog også gå i den fuldstændigt modsatte retning, og så bliver tilskueren nærmere stødt og stempler værket som værende prætentiøst. ”Sleeping Beauty” er på sin vis alt for meget overflade. Bevares, den har sine grunde til at forblive der, men den når aldrig at stikke særligt dybt og ramme hårdt, og det er immervæk, hvad den forsøger på. Derfor lander den imellem de to yderpunkter præsenteret i starten af teksten. Den provokerer ikke nok, men den forfalder heldigvis heller ikke til det prætentiøse, men derimod forbliver interessant hovedsageligt pga. dens tema indtil slutningen, der ligesom resten af filmen alligevel ender en smule ligegyldigt.

Lucy (Emily Browning) har brug for penge til sine universitetsstudier, og dem tjener hun igennem en række deltidsjob, hvor hendes krop bliver eksperimenteret med på den ene eller anden måde. En dag skaffer hun dog et servitricejob, hvor hun serverer mad og drinks afklædt, som endnu senere munder ud i en form for prostitution, da hun tager nogle stoffer for at falde i dyb søvn, og overlader hendes krop til kunden, der blot har fået en regel – ingen penetrering.

Der er stort set intet skud og da slet ikke en scene i filmen, hvor vi ikke følger Lucy. Hun bliver nærmest filmens avatar, hvor hun bliver styret hvileløst rundt igennem den ene situation efter den anden, og alligevel lærer vi hende aldrig helt rigtigt at kende. Vi lærer dog, at hun vil gøre alt for penge, og dette forbliver et af filmens vigtigste og mest gennemgående budskaber. Det er dog svært at leve sig ind i en film, hvor hovedrollen virker så distanceret og svær at forstå, og selvom det er nemt at give Emily Browning skylden for dette, tror jeg at det er helt bevidst fra instruktøren Julia Leighs side. Leigh har bestemt nogle interessante ideer, og på trods af filmens mangler, forbliver man da klistret til skærmen indtil slutningen, da man kun kan forestille sig, at det hele ender grueligt galt. Slutningen skal ikke afsløres her, men den har på ingen måde den emotionelle dybde, som den forsøger på, og filmen ender desværre med at falde fladt på jorden. Netop derfor vil mange måske vurdere filmen værre end den er, for de glemmer at de trods alt var grebet hele vejen igennem. Forestil dig en rutsjebane der konstant kører opad, og ender med at smide folk af inden den kører nedad igen, og du har en idé om den forventningens glæde ”Sleeping Beauty” trods alt besidder.

Lucy er måske en alt for stor rolle at bære for Emily Browning. Hendes valg af roller forekommer mig yderst besynderligt, da hun i ”Sucker Punch” også blev misbrugt på mere end en måde. I ”Sleeping Beauty” tager hun dog skridtet fuldt ud, og det er da modigt at optræde nøgen store dele af filmen igennem. Hun virker bare ufattelig anonym, og burde måske have haft krævet mere personlighed til sin rolle af Leigh. Det kunne i hvert fald have givet filmen en nødvendigt spark, og den slutning filmen konsekvent bygger op til, kunne ligefrem have været følelsesmæssigt engagerende.

Billede & Lyd

Billedet er bygget meget op omkring brunlige og mange andre lettere klamme nuancer, som skal skabe en stemning, der vækker ubehag. DVD-kvaliteten er måske ikke ligeså optimal som VHS-kvaliteten til at gengive dette vha. sine gryn og sin farvepalet, men noget siger mig, at filmen hører bedre hjemme her end på blu-ray for en gangs skyld. Lyden er meget afdæmpet store dele af filmen igennem, og der bliver ikke gjort stort brug af baghøjtalerne. Det amatøriske hjemmevideofeel filmen sigter efter, bliver derfor ramt glimrende.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.

Konklusion

Som kunstfilm mangler ”Sleeping Beauty” noget mere pondus, og ligeså den følelsesmæssige dybde, som den forsøger på. Emily Browning har svært ved at håndtere en så krævende hovedrolle, men det er hovedsageligt instruktøren Julia Leighs skyld, at alting bliver holdt på overfladen. Som underholdning forbliver man dog klistret til skærmen, da filmen konstant bygger op til en chokerende forløsning, der desværre ikke bliver indfriet netop pga. den manglende følelsesmæssige dybde. Stemningen bliver dog holdt intakt af DVD’ens gryn, gengivelse af de brunlige nuancer samt et lydbillede der ikke er pillet meget ved. Desværre er der intet ekstramateriale, da man godt kunne bruge et forsvar fra instruktøren af hendes til tider besynderlige valg.

[youtube id=”9KmnrEWoYrE” width=”600″ height=”350″]