Fra bibelhistorien til filmbranchen har tallet 3 altid har en helt særlig betydning; treenigheden, trekantsdramaet, trilogien. Og det er som regel ved det tredje og sidste klokkeslag at tårnet står og vakler. Helheden og balancen skal genfindes, for ellers styrter hele molevitten i grus. I filmbranchen har trilogien haft sin helt egen ophøjede status, som en sum der bliver større end sine enheder. Fra Godfather til Ringenes Herrer. Selv dansk film fandt muligheden med Per Fly?s socialrealistiske trilogi. I andre tilfælde gik tårnet til grunde, som da Wachowski brødrenes Napoleon-syndrom ødelagde kursen for Matrix trilogien. Nu er trilogi-epoken ankommet for Marvel-universets flagskib, Spider-Man, som atter svinger sig gennem New York?s skyskrabere i kampen mod ondskab. Men også i kamp mod den truende og altid nærværende fiasko.

Der var flere gode grunde til at være bekymret, set i lyset af filmens oplæg, for den tidligere splatter-instruktør Sam Raimi har virkelig stukket mange jern i ilden. Ikke mange instruktører kan håndtere et ensemble, og det var lige præcis det som gjorde Joel Schumachers to Batman-film til krampagtige makværker. Når hele klubben af superhelte og superskurke mødes i samme film, forringer det muligheden for at give de enkelte karakterer nogen som helst substans. Og Spider-Man 3 har ikke så få af slagsen: Byens superhelt skal nu konfronteres med sin gamle nemesis Green Goblin, samt sin onkels virkelige morder Sandman, og tilmed det slimede sorte alter-ego; Venom. Én helt, tre skurke, og vent – så er der jo også den rødhårede snitte, Mary Jane, som hele tiden driver gæk med Peter Parkers klokkeværk. Der skal være plads til det hele, og det afspejler sig især også i filmens spilletid på 140 minutter.

Men det er et ubetinget sikkerhedsnet at det er Raimi som har fulgt dette teknologiske gøglershow til dørs, også selvom det er en stor mundfuld. Fra de to første film udtrykte han en ferm intuition, og brillerede selvsikkert i grænselandet mellem tegneserie og realisme. Scenerne svinger stadig fra det actionmættede til det komisk absurde, hvilket gør at filmen aldrig sluger sig selv i sin egen seriøsitet. Det er de små hverdagsagtige trivialiteter der effektiviserer plottet, som når Peter Parker, efter en kamp mod Sandman, må tømme sine støvler for grus.
Men Raimi har formentlig også være mere beregnende end umiddelbart antaget, for hvert et afsnit har altid overgået sin egen forgænger, mere bevidst end tilfældighederne tillader. De to øvrige Spider-Man film kan man ligefrem klandre for at være beskedne og tilbageholdte, velvidende om at tredje kapitel skal huskes som det mest monstrøse. Det kommer jo alt sammen sit publikum til gode, for actionscenerne har aldrig været så flyvske, levende og hårdtslående, og man gennemlever filmen med en konstant frygt for piskesmæld.

Spider-Man har, under Raimis hånd, altid levet i allegoriens skygge, for den rød/blå farvede superhelt er en implicit tolkning af guds eget land, USA. ?With great power, comes great responsability? lød det politiske budskab i biografsalen. I Spider-Man 2 kammede den lige over stregen, da superhelten blev ?korsfæstet? på et løbsk tog, og båret som en genopstået Jesus-skikkelse af sine disciple. Nu i tredje del er emnet sat på spidsen, for Spider-Man (implicit; USA) er besat hævn og er blevet magtliderlig. Foran ham står to skikkelser; en olielignende klæbrig substans der trænger ind i hans sind, og en superskurk lavet af sand. USA, olie, sand. ? Så kan man selv tygge lidt på den allegori.

Sikkert, kompetent og suverænt. – Sådan dirigerer Sam Raimi sin superhelt gennem gaderne, for Spider-Man 3 har alt det som gjorde de to første film så elskværdige. Han formår med sikker hånd at gøre det hele nærværende, interessant, sjovt og ironisk. Konfrontationer, kærlighed, fjendskab, venskab, høvl og humor. Spider-Man 3 er en bevidst bredspektret film, som formår at appellere til alt og alle. Der er action som aldrig rør landjorden, og der er trekantsdramaet og den ulykkelige kærlighed. Der eksplosioner, effekter og vanvittig akrobatik. Der er kys, tårer og rigeligt med strygermusik. Drengene kan med sikkerhed tage pigerne med i biografen – eller omvendt.
Spider-Man alias Peter Parker har succes på alle fronter. Folket elsker ham som superhelt, hans fotografkarriere går strygende, og han har endelig fundet lykken med Mary Jane! Men livet på den ultimative solside får en ende, da en symbiot fra rummet vælger Spider-Man som vært. En symbiot, som sætter ham i kontakt med de mere sorte og mørke følelser.