Will Ferrell er uhyre produktiv. Her i det nye årtusinde har han faktisk spyttet to film ud om året, så selvom han måske aldrig har opnået samme status som mange af komikerbrødrene fra Saturday Night Live, gør han i hvert fald sit til at markere sig. Det høje aktivitetsniveau medfører dog også en del hestehuller i strømmen af vandede film, og i et af disse huller ligger "Step Brothers" og træder vande.

Will Ferrell er en gudsbenådet improvisationskomiker, men han er bedst, når han får udstukket nogle faste rammer at arbejde inden for. Især rækken af sportskomedier har ramt plet, fordi han som plat-idiotisk underdog får rig lejlighed for at praktisere fysisk slapstick-komik. Det er film som "Semi-Pro", "Blades of Glory" og "Talladega Nights". I sidstnævnte dannede han parløb med John C. Reilly, og det samarbejde forløb åbenbart så godt, at de to besluttede sig for at gå sammen om at skrive manuskriptet til endnu en film, "Step Brothers".

Plottet går i al sin enkelthed ud på, at Ferrell og Reilly spiller to voksne fæhoveder, der pludselig bliver stedbrødre, da Ferrells far og Reillys mor finder sammen. Humlen er, at de ikke kan udstå hinanden, og det udmønter sig i en farlig ballade af halvanden times varighed. That’s it.
Præmissen er sjov i nøjagtigt to minutter og bliver derefter ulidelig. Der er ingen mening i galskaben, og man sidder vantro og betragter de larmende løjer og lytter til absurde replikker. Hele filmen lader til at være improviseret og siden forsøgsvis klippet sammen. Det er tydeligt, at de medvirkende har haft det sjovt, men morskaben når aldrig ud til publikum. Det er simpelt hen for retarderet.

Lyd og billede
Filmen er flot filmet af fotografen bag Bourne-filmene. (Han har tilsyneladende fået styr på sin Parkinson.) Lydarbejdet i TrueHD er tilsvarende overbevisende, og filmens score er langt over forventning. Så selvom genren ikke umiddelbart skriger på Blu-Ray-formatets lyksaligheder, er det rart at se, at de også kommer til deres ret i lettere komedier.

Ekstramateriale
Ekstramaterialet udnytter derimod slet ikke Blu-Ray-mulighederne. Det indeholder de forventede featurettes som et rygklappende kig bag kameraet, nogle fraklip og en samling bøffer. Ingen overraskelser der. Lidt bedre bliver det med featuretten om filmen komponist Jon Brion. Men det største scoop er uden tvivl filmens særdeles originale kommentarspor – det bliver nemlig sunget (!) af Will Ferrell og John C. Reilly. Det er de sædvanlige oplysninger, der bliver videreformidlet, men det foregår altså som improviseret sang akkompagneret af Jon Brion. Det er lige dele forfærdeligt og urkomisk.

Konklusion
En halvlunken Ferrell-film, der virker særdeles tam i forhold til de af hans film, der rent faktisk forsøger at indeholde en historie. Underteksterne er fornærmende ringe, men det skyldes måske, at filmen er røget uden om biograferne og direkte på dvd og Blu-Ray. En beslutning, som næppe vil afføde nogen protester. Alt i alt en film for indædte Ferrell-fans.

Filminformation
Original titel: Step Brothers
Instruktør: Adam McKay
Medvirkende: Will Ferrell, John C. Reilly, Richard Jenkins
Produktionsår: 2008
Længde: 98 min.
Premiere: 24. februar 2009
Distributør: Sony Pictures