De magtkampe, der også foregår i akademiske kredse, er beskrevet i adskillige romaner, men meget sjældent på film. Men her er en god film med en brutal kamp om et professorat i psykologi.

Manfred har lige fået afslag på sin ansøgning om et professorat i Århus og erklærer nu overfor sin kæreste og kollega Therese, at sådan en stilling slet ikke er noget for ham. Men da Instituttets professor hænger sig efter at have skrevet artikler af efter en tjekke, så kommer Manfred alligevel på banen. Hans chef, spillet med diskrete løfter og trusler af Niels Weyde, stiller ham stillingen i udsigt, hvis han kan komme med et oplæg, der kan genrejse Instituttets renommé efter skandalen.


Finnemann finder på en operation Rene Hænder, der skal forpligte medarbejderne etisk og moralsk, og det bliver vel modtaget. Men ind fra USA med kæk Harvard-cap kommer Poul, der også er interesseret i at blive professor. Han er lige ved at lægge sidste hånd på en stor undersøgelse om unge, der skærer i sig selv, og Instituttets chef overlader projekt Rene Hænder til ham og ser ud til at foretrække ham. Finnemann må atter finde på noget for at klare sig i konkurrencen, og det er grove midler, han tyr til. Hvem der vinder magten og den eventuelle ære, må I selv se!

Instruktøren Christian Dyekjær var medstifter af den alternative filmskole Super 16 og dette er hans debut som spillefilminstruktør. Det er dristigt at bruge titlen Spillets regler som Jean Renoirs klassiker fra 1939 jo også havde, men selv om denne film næppe opnår den status, så er det en velskreven, velspillet og vittig film.


Instruktøren deler æren for manuskriptet med en anden debutant Nynne Bonnén Oldenburg. Peter Gantzler spiller psykologen med den dårlige moral og samvittighed ganske overbevisende. Her er virkelig en mand, der ikke siger hvad han mener, en falskspiller bag den joviale overflade. Stine Stengade som hans kæreste og kollega Therese er også fremragende, køn, kølig og kynisk.Hun er langt bedre i denne rolle som kærlig-kynisk kæreste end som femme fatale i Flammen og citronen.Konkurrenten Poul spilles af Henrik Prip, der virker oprigtig og venlig, men bliver en del af Institutchefens magtspil. Han har den charme, selvtillid og forskerflid som Manfred mangler.


Niels Weyde er fremragende som den manipulerende chef, og Signe Vaupel spiller troværdigt studentermedhjælperen Eva, der fatter mistanke til Manfred Finnemann.Filmen er i høj grad optaget i det gode gamle Radiohus, men Erik Molberg Hansens billeder virker ofte underbelyste. Det er min eneste indvending mod denne vellykkede debutfilm for et voksent publikum. 4 nydelige klaptræer skal den have. Manfred Finnemann er 43 år og lektor i psykologi. Han er ekspert i vredeshåndtering, men da han søger et ledigt professorat og får en skarp konkurrent i sin gamle kollega og ven Poul, så kniber det med at overholde den etik og moral, han officielt går ind for ? for slet ikke at tale om at håndtere sin frustration og vrede.